Mødedato: 18.03.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Retningslinjer for opstilling af mindre udlejningskøretøjer

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til retningslinjer for håndtering af henvendelser om og håndhævelse af opstilling af mindre udlejningskøretøjer (cykler, løbehjul, skateboards og selvbalancerende køretøjer) offentligt vejareal uden tilknytning til udlejers lokaler.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen giver etårige tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer, herunder cykler, løbehjul, skateboards og selvbalancerende køretøjer, på offentligt vejareal uden tilknytning til udlejers lokaler (såkaldt free floating), jf. retningslinjerne beskrevet under Løsning.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen nedlægger op til 30 bilparkeringspladser, der omdannes til ’hubs’ for mindre udlejningskøretøjer i byrum, hvor der ellers kun vil være begrænset plads til opstilling på offentligt vejareal.

Problemstilling

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets drøftelse af håndtering af udlejningscykler, vedtog et flertal i udvalget (B, C, F, I, O og Å) den 7. maj 2018, at Teknik- og Miljøforvaltningen skulle udarbejde revideret forslag for opstilling af udlejningscykler på offentligt vejareal. Den 1. oktober 2018 blev det reviderede forslag til retningslinjer taget af dagsordenen inden Teknik- og Miljøudvalgets behandling, foranlediget af en henvendelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Teknik- og Miljøudvalget drøftede den 7. januar 2019 håndtering af en statslig forsøgsordning for motoriserede løbehjul, skateboards og selvbalancerende køretøjer, der pr. 17. januar 2019 er blevet lovlige at benytte på offentlige cykelstier efter færdselsloven.

Teknik- og Miljøudvalget skal på denne baggrund tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens reviderede forslag til retningslinjer for håndtering af henvendelser om og håndhævelse af opstilling af mindre udlejningskøretøjer (cykler, løbehjul, skateboards og selvbalancerende køretøjer) på offentligt vejareal uden tilknytning til udlejers lokaler. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til nedlæggelse af parkeringspladser.

Løsning

En række virksomheder afventer kommunens retningslinjer for opstilling af mindre ”free floating” udlejningskøretøjer, primært cykler og løbehjul, på offentligt vejareal uden tilknytning til udlejers lokaler. Andre virksomheder har uden tilladelse opstillet mindre udlejningskøretøjer en række steder i byen. Pladsen i byrummet og i de kommunale cykelstativer er begrænset, selv om Teknik- og Miljøforvaltningen i løbet af foråret 2019 har brugt nye greb og skærpet håndhævelsesindsats af vejloven overfor udlejningscykler og -løbehjul, der er opstillet uden tilladelse, er det forvaltningens vurdering, at det med en forventet stigning i antallet af mindre 'free floating' udlejningskøretøjer i København vil være en svær og administrativ tung opgave fremadrettet at håndhæve den nuværende vejlov på et for københavnerne tilfredsstillende niveau. Derfor er specifikke retningslinjer for området, herunder en række generelle vilkår, som alle udbydere skal efterleve, en forudsætning for at sikre den fortsatte mobilitet og fremkommelighed i byen.

Retningslinjer for opstilling af mindre udlejningskøretøjer uden tilknytning til udlejers lokaler på offentligt vejareal

Teknik- og Miljøforvaltningen giver som udgangspunkt etårige tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer uden tilknytning til udlejers lokaler på lokationer, hvor forvaltningen vurderer, at placering er mulig under hensyntagen til den generelle fremkommelighed jævnfør vejloven og under forudsætning af, at udlejer lever op til en række generelle vilkår – som beskrevet nedenfor. Tilladelse til opstilling vil kunne omfatte både opstilling i og udenfor de kommunale cykelstativer. Forvaltningen skelner mellem byrumstype 1 (middelalderbyen, ved store stationer, strøggader og centrale pladser, jf. Prioriteringsplan for Cykelparkering 2018-2025, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 6. marts 2018) og resten af byen.

Byrumstype 1: I byrumstype 1 (bilag 2) vil det på grund af den begrænsede plads i byrummet og i de kommunale cykelstativer være begrænset, hvor mange tilladelser, der vil kunne gives til opstilling af mindre udlejningskøretøjer, før det bliver en udfordring for den generelle fremkommelighed og for københavnernes mulighed for cykelparkering. Derfor anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at der nedlægges op til 30 bilparkeringspladser, som omdannes til ’hubs’ for mindre udlejningskøretøjer i byrumstype 1, hvor der ellers kun vil være begrænset plads til opstilling af mindre udlejningskøretøjer på offentligt vejareal. En bilparkeringsplads kan rumme 8-10 udlejningscykler i stativ, 10 udlejningscykler uden stativ eller op til 20 løbehjul uden stativ. Tilladelse til opstilling af mindre køretøjer med henblik på udlejning i byrumstype 1 vil blive givet på baggrund af en stedspecifik vurdering af den enkelte ansøgers opstillingsplaner. Ved flere ansøgninger om samme lokalitet i byrumstype 1 vurderer og prioriterer forvaltningen disse med udgangspunkt i vejloven, herunder ud fra hensynet til den generelle fremkommelighed. Udlejere i byrumstype 1 vil derudover skulle overholde de generelle vilkår, som beskrevet nedenfor.

