Drøftelse af varighed og mulig optimering af eksterne anlægsopgaver på offentlig vej
Indstilling og beslutning
- at Teknik- og Miljøudvalget drøfter varighed og mulig optimering af eksterne anlægsopgaver på offentlig vej
Problemstilling
Gravearbejdet i Nørregadekvarteret (bilag 1) omhandler HOFORs udskiftning af fjernvarmerør samt etablering af vandafledningsrør i forbindelse med skybrudssikring og renovering af gasledning.
Det er et meget omfangsrigt projekt med start i sommeren 2014 og endelig afslutning for hele projektet 31. december 2015. Arbejdet i Nørregade forventes afsluttet ultimo 2015. Der kan dog forventes arkæologiske fund i Lavendelstræde og Slutterigade, som kan forsinke projektet.
Løsning
Nuværende praksis fra gravetilladelser
Forvaltningen giver tilladelse til cirka 10.000 gravninger om året. Mange af disse gravninger er mindre akutte gravearbejder, men der er også en lang række omfangsrige gravearbejder, enten i form af nyanlæg (eksempelvis hurtigbusruten Nørre Campus og Nørrebrogadeprojektet) eller større ledningsejeres vedligehold af forsyningsnettet (eksempelvis DONGs kabellægning af el-ledninger og HOFORs renovering af bl.a. fjernvarme).
Et eksempel på et større gravearbejde er – som skitseret i det ovenstående – HOFORs arbejde i Nørregadekvarteret (bilag 1), hvor det forsøges at få løst flest mulige gravearbejder på én gang, for at undgå at skulle grave op igen. Generelt skelner forvaltningen mellem om gravearbejdet foregår på en vej, som er en del af det prioriterede vejnet, hvor der gælder politisk fastsatte servicemål for cykel-, bus- og biltrafik eller på det øvrige vejnet. Derudover placeres gravearbejderne, så det passer bedst i forhold til at genere fremkommeligheden mindst muligt.
Ovenstående oversigt viser et væsentligt fald i genedage (antal gravedage for alle godkendte gravetilladelser) på det prioriterede vejnet.
I forbindelse med gravearbejdet i Nørregadekvarteret har forvaltningen, sammen med HOFOR, koordineret gravearbejdet med andre projekter og interessenter. Gravearbejdet er blevet tilpasset afslutning af Ny Nørreport projektet og afholdelse af arrangementer i forbindelse med Melodi Grand Prix 2014.
Inddragelse
På de større gravearbejder inddrages alle relevante parter eksempelvis på et planlægningsmøde inden opstart. I forbindelse med HOFORS gravearbejde i Nørregadekvarteret er Copenhagen Cityforening, Turistvognmændene og Movia blevet inddraget med henblik på koordinering, således at det omfangsrige gravearbejde, i videst udstrækning, ikke generer de erhvervsdrivende i området og særligt i højsæsonen for handel og turisme (eksempelvis julehandel, udeserveringer, arrangementer, busomlægning og generelt tilgængelighed og sikkerhed for trafikanterne).
Forvaltningens generelle krav til aktører
Forvaltningen stiller en række generelle krav til de aktører, som ønsker at grave i Københavns Kommune.
- Koordinering af gravearbejder evt. opdelt i etaper så fremkommeligheden for trafikanter sikres.
- Ledningsejere og entreprenører skal informere de berørte parter om arbejderne. I forbindelse med Nørregadekvarteret har der bl.a. været pressemeddelelser og information i Cityforeningens blad.
- Afspærringsplaner med fokus på trafiksikkerheden.
- Forvaltningen bestræber sig på at finde balancen mellem borgernes nattesøvn samtidig med at sikre fremkommeligheden og afslutning af gravearbejdet ved at gøre brug af natarbejde.
- Forvaltningen forsøger at finde de bedste trafikale løsninger, og prioriterer de enkelte trafikanter, når pladsen er begrænset (cykler, busser og biler).
