Mødedato: 18.03.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af takster i 2019, som følge af takstanalysen

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til reviderede takster i 2019 for kremering, vedligeholdelse af askefællesgrav, stilladsreklamer, billboards og reklameskilte, som følge af Ernst & Youngs (EY) genberegning af Teknik- og Miljøforvaltningens takster.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der vedtages en ændret takst for 2019 for kremering, vedligeholdelse af askefællesgrav, stilladsreklamer, billboards og reklameskilte, jf. bilag 2.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte 23. april 2018 forslag til takstkatalog for 2019, som et bilag til udvalgets samlede budgetbidrag.

EY har på baggrund af beslutninger i Borgerrepræsentationen den 21. juni 2018 og Teknik- og Miljøudvalget den 13. august 2018 genberegnet Teknik- og Miljøforvaltningens takster. For 67 takster har EY kunnet genberegne taksterne efter den eksisterende metode. Her har genberegningen for fem takstområder vist afvigelser fra det vedtagne takstkatalog for 2019 (bilag 3).

Teknik- og Miljøudvalget besluttede med behandlingen af takstanalysen den 28. januar 2019, at forvaltningen i marts 2019 skulle fremlægge indstilling om tilpasning af disse takster for 2019.

Løsning

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets behandling af EY’s rapport på udvalgets møde den 28. januar 2019 indstiller forvaltningen, at de fem berørte takstområder ændres, som det fremgår af tabel 1 og bilag 2.

Genberegningen er baseret på de data, som indgik i EY’s genberegning af taksterne i takstanalysen. Det er dermed det eksisterende overhead, som er anvendt. Forvaltningens overhead vil blive genberegnet i forbindelse med beregningen af 2020 taksterne som forelægges Teknik- og Miljøudvalget den 17. juni 2019.

Tabel 1 Oversigt foreslåede takstændringer i 2019

Takstområde

Takstnavn

Enhed

Takst i vedtaget budget 2019 (kr.)

Genberegnet takst 2019 (kr.)

Forventet helårseffekt af takstændring

Kirkegårde

Kremering, voksne

Pr. stk.

2.886

3.007

Øget indtægt på ca. 0,8 mio. kr.

Kirkegårde

Kremering, børn under 15 år

Pr. stk.

1.443

1.503

Kirkegårde

Vedligeholdelse af aske-fællesgrav

Pr. 10 år

656

1.066

Øget indtægt på ca. 0,7 mio. kr.

Trafik & byliv

Reklameskilte, indre by - maks 60 cm.

Pr. skilt pr. kalenderår

2.414

3.051

Øget indtægt på ca. 1,3 mio. kr.

Trafik & byliv

Reklameskilte, indre by - maks 80 cm

4.291

Trafik & byliv

Reklameskilte, øvrige by - maks 60 cm

731

Trafik & byliv

Reklameskilte, øvrige by - maks 80 cm

1.302

Trafik & byliv

Bill Boards på byggepladshegn, Indre by

Pr. m2

pr. dag

51*

0,35

Reduceret indtægt på ca. 1,9 mio. kr.

Trafik & byliv

Bill Boards på byggepladshegn, øvrige by

39*

Trafik & byliv

Stilladsreklame, A-veje

13

Trafik & byliv

Stilladsreklame, B-veje

10

Trafik & byliv

Stilladsreklame, C-veje

7

Trafik & byliv

Stilladsreklame, D-veje

3

Trafik & byliv

Stilladsreklame, E-veje

3

*Taksten for billboards var tidligere opgjort pr. m2 pr. måned

Samlet set er effekten af takststigningerne ca. 2,8 mio. kr. i øgede indtægter, mens effekten af takstreduktionerne er ca. 1,9 mio. kr. i reducerede indtægter. Den samlede forventede helårseffekt er således øgede indtægter på 0,9 mio. kr.

Afvigelsen i taksten for kremering skyldes, at der har været en fejl i beregningen af de afskrivninger og forrentninger, som indgår i taksten. Derudover er den anvendte normtid for medarbejderne ændret i genberegningen, så den tilpasses den normtid, der anvendes i øvrige beregninger. EY’s genberegning var baseret på en renteforudsætning på 5 pct., som historisk har været anvendt i beregningen. I den seneste vejledning fra Kirkeministeriet anbefales anvendelsen af en rente på 4 pct., hvilket Teknik- og Miljøforvaltningen har valgt at indarbejde i takstberegningen for 2019. Dermed stiger taksten ikke så meget som forudset i indstillingen om takstanalysen fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. januar 2019.

