Mødedato: 18.03.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af Forskrift for Udendørs Musikarrangement

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Forskrift for Udendørs Musikarrangementer i Københavns Kommune (Musikforskriften) efter endt høring.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Forskrift for Udendørs Musikarrangementer i Københavns Kommune (bilag 2), med de anførte ændringer, vedtages endeligt.

Problemstilling

Musikforskriften beskriver Københavns Kommunes miljøkrav i forbindelse med udendørs musikarrangementer. Hensigten er at give færrest mulige miljøgener for de omkringboende samt sikre forudsigelige og ensartede rammer for arrangementer i byen.

På baggrund af en evaluering og en omfattende inddragelsesproces har Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et udkast til ændret forskrift, som bl.a. lemper støjgrænser og antal arrangementer, og som noget nyt omfatter alle typer arrangementer med brug af musik i byen.

Den ændrede forskrift har nu været i høring og forlægges derfor udvalget til endelig godkendelse.

Løsning

Musikforskriften beskriver generelle rammer for arrangementer og specifik regulering af de oftest benyttede pladser i byen. Teknik- og Miljøudvalget vedtog 17. december 2018 at sende et udkast til ændret forskrift i offentlig høring. Høringsudkastet byggede på et scenarie udarbejdet af forvaltningen, der lemper støjgrænserne flere steder i byen, men ikke på alle pladser. De lempede støjgrænser tillader således koncerter med højt lydniveau nogle steder, mens det andre steder kun vil være muligt at spille baggrundsmusik.

Høringsudkastet indeholdt følgende væsentlige ændringer af forskriften:

  1. Gyldighedsområdet ændres fra kun at omfatte koncertlignende arrangementer til at gælde alle arrangementer, hvor musik indgår, samt gælde alle arealer.

  2. Støjgrænser hæves enkelte steder op til 80 dB ved mest støjbelastede beboelsesfacade mod tidligere 60-70 dB ved mest støjbelastede beboelsesfacade.

  3. Støjgrænser og tidsbegrænsning for alle arrangementer.

  4. Ændringer i forskriftens bilag med regulering af specifikke pladser.

     

    Forskriften har været i offentlig høring fra den 18. december 2018 til 5. februar 2019. Der er modtaget 86 høringssvar (bilag 4 og 5), fordelt på 45 fra borgere og beboerforeninger, 10 fra lokaludvalg, 28 fra branche, kultur- og eventfolk samt tre fra myndigheder.

     

På baggrund af høringssvarene har forvaltningen udarbejdet et endeligt udkast til forskrift (bilag 2). Høringssvarene har givet anledning til enkelte sproglige og tekniske ændringer i forskriften (bilag 3). Bl.a. er det præciseret, at arrangementer kun skal oplyses, hvis forvaltningen vurderer, at det er nødvendigt. Desuden er forhold vedrørende naboorientering, dispensationer samt forskriftens gyldighedsområde præciseret. Forvaltningen vurderer, at ændringerne overordnet vil skabe en større tydelighed og forudsigelighed for både borgere og erhverv, selvom der fortsat vil være behov for at kunne give dispensation til arrangementer efter en konkret vurdering.

Særligt vedrørende støjgrænser og antal arrangementsdage på Refshaleøen Vest

Støjgrænsen for Refshaleøen Vest gælder kun ved permanente boliger – dvs. ikke ved de midlertidige studieboliger og husbåde - jf. udvalgets beslutning den 18. september 2017. I det nye udkast til forskrift er antallet af arrangementer i dette område sat op fra fem til 30, da det ellers ville forhindre mange arrangementer på arealet.

Alternative løsninger på Nytorv og Frue Plads

På baggrund af høringssvarene kan udvalget vælge at nedjustere støjgrænsen for hhv. Nytorv og Frue Plads fra 80 til 70 dB. Et argument herfor er, at det vil være i tråd med kommunens bestræbelser på at nedbringe gener i Indre By. Naboer til Nytorv er mest erhverv og i mindre grad beboelse, som tidligere har oplevet gener ved arrangementer. Hertil skal lægges den afledte effekt for bylivet i hele Indre By før og efter større arrangementer.