- Ved graveansøgninger som påvirker fremkommeligheden for trafikafviklingen, vurderer forvaltningen om den ansøgte periode stemmer overens med arbejdets karakter. Dette gøres for at undersøge muligheder for optimering af arbejdstiden (både i den indledende planlægningsfase og løbende under den udførende fase) for et bedre arbejdsflow, som kan nedbringe graveperioden mest muligt.
Forvaltningens tilsyn med gravearbejder
- Forvaltningen fører sagsrelaterede tilsyn ift. hvor gravearbejdet generer mest, kendskab til entreprenør og anden erfaring forvaltningen måtte have. Dette med henblik på at sikre eksekvering og fremkommelighed og om de indgåede aftaler overholdes.
- Forvaltningen deltager løbende i byggemøder, hvor forvaltningen har et særligt fokus på forbedringstiltag i forhold til fremkommelighed og eksekvering af gravearbejdet.
- Forvaltningen fører tværgående tilsyn på bydele med alle de gravearbejder et firma udfører i hele København, og forvaltningen indsamler data på otte parametre. Er der mulighed for forbedringer, går forvaltningen i dialog med firmaerne for at blive enige om konkrete forbedringstiltag.
Udfordringer
Generelt er anlægsområdet og vedligehold af forsyningsledninger et meget gennemreguleret område. Ledningsejerne har en forsynings- og vedligeholdelsespligt, så alle kan få en stabil forsyning af blandt andet fjernvarme, gas og vand og på grund af forsyningspligten kan forvaltningen også vanskeligt afvise renoveringsarbejder. Dette skyldes, at ledningsejerne ligger på gæsteprincippet, som kun giver forvaltningen mulighed for at tidsforskyde et gravearbejde.
Renovering af typisk forsyningsledninger er omkostningsfyldt og beror på DONG og HOFORs egne budgetter og mål, som forvaltningen ikke har indflydelse på.
Forvaltningens beslutninger, som gør det unødvendigt dyrere for ledningsejerne at vedligeholde deres forsyningsnet, vil sandsynligvis føre til en række klagesager som måske skal afgøres af domstole. Det kan endvidere være vanskeligt at få alle ledningsejere til at eksekvere hurtigt og koordineret, hvis der for eksempel er en ledningsejer, som ønsker at forbedre sine forsyningsledninger (eksempelvis ved akutte skader på fjernevarme eller nye kunder til fjernvarmen).
Endvidere er Københavns Kommunes mulighed for at kræve, at der konstant er folk til stede ved gravearbejder (med henblik på hurtig eksekvering) også en udfordring, da der kan opstå situationer som forvaltningen ikke har mulighed for at styre eller har myndighed over eksempelvis sygdom, vejrlig, projektændringer og akut opståede situationer.
Den nye vejlov
Forvaltningen har fokus på at hjælpe og anvende reglerne i den nye vejlov overfor de enkelte ledningsejere og entreprenører, som ikke opfylder forvaltningens krav til gravearbejder. Den nye vejlov ændrer blandet andet ansvaret for koordinationspligten fra forvaltningen til ledningsejerne samt bod ved forsinkelser i forbindelse med gravearbejde.
Forvaltningen er, i samarbejde med Danske Anlægsentreprenører og de største ledningsejere, ved at afslutte en samarbejdsaftale, hvor der arbejdes på at finde løsninger på de fælles udfordringer i forbindelse med den ny vejlov. Forvaltningen har med denne samarbejdsaftale prioriteret at være proaktive ift. den nye vejlov, og forsøger at minimere forskellige fortolkning og opnå en fælles forståelse for at fremme fremkommelighed og hurtig eksekvering. Blandet andet vil forvaltningen, med den nye vejlov, have mulighed for at pålægge bod ved gravearbejder, som ikke færdiggøres til tiden. Teknik- og Miljøudvalget vil blive inddraget når Transportministeren har udarbejdet de endelige regler for afgiftsopkrævningen, for at beslutte hvilket afgiftsniveau, der skal gælde i København
De nye redskaber i vejloven kan efter en periode blive evalueret, og er redskaberne mangelfulde eller utilstrækkelige, kan forvaltningen rette en henvendelse til Transportministeriet.
Økonomi
/Lis Napstjert
Beslutning
Indstillingen blev drøftet.