Mødedato: 18.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til færre terrænparkeringspladser i tilknytning til boligbebyggelse på Artillerivej 96-100.

Se alle bilag

Problemstilling

Arkitektfirmaet Mangor & Nagel har tidligere søgt om dispensation fra lokalplan nr. 303 ”Islands Brygge Syd” med tillæg 1 & 2 til etablering af 35 parkeringspladser på terræn og 35 pladser i konstruktion, svarende til en parkeringsdækning på 1 plads pr. 150 m2 etageareal.

 

Ansøgningen var i naboorientering, og der indkom 38 indsigelser, hvorefter forvaltningen forelagde sagen for Teknik- og Miljøudvalget.

 

Udvalget har den 4. juni 2012 afvist forvaltningens indstilling om at godkende dispensationen, idet 6 udvalgsmedlemmer stemte imod og 4 udvalgsmedlemmer undlod at stemme for indstillingen.

 

Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”SF, Radikale Venstre og Enhedslisten ønsker at mindske overfladeparkering i området, hvorfor vi kan imødekomme dispensation på overfaldeparkering, men ikke som udgangspunkt dispensation på parkering i konstruktion”.

 

Forvaltningen har efterfølgende været i dialog med bygherren, som har tilpasset projektet, således at alle de efter lokalplanen krævede 53 pladser i konstruktion vil blive etableret, mens der fortsat ønskes dispensation til etablering af et mindre antal overfladeparkeringspladser, nemlig 35 mod i stedet for 53, som krævet ifølge lokalplanen. Ønsket er begrundet i, at en begrænsning af overfladeparkeringen vil gøre det muligt at bevare den grønne beplantning samt nogle store træer, hvorved bebyggelsen får et bedre friareal.

Løsning

Lokalplan nr. 303 ”Islands Brygge Syd” med tillæg 1 & 2 foreskriver i § 11, stk. 4, at parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal. I henhold til § 6, stk. 1, i tillæg nr. 2 må højst halvdelen af parkeringsdækningen indrettes på terræn.

 

Parkeringsnormen er i kommuneplanregi ændret i forhold til lokalplanen. For det område, hvor den aktuelle ejendom indgår i et C1* område, gælder således, at parkeringsdækningen i Kommuneplan 2011 er ændret til, at den skal være af størrelsesordenen og højst må udgøre 1 parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal. Formålet med de nye parkeringsnormer i kommuneplanen er at understøtte en bæredygtig byudvikling.

 

Det fremgår af planlovens § 13, stk. 3, at hvis en udstykning eller et byggearbejde m.v. er i overensstemmelse med kommuneplanen, påhviler det kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og derefter fremme sagen mest muligt. Hvis bygherren PKA bad om det, ville kommunen således være forpligtet til at udarbejde et forslag til et lokalplantillæg, som muliggør en parkeringsnorm på 1 plads pr. 200m2 etageareal i overensstemmelse med kommuneplanen.

 

Bebyggelsen ligger i tætbyen, som i kommuneplansammenhæng er kendetegnet ved at have en god kollektiv trafikbetjening. Den konkrete bebyggelse ligger knap 700 m. fra Metro station ”Islands Brygge”, som betjenes af metrolinje M1.

 

En imødekommelse af ansøgningen vil være i overensstemmelse med kommuneplanens mål om en bæredygtig byudvikling og muliggøre en mere attraktiv udnyttelse af grunden, hvor eksisterende grøn beplantning og store træer bevares, jf. bilag 1, der viser beplantningen.

 

Ud fra de tilgængelige statistiske oplysninger om bilrådigheden i området samt optællinger af udnyttelsen af parkeringspladser på vejene på Islands Brygge må en parkeringsdækning på 88 personbiler pr. 106 husstande svarende til 1 bil pr. 120m2 etageareal anses for tilstrækkelig til at dække ejendommens behov.

 

De ansøgte p-pladser etableres på privat grund og vil dermed være private. Eventuelle overskydende pladser vil dermed ikke have karakter af offentlige parkeringspladser, der gratis kan benyttes af områdets beboere m.fl.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på baggrund af ovenstående, at der dispenseres fra lokalplanen for så vidt angår overfladeparkering til etablering af 35 parkeringspladser på terræn.

Økonomi

Beslutningen indebærer ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

På baggrund af udvalgets beslutning meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen den ansøgte dispensation.



 

 

 

                 Hjalte Aaberg

                                                                  /Simon Kjær Hansen 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 18. juni 2012

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, F, I, U2 og Ø.
Imod indstillingen stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og O.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ønsker ikke at meddele dispensation til færre parkeringspladser, idet der i forvejen mangler parkeringspladser i området”
Til top