Udvalget kan også vælge at indføre en differentiering, så det begrænses til at være fx to ud af seks arrangementer på Frue Plads og otte ud af 25 arrangementer på Nytorv, der kan få tilladelse til høje støjniveauer.

Høringssvar

Overordnet viser høringssvarene, at beboerne primært ønsker stramninger, mens branchen ønsker yderligere lempelser.  Lokaludvalgene på Indre By, Christianshavn og Amager Vest ønsker stramninger, mens Amager Øst ønsker flere muligheder. Nørrebro og Vesterbro lokaludvalg udtrykker bekymringer for begge retninger.

Hovedpointer fra høringssvarene

  1. Støjgrænserne i høringsudkastet er lempet i flere bolignære områder, og på mange pladser er antallet af arrangementsdage hævet. Dette rejser kritik fra naboer, der mener, at arrangørerne i for høj grad tilgodeses. Koncertarrangørerne mener at de nu skal til at kæmpe med sportsarrangørerne ift. antallet af arrangementsdage.

  2. Særligt de øgede støjgrænser til 80 dB på Frue Plads og Nytorv, hvor også antallet af arrangementer er sat op kritiseres. Nytorv og Frue Plads ligger i et af de mest støjbelastede kvarterer i Middelalderbyen. Københavns Byret har problematiseret afholdelsen af højlydte arrangementer på Nytorv i dagtimerne i hverdagene, hvor der samtidig vil være behandling af strafferetssager. I brokvartererne kritiseres grænserne på 80 dB på hhv. Skt. Hans Torv, Enghaveparken og Enghave Plads. Kulturarrangørerne udtrykker, at det ikke nogen steder i byen vil være muligt at afholde events, idet støjgrænserne stadig er for lave.

  3. Flere beboere påpeger, at der ikke er tilstrækkeligt med pladser på listen fra de ydre bydele.

  4. Arrangørerne påpeger, at det er uklart, hvornår de har opfyldt kravet til naboorientering, og naboerne giver udtryk for, at det bør være mere klart, hvem der tæller som nabo. Ligeledes påpeger politiet, at denne uklarhed vil være en hindring for evt. bødestraf.

  5. Flere arrangører efterspørger mere tydelige retningslinjer for, hvornår der kan gives dispensation, samt forslag til en fordelingsnøgle for dispensationer. Borgerne efterspørger rammer for hvornår et arrangement opfylder ”særlige vilkår”, der medfører en ramme på 80 dB.

  6. Det er et ønske fra borgere, at der sættes flere tekniske krav til arrangørerne ift. brug af lydudstyr samt mere tilsyn og håndhævelse. Kulturlivet udtrykker bekymring for krav om autoriserede støjmålinger, der økonomisk vil kunne knække de mindre foreninger og lokale kulturarrangører. Desuden ønskes støjkort og vejledning fra kommunen.

  7. Flere arrangører mener ikke, at der er proportionalitet mellem antallet af klager og antallet af afholdte arrangementer og mener på den baggrund, at forskriften er for begrænsende. De fremfører, at man ikke vil kunne afholde koncerter i byen med de angivne støjgrænser. Flere borgere ønsker, at forskriften og tilsynet skal strammes yderligere, så musik forbydes i Indre By og beklager, at forvaltningen ikke tager stilling ud fra et samlet støjbillede.

  8. Forsvaret har ønsket at blive undtaget af forskriftens bestemmelser i forbindelse med offentlige ceremonier samt statslige og kongelige forpligtelser med brug af musik.

Forvaltningens kommentarer

  1. Den reviderede forskrift gælder for samtlige arrangementer, der helt eller delvist indeholder musikafspilning – dvs. ikke længere kun koncerter, men også fx markeder og sportsevents. Da forskriftens gyldighedsområde er udvidet, er antallet af arrangementer på de oplistede pladser øget tilsvarende ud fra det faktiske 2018-niveau. Dette betyder at der nu er sat et loft på det samlede antal af alle de typer arrangementer, som forskriften nu omfatter, efter 2018-niveau.

