Mødedato: 18.01.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for forslag til lokalplan "Redmolespidsen", Østerbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes udarbejdelse af lokalplantillæg med henblik på at kunne opføre et kontordomicil og byrum på spidsen af Redmolen i Nordhavn.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 463 på baggrund af intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1

Problemstilling

Der ønskes opført et kontordomicil på spidsen af Redmolen, der ligger i Århusgadekvarteret i indre Nordhavn. Projektet består af en ca. 60 m høj kontorbygning med tilhørende byrum. Lokalplan nr. 463 ’Århusgadekvarteret i Nordhavn’ forudsætter at der skal udarbejdes en supplerende lokalplan for spidsen af Redmolen inden der kan bygges på dette byggefelt.

Løsning

Redmolen er beliggende i Århusgadekvarteret, der omfatter den første fase af udbygningen af Nordhavn med 350.000 etagemeter boliger og erhverv. I byudviklingsaftalen indgået mellem Københavns Kommune og By & Havn i forbindelse med lokalplan nr. 463 ’Århusgadekvarteret i Nordhavn’ blev det aftalt, at "forud for nybyggeri på spidsen af Redmolen skal By & Havn afholde en arkitektkonkurrence, der skal ligge til grund for udarbejdelsen af et tillæg til lokalplan nr. 463. Målet med aftalen var at sikre en bred belysning af byggemulighederne og et byggeri af høj kvalitet". Direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Torben Gleesborg og planchef i Økonomiforvaltningen Ingvar Sejr Hansen deltog i bedømmelsesudvalget udover repræsentanter fra PFA Ejendomme og By & Havn. 

På baggrund af arkitektkonkurrencens vinderforslag ønskes opført et cirkelformet erhvervsdomicil på ca. 25.000 m2 i en højde på ca. 60 m. Lokalplan 463 giver mulighed for 54 m, men kommuneplan 2015 muliggør bebyggelse op til 62 m. I kontorbygningens stueetage ønskes etableret en offentlig tilgængelig vinterhave, hvorfra besøgende kan opleve bygningens centrale indre atrium. Her vil ligeledes være offentligt tilgængelige funktioner som f.eks. butikker, restaurant, café, udstilling samt en række funktioner tilknyttet virksomheder som f.eks. foyer, reception eller kantine. Kontorbygningen vil have en stationsnær placering, ca. 850 m fra Nordhavn station og ca. 700 m fra den kommende metrostation i Århusgade.

Som en del af planen for hele Århusgadekvarteret etableres en promenade rundt om spidsen af Redmolen. I tilknytning hertil etableres et byrum med opholdsmuligheder og beplantning. Den eksisterende toldbygning på grunden bevares og kan udnyttes til udadvendte funktioner som eksempelvis café eller lignende.

Byliv

Spidsen af Redmolen vil i sig selv kunne blive et udflugtsmål, da der herfra er udsigt over Københavns havn og Øresund. ”Vinterhaven” inde i kontordomicilets stueetage og den offentlige adgang hertil vil give værdi til havnen og byens liv året rundt. Udover bylivsfunktionerne i den eksisterende toldbygning og i kontordomicilets stueetage vil der blive etableret en plint med trapper, der omgiver bygningens nederste etage. Plinten vil kunne benyttes som et stort byrumsmøbel med plads til ophold.

Bæredygtighed

Forvaltningen vil arbejde for at kontordomicilet kan miljøcertificeres.

Parkering

Tillægget ændrer ikke ved parkeringsnormen, der med lokalplan 463 ’Århusgadekvarteret i Nordhavn’ blev fastsat til 1 parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal svarende til 125 pladser. Det vil med udarbejdelsen af lokalplanen blive vurderet i hvilket omfang pladserne etableres i de centrale parkeringsanlæg i ’Århusgadekvarteret eller i parkeringskælder i direkte tilknytning til kontorbygningen. For cykler etableres 2,5 plads pr. 100 m2 etageareal svarende til 625 pladser. Parkeringsanlæg i kvarteret vil være til rådighed for besøgende til de offentligt tilgængelige funktioner.

Kommuneplan

Projektet er i overvejende grad i overensstemmelse med lokalplan 463. Ændringerne i forhold til lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplan 2015, hvor området er fastlagt som et C3*-rammeområde (boliger og serviceerhverv). Den maksimale bygningshøjde er på 24 m, men med mulighed for 2 nybyggerier med en højde på op til 62 m inden for rammeområdet. Byggeriet på spidsen af Redmolen vil være det første af de høje nybyggerier i Nordhavn.

Anbefalinger til den videre planlægning.

Forvaltningen vil i det videre samarbejde med bygherre have særligt fokus på følgende temaer:

  • Udformning og indretning af det offentlige byrum på spidsen af Redmolen - herunder kontakten og adgangen til vandet, beplantning og opholdsmuligheder.     
  • Bygningens nederste del og forholdet mellem funktionerne i stueetagen og byrummet udenfor.
  • Udformning og indretning af den offentligt tilgængelige vinterhave inde i selve bygningen, der særligt i vinterhalvåret kan udgøre en attraktion på Redmolen.
  • Tilgængeligheden i forbindelse med den omgivende plint, herunder muligheder for at benytte trappeanlæg og terrasser.
  • Bygningens karakter og ydre fremtræden, hvor det er væsentligt at fastholde vinderforslagets facadearkitektur /facadekoncept med de forskudte vinduer, der sikrer en særlig oplevelse af facaden og giver bygningen en markant og ikonisk karakter.
  • Muligheden for at det nye kontorbyggeri miljøcertificeres.

Stadsarkitekten vil deltage under behandling af indstillingen i Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når udvalget har godkendt startredegørelsen, gennemfører forvaltningen en intern høring af relevante instanser - herunder Østerbro lokaludvalg - med henblik på bidrag til udarbejdelse af lokalplanforslaget. Når planarbejdet sættes i gang, vil Teknik- og Miljøforvaltningen foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP).

Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan medio 2016 for Teknik- og Miljøudvalget, hvorefter det sendes i offentlig høring i 8 uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 12. november 2015. Lokalplanen ventes endeligt vedtaget september/oktober 2016.

 

Pernille Andersen

/Jakob Møller Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. januar 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top