Afvigelsen i taksten for vedligeholdelse af askefællesgrav skyldes, at det anslåede tidsforbrug til opgaven tidligere har været opgjort forkert.

For begge takster fortsætter opkrævningen i 2019 med de gamle takster, indtil Borgerrepræsentationen har vedtaget nye takster. Dette skyldes, at opkrævningen er fuldt integreret i arbejdsgangene omkring håndteringen af kirkegårdshandlinger, og at kirkegårdsområdet har vurderet det uhensigtsmæssigt at stoppe opkrævningen midlertidigt og eftersende regninger til dødsboer. Der vil ikke ske nogen efteropkrævning af tidligere opkrævninger.

Afvigelserne i taksterne for trafik- og byliv skyldes, at EY vurderer, at taksterne siden den nye vejlovs ikrafttræden den 1. juli 2015 har været højere end vejloven giver hjemmel til. Taksterne har været fastsat med et delvist adfærdsregulerende sigte, men siden ændringen af vejloven har taksterne skulle fastsættes, så de udelukkende dækker de faktiske direkte og indirekte udgifter, som kommunen har i forbindelse med selve udstedelsen af tilladelsen. Forvaltningen har den 10. oktober 2018 bedt Vejdirektoratet om en udtalelse vedrørende hvilke omkostninger, som kan regnes med. Spørgsmålet er endnu ikke besvaret og betegnes af Vejdirektoratet som principielt. Forvaltningen har derfor i dialog med EY foretaget takstberegningen ud fra almindelige principper for omkostningsberegninger.

Tidligere har der i takstfastsættelsen været sondret imellem reklamernes størrelse og placering, men denne sondring ophæves i den nye beregning, da kommunens udgifter til udstedelsen af tilladelsen er uafhængige af dette. I det nye takstkatalog vil der derfor kun være en samlet takst for reklameskilte, samt en samlet takst for både billboards og stilladsreklamer. I 2018 blev der opkrævet for 59 tilladelser til stilladsreklamer til i alt 0,8 mio. kr. inden opkrævningen blev indstillet. Det svarer til en gennemsnitlig opkrævning på 13.400 kr. pr. tilladelse. Med de nye takster vil den gennemsnitlige opkrævning blive på ca. 535 kr. pr. tilladelse.

Teknik- og Miljøforvaltningen har suspenderet opkrævningen af reklameskilte, billboards og stilladsreklamer indtil de nye takster er godkendt af Borgerrepræsentationen. De suspenderede opkrævninger vil blive opkrævet efter de nye takster.

Billboards og stilladsreklamer, hvor taksterne har været for høje, er omfattet af den samme lovgivning som containerområdet, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen tidligere har drøftet mulige tilbagebetalingskrav med advokatfirmaet Horten. Sammenfattende vurderes det, at forvaltningen formentlig ikke er tilbagebetalingspligtig i forhold til takstberegningerne frem til januar 2016. For så vidt angår perioden fra januar 2016, hvor den nye vejledning er trådt i kraft, til i dag, bør vurderingen heraf afvente udfaldet af en eventuel retssag.

Retspraksis på området er yderst begrænset, hvorfor Horten anfører, at deres vurdering er behæftet med en betydelig usikkerhed. Vurderingen er uddybet i bilag 4 (FORTROLIGT).

Bilag 4 er fortroligt indtil videre af hensyn til kommunens forhandlingsposition i den verserende sag, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 4, nr. 3, om det offentliges økonomiske interesser. Forvaltningen vil revurdere, om fortroligheden skal opretholdes, når sagen er endeligt afsluttet ved domstolene.

Økonomi

Ændringen af taksterne betyder, at forvaltningens indtægter bliver mere omkostningsægte. De forskellige indtægtsændringer vil derfor indgå i takstområdernes samlede økonomi indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil takstkataloget for 2019 blive opdateret i henhold til beslutningen, og der vil blive opkrævet efter de nye takster.

 

Pernille Andersen

                                       /Anna Schou Johansen               

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. marts 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top