  2. Støjgrænser og arrangementsdage er sat som en afvejning mellem de forskelligrettede hensyn. I sidste ende er dette et politisk valg. Det er forvaltningens erfaring, at der kun er meget få støjende arrangementer i dagtimerne ved Nytorv.

  3. Musikarrangementer, der ikke foregår på pladser oplistet i forskriftens bilag, omfattes af den generelle regulering i forskriften og miljøbeskyttelsesloven. Der er således stadig mulighed for at holde arrangementer på andre lokaliteter end de oplistede.

  4. Forvaltningen kan ikke fastsætte regler for, hvornår en beboelse tæller som en nabo, da det afhænger af arrangementets type og støjniveau. Hvem der betegnes som nabo og dermed skal orienteres, beror på forvaltningens individuelle, konkrete vurdering. Forvaltningens praksis vedrørende anmeldelsespligt og naboorientering er imidlertid blevet præciseret i forskriften.

  5. En dispensation kan ikke defineres på forhånd, da der så vil være tale om undtagelser og ikke dispensationer. Forvaltningen vurderer dispensationen ud fra en samlet og konkret vurdering af det individuelle arrangement. Fx kunne en anbefaling fra beredskabet pga. arrangementets karakter resultere i en dispensation. Begrundelse for, at der i særlige tilfælde kan laves arrangementer på 80 dB(A), er at det kan være nødvendigt ved fx meget store folkemængder, på lokationer med høj baggrundsstøj, eller hvor der er tale om et enkeltstående, særligt arrangement. Disse forhold kræver en individuel konkret vurdering af arrangementet.

  6. Forvaltningen vil ikke kræve særligt lydudstyr, da det kan medføre, at kun de store etablerede virksomheder og eventbureauer kan leve op til kravene. Krav til støjmålinger vil kun blive håndhævet, såfremt en individuel konkret vurdering fordrer dette og typisk kun til store arrangementer. Der er ikke afsat ressourcer til støjkort og yderligere vejledning, ekstra tilsyn eller mere håndhævelse.

  7. Formålet med forskriften er at reducere støjgener samt skabe klare rammer for, hvad der er tilladt. Forvaltningen vurderer, at disse rammer er vigtige i forhold til forebyggelse af gener. Forskriften skal skabe en balance mellem modsatrettede hensyn, hvilket indebærer, at der ikke alle steder kan spilles så højt, som en arrangør kunne ønske. Modsat tillades mere byliv og støj end nogle naboer kunne ønske sig.

  8. På baggrund af Forsvarets kommentar er det tilføjet, at optog og offentlige ceremonier ikke er omfattet af forskriften.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen annoncere forskriften, hvorefter den vil træde i kraft.

Pernille Andersen

                                                                 / Hans Christian Karsten

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. marts 2019

Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om, at der til indstillingens 1. at-punkt tilføjes følgende:
”At der ikke afholdes lydprøver og musikarrangementer på Nytorv og Gammeltorv før kl. 14 på hverdage af hensyn til byrettens mulighed for at afvikle retssager.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget med ti stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: I.

Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre, Alternativet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om, at der til indstillingens 1. at-punkt tilføjes følgende:
”At der i området ved AFUK/Skatebanen på Enghavevej gives mulighed for musik arrangementer, der varer op til 10 timer i stedet for de 6 timer, der lægges op til i forskriften.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med ni stemmer mod en. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, I, Ø og Å.
Imod stemte: C.
Undlod at stemme: O.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3):
”At støjgrænsen på Nytorv og Vor Frue Plads sættes til maksimalt 70 dB.”

Ændringsforslaget (ÆF3) blev ikke vedtaget med en stemmer mod ti. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C.
Imod stemte: A, B, F, I, O, Ø og Å.

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi mener, at der bør udstedes færre tilladelser til at støje i byen, så der foretages en kvalitativ vurdering af hvad vi som borgere synes, at der bør tillades af støjende arrangementer i vores by, der også skal fungere i hverdagen.”

Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Frem mod behandlingen i BR ønsker partierne de økonomiske konsekvenser af og politiets holdning til muligheden for at afholde op til 10 årlige arrangementer på Dr. Louises Bro undersøgt.”

Til top