Kommunal garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder i Voldboligerne, Christianshavn
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kommunal garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder i Samvirkende Boligselskabers afdeling 3041, Voldboligerne, beliggende Voldboligerne 1-11 og 2-10, 1426 København K.
Indstilling og beslutning
- at Borgerrepræsentationen godkender at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i Samvirkende Boligselskabers afdeling 3041, Voldboligerne på op til 12.193.583 kr.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille den fornødne garanti for lånet inden for rammen på 12.193.583 kr.
Problemstilling
Der er på grund af vandindtrængen et akut behov for udskiftning af taget på ejendommen Voldboligerne 1-11 og 2-10, der tilhører Samvirkende Boligselskabers afdeling 3041, Voldboligerne. Samtidigt bør vinduerne i ejendommen udskiftes, da de på grund af dårlig udførelse ligeledes er meget utætte og svære at lukke. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til en kommunal garanti på 100 % af et realkreditlån til finansiering af udgifterne. Voldboligerne indeholder almene ældreboliger.
Løsning
Den kommunale garanti stilles med hjemmel i almenboliglovens § 98, som omhandler ”ekstraordinære renoveringsarbejder”. Kommunes garanti sikrer, at boligorganisationen kan optage lån i et realkreditinstitut til forskel fra et banklån. Realkreditinstituttet vurderer behovet for kommunal garanti, som i den pågældende sag er opgjort til 100 % af udgifterne. De samlede udgifter er foreløbigt opgjort til 12.193.583 kr. Skulle lånebehovet blive reduceret, bliver garantibeløbet tilsvarende reduceret.
Adresse |
Voldboligerne 1-11 og 2-10 |
Lån, kr. |
12.193.583 kr. |
Garanti % |
100 % (realkreditinstituttets krav / beregning). |
Kommunens hæftelse i kr. |
12.193.583 kr. |
Låntager |
Samvirkende Boligselskaber afdeling 3041, Voldboligerne. |
Långiver |
Realkredit Danmark |
Antal almene ældreboliger |
141 |
Sagstype |
Renoveringsarbejder |
Økonomi
Garantistillelsen medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, hvis låntageren ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har besluttet at stille garanti for lånet, vil Teknik- og Miljøforvaltningen ekspedere garantien, når lånets endelige størrelse kendes.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.