Resten af byen: I resten af byen kræves også tilladelse til opstilling, men her stilles ikke krav til ansøger om at indsende opstillingsplaner. Fremkommelighed i forbindelse med opstilling reguleres således udelukkende gennem en række generelle vilkår i lighed med den nuværende model og praksis for mobilt gadesalg. 

Generelle vilkår

Teknik- og Miljøforvaltningen fastsætter en række vilkår, der skal overholdes af operatører af udlejningskøretøjer i hele byen. Manglende overholdelse af vilkår kan medføre tilbagekaldelse af tilladelsen, ligesom det vil kunne lægges til grund for et afslag om en evt. ny tilladelse. Tilladelse kan meddeles til mindre køretøjer, der lovligt kan færdes på cykelstier. Såfremt Københavns Kommune vurderer, at der opstår trængselsmæssige udfordringer andre steder end i byrumstype 1, vil vilkårene for byrumstype 1 kunne udvides til også at omfatte de pågældende områder.

Placering 

Opstilling af mindre udlejningskøretøjer må aldrig finde sted under omstændigheder, der er til gene for trafik, færdsel og tilgængelighed, eksempelvis:

  • Tvinger fodgængere, herunder personer med barnevogn, rollator, kørestol eller lignende ud på vejbane eller cykelsti.
  • Tvinger cyklister ud på vejbanen.
  • Blokerer færdselsarealet eller anbringes, så de mindsker adgangen til monumenter, butikker, restauranter og udstillingsvinduer mm.
  • Blokerer ganglinjen for synshandicappede.
  • Vanskeliggør renhold af det offentlige vejareal.
  • Vanskeliggør københavnernes mulighed cykelparkering. 

Mindre udlejningskøretøjer må ikke opstilles med henblik på udlejning i parker, på stier og kirkegårde, som ejes af Københavns Kommune. Ved opstilling på parkeringspladser eller i parker, som ikke ejes af Københavns Kommune, skal der søges tilladelse af grundejeren.

Udlejer skal sikre og dokumentere, at udlejningskøretøjerne er lovligt og hensigtsmæssigt opstillet, også når opstillingen sker efter brugerne har afsluttet deres tur. Udlejer er forpligtet til at fjerne eventuelt ulovligt placerede køretøjer for egen regning.

Fremtoning og vedligehold

  • Udlejer skal sikre kvalitet og vedligehold af materiel, herunder at defekte køretøjer fjernes, så de ikke udgør en trafiksikkerhedsrisiko for brugere og øvrige trafikanter.

Ophør og forpligtelser

  • Københavns Kommune kan efter forudgående varsel helt eller delvist tilbagekalde en tilladelse, herunder ændre vilkårene, hvis det skønnes nødvendigt på grund af færdslen, trængsel eller for at sikre vejarealets øvrige funktioner som opholdsarealer eller butiksforplads. Københavns Kommune kan indføre restriktioner med hensyn til eksempelvis konkrete steder, der kan bruges til opstilling af køretøjer, antal og tæthed af køretøjer. Københavns Kommune kan efter forudgående varsel tilbagekalde tilladelsen efter gentagne brud på vilkår i tilladelsen, eller hvis særligt uforudsete forhold gør det nødvendigt.
  • Udlejer skal håndtere personfølsomme data i henhold til gældende lovgivning.

Andre love og myndigheder

  • Udlejer skal følge gældende lovgivning, regler og retningslinjer for sin type erhverv og har selv ansvaret for at gøre sig bekendt med gældende lovgivning, indhente nødvendige tilladelser mv.

Forvaltningen vil årligt opgøre antallet af mindre udlejningskøretøjer og evaluere retningslinjerne, eksempelvis i forhold til brugsmønstre (københavnere/besøgende, brug i byrumstype 1 og i resten af byen), afledte effekter (cykelparkeringskapacitet, fremkommelighed) samt administrative forhold (behov for håndhævelse mv.). Evaluering vil indgå i den årlige Cykelredegørelse, hvor orientering om eventuelle administrative ændringer vil fremgå. Retningslinjerne omfatter ikke den eksisterende ordning for By- og Pendlercykler, da opstillingen af disse i faste stativer omfattes af den nuværende kontrakt, der løber frem til 2024. 

