Mødedato: 18.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan nr. 311 "Teglgårdsstræde"

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om der skal meddeles dispensation fra lokalplan nr. 311 ”Teglgårdsstræde”, § 9, stk. 1, således at der kan indrettes udeservering i forbindelse med restaurant ”Mums”, Teglgårdsstræde 8A.

Problemstilling

Revisionsfirmaet A. Rolf Larsen har for IMK Almene Fond, som ejer Teglgårdsstræde 8A, søgt om tilladelse til at indrette udeservering for restaurant ”Mums”, Teglgårdsstræde 8A. Ifølge ansøgningen ønskes udeserveringen i sommerhalvåret. Der vil ikke blive spillet musik udendørs, og det foreslås, at servering og ophold på arealet ophører kl. 24.00 på hverdage og kl. 01.00 fredag/lørdag og lørdag/søndag.

Etablering af udeserveringen forudsætter, at der meddeles dispensation fra § 9, stk. 1, i lokalplan nr. 311, ”Teglgårdsstræde”, der angiver, at ubebyggede arealer skal anlægges som opholdsarealer for beboere og brugere og må ikke indrettes med parkering eller som tilkørselsarealer. Ejendommen er vist på bilag 1.

Udeserveringen er ifølge ansøger ikke taget i brug, men der er sat et hegn op på arealet. 

Der har tidligere, i 2008, været meddelt dispensation til udeserveringen, men af forskellige årsager blev dispensationen ikke udnyttet, og den er nu bortfaldet. Inden der blev meddelt dispensation, havde sagen været behandlet i Teknik- og Miljøudvalget, sag. nr. 3 på mødet den 9. januar 2008 (TMU 757/2007).

Løsning

Forvaltningen har foretaget naboorientering i henhold til planlovens bestemmelser. I perioden 17. april til 15. maj 2012 er ejere, lejere og brugere af nabo- og genboejendommene blevet hørt. Naboorienteringen er vedlagt som bilag 2.

Teknik- og Miljøudvalget har bemyndiget forvaltningen til at dispensere fra lokalplaner m.v., såfremt dispensationen ikke er af principiel karakter, eller naboorienteringen ikke har medført mange eller vægtige indsigelser. Forvaltningen har vurderet, at der i denne sag er komme mange og vægtige indsigelser, som betyder, at sagen skal forelægges udvalget. Medlem af Borgerrepræsentationen Morten Kabell har tillige anmodet om, at sagen forelægges udvalget.   

 

Der er inden for høringsfristen modtaget otte henvendelser, heraf to henvendelser med flere underskrifter. Henvendelserne drejer sig primært om det opsatte hegn, at udeserveringen allerede er taget i brug og indsigelser mod, at der dispenseres til udeservering, idet man er bange for, at det vil medføre yderligere støjgener. Det anføres, at man allerede er belastet af støj i Indre By.

Vedrørende hegnet kan det oplyses, at hegnet er placeret på egen grund, og at der i den gældende lokalplan ikke er bestemmelser, der forhindre, at der kan opsættes et hegn. Ansøger har oplyst, at hegnet ikke primært er opsat af hensyn til udeserveringen, men fordi der er store problemer med at holde pladsen ren for affald særligt søndag og mandag. Med hegnet prøver ansøger at besværliggøre adgangen. Ansøger har oplyst, at hegnet allerede har virket efter hensigten. Hvis der meddeles dispensation, vil forvaltningen gå i dialog med ansøger vedrørende indretningen af udeserveringen herunder hegnet.

Ansøger har oplyst, at der ikke er påbegyndt nogen form for udeservering.  Ansøger understreger, at der ikke vil finde servering sted, før de nødvendige tilladelser foreligger.

Forvaltningen har været positiv overfor at fremme dispensationssagen, idet den lille plads står i umiddelbar forbindelse med gaden og er uden sammenhæng med de øvrige ubebyggede arealer i karren. Der er således tale om en oplagt mulighed for at etablere udendørs servering i forbindelse med restauranten. Restauranten er i overensstemmelse med lokalplanen, idet der udover boliger kan indrettes til serviceerhverv, herunder restauranter.   

”Gang i København” har som vision, at København skal være ”En by hvor flere tør mere til gavn for alle”. Målsætningen er bl.a. at hjælpe restaurationslivet, og der lægges op til, at kommunen accepterer langt flere udendørs begivenheder. Det skal være lettere at etablere fx serveringssteder. Restauranten ”Mums” er en lille virksomhed, og det er et mål i erhvervspolitikken, at vilkårene, særligt for mindre virksomheder, skal forbedres.

Forvaltningen indstiller, at dispensationen meddeles på følgende vilkår
- at der bliver tale om en treårig periode, hvor konceptet kan afprøves,
- at udeservering kun finder sted i perioden 15. april til 15. oktober,
- at der ikke spilles musik udendørs,
- at servering stopper kl. 23.00 og ophold på arealet stopper kl. 24.00 alle ugens dage,
- at indretningen af udeserveringen skal godkendes af kommunen, herunder evt. hegn .

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Hvis Teknik-og Miljøudvalget tiltræder indstillingen, vil forvaltningen meddele dispensationen på de nævnte vilkår, og indsigerne vil blive underrettet herom.

Hjalte Aaberg                                           

                                                                  /Simon Kjær Hansen


BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN PÅ RÅDHUSET, 1. SAL, VÆRELSE 36

Et sæt kopier af indsigelserne samt mails af 24. april og 26. april 2012 fra AMK Almene fond ved A. Rolf Larsen.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 18. juni 2012

Teknik- og Miljøudvalget stillede ændringsforslag til indstillingen om:

”at dispensation til udeservering betinges af, at arealet fortsat fremstår åbent og tilgængeligt, og at eventuel hegning tilpasses stedets særlige miljø”.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingen blev godkendt.
Til top