Teknik- og Miljøudvalgets regnskab 2018
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøudvalgets regnskab for 2018, jf. bilag 2, godkendes.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet regnskabet for 2018 i overensstemmelse med regnskabscirkulæret for regnskab 2018, som er vedtaget af Økonomiudvalget den 13. november 2018. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund godkende regnskabet for 2018.
Løsning
I det følgende fremgår de overordnede regnskabsforklaringer på udvalgets styringsområder og bevillinger. Regnskabet består overordnet af tre elementer: det korrigerede budget, det faktisk registrerede forbrug og afvigelsen mellem disse. Når Teknik- og Miljøudvalgets budget godkendes efter budgetforhandlingerne betegnes det som vedtaget budget. I løbet af året træffes der politiske beslutninger, og forvaltningen modtager på denne baggrund tillægsbevillinger, der korrigerer budgettet – heraf det korrigerede budget. Det er det korrigerede budget, som der aflægges regnskab i forhold til, jf. tabel 1 i Løsningsafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets budget består af fire styringsområder: Service, Anlæg, Overførsler mv. og Finansposter. Under hvert styringsområde er der en række bevillinger, som karakteriserer Teknik- og Miljøforvaltningens opgaveportefølje. Afvigelserne på de enkelte styringsområder er uddybet i regnskabsforklaringerne i bilag 2.
Regnskabsresultatet for 2018 viser et samlet mindreforbrug på styringsområdet Service på 42,5 mio. kr. I henhold til principperne om regnskabsoverførsler i forbindelse med regnskab 2018 (ØU 20.11.18) er det muligt at søge om overførsel af eksternt finansierede projekter, lov- eller kontraktmæssigt bundne midler og hvor lovgivningen tilsiger, at aktiviteten skal kunne regnskabsoverføres og disponeres over i det efterfølgende år.
Teknik- og Miljøudvalget blev den 4. marts 2019 præsenteret for de enkelte regnskabsoverførsler for 2018, som søges overført til 2019. Hvis regnskabsoverførslerne godkendes af Borgerrepræsentationen, korrigeres regnskabsresultatet på styringsområdet Service med sammenlagt 32,8 mio. kr. og der overføres sammenlagt 6,3 mio. kr. til regnskabsår 2019. Dermed bliver det endelige regnskabsresultat for 2018 et mindreforbrug på 3,3 mio. kr. på Service.
Økonomiforvaltningen har i forbindelse med regnskab 2018 afstemt forvaltningens balancekonti. Samlet set er der 11,6 mio. kr., der skal følges op på. Opfølgningen består dels af afskrivninger af gamle krav på udenlandske parkeringsafgifter for perioden 2015-2017, håndtering af varelager i Teknik- og Miljøforvaltningen og andre mindre opfølgningsområder, som potentielt kan have en driftspåvirkning på 0,4 mio. kr. i regnskab 2019.
Styringsområdet Service
På styringsområdet Service er der et samlet mindreforbrug for de fire bevillinger Ordinær drift, Parkering, Byfornyelse, ydelsesstøtte og Byfornyelseslån på 42,5 mio. kr., hvilket fremgår af tabel 1.
Tabel 1. Teknik- og Miljøudvalgets regnskab for 2018 – Service
Bevilling |
Korrigeret budget netto |
Regnskab netto |
Afvigelse netto |
Ordinær drift |
1.117.014 |
1.112.691 |
4.323 |
Parkering |
-456.121 |
-492.424 |
36.303 |
Byfornyelse, ydelsesstøtte |
35.641 |
35.469 |
172 |
Byfornyelseslån |
142.131 |
140.466 |
1.665 |
Service i alt |
838.665 |
796.202 |
42.463 |
Ordinær drift har et mindreforbrug på 4,3 mio. kr., hvilket primært skyldes mindreudgifter som følge af en mild vinter og færre materielinvesteringer.
Parkering har et mindreforbrug på 36,3 mio. kr. Mindreforbruget kan primært henføres til modtagelse af hensatte midler til afskrivninger på parkeringsområdet.
Byfornyelse, ydelsesstøtte har et mindreforbrug på 0,2 mio. kr. Afvigelsen er ikke væsentlig.
Byfornyelseslån har et mindreforbrug på 1,7 mio. kr., hvilket skyldes et fald i låneporteføljen.
Styringsområdet Anlæg
På styringsområdet Anlæg har Teknik- og Miljøforvaltningen i 2018 brutto eksekveret for 0,9 mia. kr. på udgiftssiden, hvilket er 0,2 mia. kr. mindre end i 2017. På styringsområdet Anlæg er der et samlet merforbrug på 58,5 mio. kr. for de fire bevillinger Ordinær anlæg, Byfornyelse, anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg, hvilket fremgår af tabel 2.
Bevillingerne Ordinær anlæg og Byfornyelse, anlæg er underlagt et anlægsmåltal på 805,9 mio. kr. (brutto). Der er i 2018 eksekveret for 824,6 mio. kr. (brutto) på de to bevillinger, som er underlagt anlægsmåltal. Det er et merforbrug på 18,7 mio. kr., som svarer til en afvigelse på 2,3 pct.