Håndhævelse

Ordningen vil træde i kraft den 1. maj 2019, men en tilfredsstillende håndhævelse heraf (særligt i forhold til uhensigtsmæssigt/ulovligt opstillede mindre udlejningskøretøjer) forudsætter, at der afsættes midler i forbindelse med kommende budgetforhandlinger. Dog vurderer forvaltningen, at det kontraktlige forhold (tilladelser og vilkår) og dialogen mellem udbydere og kommunen vil have en positiv effekt i forhold til behovet for håndhævelse. Det vurderes, at der i dag er ca. 2000 udlejningscykler uden tilladelse til udlejning og et (på nuværende tidspunkt ukendt) antal el-løbehjul, der i en vis grad er til gene for fremkommelighed og parkering af privatejede cykler, særligt i byrumstype 1. Dette understøttes af henvendelser til Teknik- og Miljøforvaltningen fra borgere og virksomheder. Se bilag 3 for erfaringer med el-løbehjul i andre byer og bilag 4 for de nuværende muligheder for håndhævelse af ulovligt opstillede cykler, løbehjul mv. 

Den nuværende praksis for tilladelse til opstilling af mindre udlejningskøretøjer i forbindelse med vareudstilling foran egen butiksfacade, som gælder for cykelhandlere og hoteller og lignende, fortsætter som hidtil.

Alternativ til nedlæggelse af parkeringspladser

Alternativet til nedlæggelse af bilparkeringspladser er, at der kun vil kunne udstedes et begrænset antal tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer i  byrumstype 1.

Økonomi

For at opnå den tilsigtede effekt af de beskrevne retningslinjer er det en forudsætning, at der findes midler til henholdsvis sagsbehandling og øget håndhævelse (1,2 mio. kr. årligt i afledte serviceudgifter), og evaluering af retningslinjerne med henblik på at afdække deres effekt (0,3 mio. kr. i drift). Hvis Teknik- og Miljøudvalget ønsker, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal undersøge mulighederne for at dække særlige udgifter til retningslinjerne via indførelse af en ny betaling, som opkræves i forbindelse med at tillade opstilling af den nye type udlejningskøretøjer, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte en sådan undersøgelse og orientere Teknik- og Miljøudvalget herom i forbindelse med Cykelredegørelse 2020. Indtægtstabet i 2020 og frem ved nedlæggelse af parkeringspladser vil blive søgt finansieret ved kommende budgetforhandlinger. Findes der ikke finansiering skal de forøgede driftsudgifter dækkes via omprioriteringer i Teknik- og Miljøforvaltningens budget eller via reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige område. Det maksimale årlige provenutab fra 2020 og frem (hvis der nedlægges 30 pladser i rød zone til 44.000 kr. pr. parkeringsplads), vil være 1,44 mio. kr. Indtægtstabet vil påvirke Teknik- og Miljøudvalgets serviceramme én til én, mens effekten på kommunens råderum svarer til 30 % (0,43 mio. kr.), da kommunen kan beholde 30 % af indtægterne fra betalingsparkering, jf. Lov om nedsættelse af statstilskud til kommuner som følge af indtægter fra parkering. I 2019 forventes provenutabet at udgøre ca. 0,7 mio. kr., hvis alle parkeringspladser omdannes i rød parkeringszone. Provenutabet i 2019 vil blive dækket indenfor forvaltningens eksisterende budgetramme.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen virksomheder, der har vist interesse for at opstille mindre køretøjer med henblik på udlejning uden tilknytning til udlejers lokaler om retningslinjerne herfor. Forvaltningen vil herefter behandle ansøgninger om opstilling af disse. For at opnå den tilsigtede effekt i forhold til sagsbehandling af ansøgninger og håndhævelse af retningslinjerne i forhold til ulovligt opstillede køretøjer er det, som nævnt en forudsætning, at der afsættes midler i kommende budgetforhandlinger. 

                                      Pernille Andersen

                                                                     /Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. marts 2019

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. og 2. at-punkt:
”At Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges at gå i dialog med Transportministeriet om en Århuslignende model.”

Ændringsforslaget blev vedtaget med otte stemmer mod nul. Tre medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: C, I og O.

Den således ændrede indstilling blev godkendt.

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder ikke, at udlejere med fast forretningssted skal stilles ringere, end udlejere uden fast forretningssted.”

Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre i, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi er kede af, at sagen endnu en gang trækkes i langdrag, idet vi allerede havde sagen på dagsordenen i september 2018, og endnu ikke har truffet nogen materiel beslutning.”

Til top