Mødedato: 18.01.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ladcykelparkering på Østerbro

Se alle bilag
Med henblik på at forbedre parkeringsmulighederne for ladcykler skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til at gøre en forsøgsopstilling permanent, og tage stilling til placering af yderligere ladcykelparkeringspladser og godkendelse af parkeringsmodellen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at gøre de 10 konkrete placeringer, hvor de forsøgsopsatte parkeringsstativer til ladcykler står, jf. bilag 1, permanente. 
  2. at opstille yderligere 10 parkeringsstativer til ladcykler på Østerbro jf. bilag 1.
  3. at det afprøvede parkeringsstativ til ladcykler anvendes fremadrettet i kommunens cykelprojekter.

Problemstilling

I forbindelse med ”Kickstart København” (BR 20. maj 2010), blev der oprettet en Cykelpakke Østerbro, som blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 14. oktober 2010. Borgerrepræsentationen frigav den 31. maj 2012 en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. til udvikling og opstilling af et parkeringsstativ til ladcykler i bolig- og handelsgader til brug for parkering af 50-100 ladcykler på Østerbro.

Teknik- og Miljøudvalget skal med denne indstilling tage stilling til, om placeringen af 10 midlertidigt opstillede parkeringsstativer til ladcykler skal gøres permanente, om yderligere 10 stativer skal placeres på Østerbro samt til den fremtidige anvendelse af det valgte og afprøvede stativ, jf. orienteringsnotat til Teknik- og Miljøudvalget den 18. december 2014 (bilag 3).

Løsning

Forvaltningen har fra 2012-2015 færdigudviklet, afprøvet samt evalueret funktionen af et nyt cykelstativ til ladcykler. Udviklingsprocessen har været vanskeligere end først antaget, da det har været nødvendigt at afprøve forskellige prototyper af stativet. Teknik- og Miljøudvalget er den 18. december 2014 orienteret om den afsluttende proces for udvikling af et brugbart stativ til parkering af ladcykler, jf. bilag 3. I notatet er den forlængede proces med udvikling af stativet uddybet.

Ladcyklernes størrelse og design bevirker, at de ikke passer ind i de almindelige cykelstativer, og derfor stilles en del af cyklerne udenfor cykelstativer. Det betyder, at ladcyklerne ofte spærrer vejen for andre trafikanter og fodgængere.

Forvaltningen har gennemført en forsøgsopstilling af parkeringsstativet i juni 2015 på 10 steder på Østerbro med plads til i alt 20 ladcykler. Forsøget er gennemført for at vurdere funktionaliteten, brugervenligheden og behovet i forhold til parkeringsstativet, se bilag 2 hvor brugerundersøgelsen er evalueret.

Tilbagemeldingerne fra ladcyklisterne i brugerundersøgelsen bekræfter, at de har behov for at låse deres ladcykler fast i områder og på tidspunkter, hvor ladcyklerne holder længere tid parkeret, fx i boligområder. Undersøgelsen viser også, at brugerne finder, at stativet fungerer hensigtsmæssigt og er brugervenligt. Forvaltningens leverandør har på den baggrund nu færdigudviklet et stativ, der lever op til de krav, som forvaltningen og brugerne har haft til parkeringsstativet.

Med det færdigudviklede stativ er der således taget højde for at sikre ladcyklisterne bedre parkeringsforhold og en øget sikring imod tyveri ved at forbedre muligheden for at kunne låse ladcyklen fast til stativet.

På den baggrund anbefaler forvaltningen, at den nuværende forsøgsopstilling gøres permanent, og at der udpeges yderligere 10 steder i beboelsesområder på Østerbro, hvor der opstilles permanente parkeringsstativer til ladcykler, jf. bilag 1.

Forvaltningen har ved udpegningen af de konkrete lokaliteter taget udgangspunkt i at sikre en jævn fordeling af tilgængelighed til et parkeringsstativ, og at stativerne placeres i og ved boligområder, hvor behovet må antages at være størst. Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt en registrering eller analyse af, om det er tilstrækkeligt på Østerbro.

Det endelige antal cykelparkeringsstativer til ladcykler, der opstilles på Østerbro er 20 stk. med plads til i alt 40 ladcykler.  Det har ikke været muligt at oprette 50-100 ladcykelparkeringspladser, da udviklingen af parkeringsløsningen har vist sig mere tidskrævende og dyrere end først antaget.

I forbindelse med udviklingen af parkeringsstativet til ladcykler, har Københavns Kommune sikret sig designrettighederne til stativet. Tegninger og beskrivelse af modellen vil således blive indarbejdet i kommunens udbudsparadigme og desuden integreres i kommunens designmanual.

Økonomi

På Borgerrepræsentationens møde den 31. maj 2012 blev der frigivet en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. (2012 p/l) til projektet Ladcykelpakering i bolig- og handelsgader. Midlerne blev disponeret til cykelprojekter på Østerbro i forbindelse med ”Kickstart, Cykelpakke Østerbro” (BR 14. oktober 2010) og afsat i Overførselssag 2009-2010, ”Kickstart København”, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 20. maj 2010.

Af de 2,0 mio. kr. er der anvendt 1,45 mio. kr. på bl.a. udvikling, indkøb af 10 stativer og brugerundersøgelse. De resterende 0,55 mio. kr. skal gå til indkøb af 10 cykelstativer, opstilling og projektafslutning.

Der vil være driftsudgifter forbundet med vedligeholdelse af stativerne. Driftsudgifterne afholdes af budgettet for vedligeholdelse af byinventar i øvrigt. Udgifterne hertil er ukendt, da der er tale om et nyt produkt.

Videre proces

De 10 nye stativer på Østerbro opstilles i perioden april-maj 2016.

 

Pernille Andersen                                   

/Anders Møller

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. januar 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top