Høring om fem fælles gårdhaver på Nørrebro, Østerbro, Sydhavnen og Sundby
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Odins Tværgade- karréen: Jagtvej 119-125, Odinsgade 2-6, Odins Tværgade 2-6 og P. D. Løvs Allé 1-5 sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 2.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Marthagade-karréen:, Marthagade 2-12, Bellmansgade 10-12, Helsingborggade 15-25 og Kildevældsgade 72-74 sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 3.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Offenbachsvej-karréen: Offenbachsvej 9-39, Mozartsvej 26-30, Sjælør Boulevard 20-42 og Borgmester Christiansens Gade 2-4, sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 4.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Korsikavej-karréen: Palermovej 21-27, Milanovej 3A-9, Korsikavej 2-8 og Strandlodsvej 86 - 90 sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 5.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Stokrosevej-karréen: Stokrosevej 2-8, Sundby Vester Plads 6, Gyldenlakvej 7-13 og Kentiavej 3 sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 6.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.
Beboere og ejere fra ejendommene i karréerne på Odins Tværgade (Nørrebro), Marthagade (Østerbro), Offenbachsvej (Sydhavnen), Korsikavej og Stokrosevej (Sundby) har ansøgt om at få renoveret deres gårde. Forvaltningen vurderer, at de fem gårde opfylder betingelserne i byfornyelsesloven for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne.
Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til, om byfornyelsesforslagene skitseret i bilag 2-6 skal sendes i høring hos beboere, ejere og erhvervsdrivende, og i den forbindelse til afstemning med henblik på at undersøge opbakningen til en fælles gårdhave i de fem karréer.
Løsning
De fælles gårdhaver etableres med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Bæredygtig Byfornyelsesstrategi” fra oktober 2009 og Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om metode til opgørelse af opbakning til fælles gårdhaver fra den 27. april 2015. Oversigt over processen er vedlagt som bilag 8.
Fælles for de fem projekter er, at etablering af fælles gårdhaver vil give attraktive opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréerne. Gårdhaverne vil fremstå grønnere end i dag med mere græsareal og flere bede. Der vil blive placeret 43 nye træer, ud over de 25 eksisterende træer, der bevares. Nedsivning og forsinkelse af regnvandet i gårdhaverne, herunder etablering af grønne tage og regnbede vil indgå i alle projekter. I gennemsnit afkobles ca. 30 % af regnvandet fra kloakken afhængig af gårdens størrelse jordbundsforhold m.v. Målet for afkoblingen i de enkelte gårde er 30 % af regnvandet.
Odins Tværgade-karréen er beliggende i det tidligere områdeløft Mimersgade Kvarteret, Marthagade-karréen er beliggende inden for området, hvor områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter foregår og Offenbachsvej-karréen er beliggende i områdefornyelsen Sydhavnen.
Der er ikke parkering eller biltrafik i fire af de fem karréer, hvilket der heller ikke vil være fremover. Det gælder karréerne Odins Tværgade, Marthagade, Korsikavej og Stokrosevej.
I Offenbachsvej-karréen bibeholdes ti garager, som har været en del af byggetilladelsen i forbindelse med opførelsen af ejendommen Borgmester Christiansens Gade 2 m.fl., hvorfor de ikke kan fjernes. Garagerne benyttes af beboerne i ejendommen.
Der er i dag ca. 300 cykelparkeringspladser i de fem gårde. Fremover vil der være 455 cykelparkeringspladser, hvilket svarer til 1,8 cykel pr. 100 m² bolig.
I forbindelse med udarbejdelsen af de fem projektforslag, har der pågået en inddragelsesproces med beboere, erhvervsdrivende og ejere i de fem karréer. Dialogen med de berørte om den fremtidige gårdhave startede i foråret 2015 og har indeholdt gårdtræf, workshops, skitsemøder og interviews. Forskellige metoder har været anvendt for at sikre, at flest mulige kom til orde i processen. Der er fx afholdt opstartsmøde i gården og gennemført interviews med beboere i hver opgang. I de fem forslag er det forsøgt at tilgodese beboere, ejere og erhvervsdrivendes ønsker i størst muligt omfang uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdhaven.
Den nye opbakningsmetode, som Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 27. april 2015 indebærer, at opbakningsundersøgelsen gennemføres digitalt via e-boks i høringsperioden, at 2/3 af de afgivne stemmer skal stemme ja til etableringen af den fælles gårdhave, og at ja-ejendommene skal udgøre mere end 50 % af bruttoetagearealet.
Økonomi
Staten refunderer op til 50 % af udgifterne ved etablering af gårdhaverne indenfor den statslige ramme, der årligt tildeles Københavns Kommune. Den samlede udgift til at etablere de fem gårdhaver vurderes at blive 16,1 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 8,05 mio. kr. fra staten. Tilskudsberegningerne, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 7.
I finansloven for 2016 indgår en reduktion i statens byfornyelsesramme på 75 mio. kr. til hele landet. Københavns Kommune forventer på den baggrund at få reduceret rammen med ca. 15-20 mio. kr. årligt som følge heraf.
Den endelige beslutning om gennemførelse af de fem fælles gårdhaver og udmøntning af bevilling hertil træffes først af Borgerrepræsentationen på baggrund af høringsresultatet medio 2016. Inden da vil Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægge forslag til hvilke overordnede konsekvenser Finansloven vil have for byfornyelsesaktiviteterne i København.
Statslig støtte til den fælles gårdhave i Offenbachsvejkarréen på 3,03 mio. kr. forventes finansieret af de 31,5 mio. kr. staten i 2015 har tildelt til byfornyelse i områdefornyelsen Sydhavnen. De andre fire fælles gårdhaver kan modtage op til 5,02 mio. kr. i statslig støtte. Såfremt der er tilstrækkelig lokal opbakning til projekterne, indstilles de til endelig beslutning og udmøntning i takt med, at den kommunale byfornyelsesramme tillader det. Byfornyelsesbeslutninger indpasses i den kommunale byfornyelsesramme, der er afsat til byfornyelsesformål i 2015-2018 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelsesanlæg funktion 0.25.15.3. Sker der væsentlige besparelser på byfornyelsesområdet som følge af Finansloven, kan det betyde, at disse gårdhaver først indstilles til endelig beslutning i 2017, når der er byfornyelsesmidler hertil.
Ejerne i de respektive karréer afholder selv de kommende driftsudgifter til deres gårdhave. De har fået oplyst, at driftsudgifterne i en kommende fælles gårdhave typisk udgør 80-105 kr. om måneden for en lejlighed på 70 m². Herfra skal trækkes de udgifter, ejendommen allerede i dag bruger til driften.
Videre proces
Byfornyelsesforslagene bliver sendt i otte ugers offentlig høring og der gennemføres samtidig en digital opbakningsundersøgelse via e-boks. Efter høringsperiodens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger. Høring og afstemning forventes igangsat primo februar 2016 og afsluttes primo april 2016.
Såfremt der er den nødvendige opbakning til en fælles gårdhave blandt beboere, ejere og erhvervsdrivende, vil Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen medio 2016 blive forelagt indstilling om 2. behandling og endelig godkendelse af anlægsbevilling til de fem gårdhaveprojekter.
De fem gårdhaver forventes færdiganlagt inden sommer 2017.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. januar 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at det som udgangspunkt er en privat opgave og udgift at renovere egen gårdhave.”