Tabel 2. Teknik- og Miljøudvalgets regnskab for 2018 – Anlæg
Bevilling (1.000 kr. - netto) |
Korrigeret budget netto |
Regnskab netto |
Afvigelse netto |
Ordinær anlæg |
525.432 |
557.032 |
-31.600 |
Byfornyelse, anlæg |
104.333 |
116.822 |
-12.489 |
Takstfinansieret anlæg |
19.497 |
34.275 |
-14.778 |
Klima anlæg |
66.226 |
65.899 |
327 |
Anlæg i alt |
715.488 |
774.028 |
-58.540 |
På anlægsområdet gives der midler til at gennemføre et konkret anlægsprojekt indenfor en given tidsramme. Tidsrammen strækker sig ofte over flere år. For at styre økonomien på anlægsområdet foretager forvaltningen fire gange årligt en gennemgang af hele anlægsporteføljen. Her foretages en vurdering af, hvor mange af anlægsprojekternes budgetmidler, der vil blive anvendt indenfor et givent regnskabsår og hvornår. Disse vurderinger forelægges Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse. Afvigelserne på anlæg, som præsenteres i forbindelse med regnskabsindstillingen, er et udtryk for afvigelser indenfor det enkelte regnskabsår og dermed ikke afvigelser på de konkrete anlægsprojekter. Ifølge bevillingsreglerne er det på anlæg derfor muligt at regnskabsoverføre mer- eller mindreforbruget på et anlægsprojekt fra et år til et andet.
På bevillingen Ordinær anlæg er der et samlet merforbrug på 31,6 mio. kr. Merforbruget skyldes blandt andet et merforbrug på projekterne ”Smartere trafikløsninger - data og værktøjer til trafikledelse og bedre trafikinformation” og ”Pulje til brint og grøn energi - Indkøb af brintelektriske køretøjer”. Det samlede merforbrug er af budgetteknisk karakter, som aktivitetsforskydninger mellem år.
På bevillingen Byfornyelse, anlæg er der et samlet merforbrug på 12,5 mio. kr. Merforbruget kan henføres til flere projekter, og er af budgetteknisk karakter, som aktivitetsforskydninger mellem årene. Det skyldes primært projekter, som er blevet færdige i et år, men hvor refusion først modtages året efter.
På bevillingen Takstfinansieret anlæg er der et samlet merforbrug på 14,8 mio. kr. Merforbruget skyldes primært merforbrug på projekterne ”Genbrugsstation Sydhavn” og ”Cities cooperating circular economy”. Afvigelserne er af budgetteknisk karakter og skyldes forskydning mellem årene.
På bevillingen Klima anlæg er der et samlet mindreforbrug på 0,5 mio. kr., som primært skyldes merindtægter fra HOFOR til drift af klimaprojekt.
Styringsområdet Overførsler mv.
Styringsområdet Overførsler mv. har et samlet merforbrug på 22,6 mio. kr. for de fire bevillinger Affaldsområdet, Efterspørgselsstyrede overførelser, Jorddeponi og Klima drift. Merforbruget fremgår af tabel 3.
Tabel 3. Teknik- og Miljøudvalgets regnskab for 2018 – Overførsler mv.
Bevilling |
Korrigeret budget |
Regnskab netto |
Afvigelse netto |
Efterspørgselsstyrede overførelser |
4.921 |
5.930 |
-1.009 |
Affaldsområdet |
21.366 |
40.790 |
-19.424 |
Jorddeponi |
0 |
2.664 |
-2.664 |
Klima drift |
-213 |
-749 |
536 |
Overførsler mv. i alt |
-26.514 |
48.635 |
-22.561 |
Efterspørgselsstyrede overførelser har et merforbrug på 1,0 mio. kr., som primært skyldes mindreindtægter, som følge af forsinket statsrefusion af udgifter til indfasningsstøtte. Merforbruget er udtryk for en periodeforskydning mellem årene, idet refusionen er modtaget i januar 2019. Såfremt indtægtsbudgettet for 2019 forventes at blive overskredet som følge af denne periodeforskydning, skal den budgetansvarlige enhed anmode om en tilsvarende tillægsbevilling. Eventuelle mindreforbrug på bevillingen, som følge af merindtægter, vil ved regnskabsafslutningen tilfalde kommunekassen.
Affaldsområdet har et merforbrug på 19,4 mio. kr., som primært skyldes merudgifter til forbrænding af restaffald samt indsamling og behandling af bioaffald. Affaldshåndtering er omfattet af forsyningsområdet, som er takstfinansieret. Der gælder et hvile-i sig-selv princip for forsyningsområdet, således at udgifter og indtægter over en periode på fire år skal være lige store. Merforbruget i 2018 vil derfor skulle modsvares af tilsvarende mindreforbrug i andre regnskabsår.
Jorddeponi har et merforbrug på 2,7 mio. kr., som kan henføres til merudgifter til depotleje, fordi der er modtaget mere jord end budgetteret. Merforbruget bidrager til at nedbringe det opsparede overskud på bevillingen.
Klima drift har et mindreforbrug på 0,5 mio. kr., som kan henføres til merindtægter fra HOFOR til drift af klimaprojekt. Mindreforbruget tilfalder kommunekassen.
Styringsområdet Finansposter
På Finansposter er der et merforbrug på 233,3 mio. kr., som primært skyldes forskydninger i kortfristet gæld.
Økonomi
Indstillingen om regnskab 2018 har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender regnskabet, vil forvaltningen sende regnskabet videre til behandling i Økonomiudvalget. Økonomiudvalget forventes at behandle kommunens samlede regnskab den 2. april 2019. Borgerrepræsentationen forventes at behandle regnskabet den 11. april 2019. Regnskabet oversendes herefter både til den interne og eksterne kontrol.
Pernille Andersen
/Anna Schou Johansen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. marts 2019
Indstillingen blev godkendt.