Trafiksikkerhedsprojekter 2015
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslag danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af tiltagene 1: Lundtoftegade, 2: Tagensvej/Jagtvej, 3: Jagtvej mellem Ågade og Nørrebrogade, 4: Østerbrogade mellem søerne og Århusgade, og 5: Toftegårds Allé jf. bilag 4A-4C og 7.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives 12,45 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. bilag 8.
- at der anlægges seks nye bilparkeringspladser - én på Østerbrogade i blå betalingszone og fem på Lundtoftegade i gul betalingszone, jf. bilag 6. Indtægtsbudgettet på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering skal på den baggrund opskrives med 0,03 mio. kr. i 2019 og frem, jf. bilag 8.
Problemstilling
I Overførelsessagen 2014-2015 Renoverings- og færdiggørelsespakken 2015 (Borgerrepræsentationen 30. april 2015) (A, B, F, O og Ø) blev der i projekt Øget trafiksikkerhed – ombygning af farlige kryds og strækninger afsat 14,2 mio. kr. til trafiksikkerhedsmæssige forbedringer af uheldsbelastede vejkryds og vejstrækninger for at reducere antallet af tilskadekomne i trafikken.
Der skal derfor tages stilling til projektforslag til forbedring af trafiksikkerheden i ét vejkryds og på fire vejstrækninger på Nørrebro, Østerbro og i Valby, oprettelse af seks parkeringspladser og til frigivelse af anlægsbevilling, så projekt Øget trafiksikkerhed – ombygning af farlige kryds og strækninger kan gennemføres og afsluttes.
Løsning
Projekt Øget trafiksikkerhed skal forbedre trafiksikkerheden for alle typer trafikanter i et vejkryds og på fire vejstrækninger. Herved understøtter projektet Københavns Kommunes Nul-vision for dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken i 2025 (Borgerrepræsentationen 14. december 2017).
Tiltagene 1: Lundtoftegade og 4: Østerbrogade mellem søerne og Århusgade foreslås udført i forbindelse med projekt Vejgenopretning 2019. Derved reduceres de administrative omkostninger forbundet med udførelsen, gener som følge af vejarbejde og afspærring mindskes, og tiltagene kan udføres på kortest mulig tid, jf. bilag 4Aa-e, 4Ba-d og 7.
Projektforslagene vil øge trafiksikkerheden gennem forskellige trafiksikkerhedstiltag, jf. nedenfor i Tabel 1 og i bilag 4A-C og 7. Projektforslagene ibrugtages ultimo 2019.
Tabel 1: Projektforslag til godkendelse
Projektforslag: |
Trafiksikkerhedstiltag |
Lundtoftegade (Hillerødgade til Borups Allé) |
Der etableres afmærkede parkeringsspor med sideheller; pudebump, rød belægning i midterområde, midterheller, og kantsten ved sidegader, jf. bilag 4Aa-e. |
Tagensvej/Jagtvej (kryds) |
To blå cykelfelter fjernes i krydset på tværs af Jagtvej, mens blå cykelfelter bevares på tværs af Tagensvej, jf. bilag 4Af. |
Jagtvej mellem Ågade og Nørrebrogade |
Blåt cykelfelt etableres på tværs af tre sidegader, Bjelkes Alle, Husumgade og Julius Bloms Gade, jf. bilag 4Ag. |
Østerbrogade mellem søerne og Århusgade |
Busstoppested flyttes for at forbedre oversigtsforhold, der etableres to venstresvingsforbud fra to sidegader, rød midterbelægning, og afmærkning af eksisterende p-område, jf. bilag 4Ba-d. |
Toftegårds Allé |
Sidehelle etableres for tydeligere at markere p-spor, skilte opsættes for at tydeliggøre indfletningen for bilisterne, og der etableres blåt cykelfelt på tværs af Lyshøj Allé, jf. bilag 4C. |
Ibrugtagningstidspunktet for de fem projektforslag der indstilles til udførelse ændres, da der forventes en forsinkelse på i alt 24 måneder. Teknik- og Miljøudvalget blev informeret om en forsinkelse på 15 måneder i 1. Anlægsoversigt 2018 – bilag 5 Forvaltningens røde projekter (Teknik-og Miljøudvalget 6. marts 2018). Projektet er yderligere 9 måneder forsinket da det blev sat i bero i juni 2018, som følge af anlægsmåltallet. Forsinkelsen skyldes, at det har været nødvendigt, at koordinere delprojekterne med andre projekter, fx Ny Amagerbrogade.
Fem delprojekter i Projekt Øget trafiksikkerhed – ombygning af farlige kryds og strækninger er udført eller udføres i forbindelse med andre projekter eller indgår i Overførselssag 2018-19, jf. nedenfor i tabel 2.
Tabel 2: Delprojekter - udført eller udføres i regi af andre projekter og projekter, der mangler midler.
Delprojekter |
Begrundelse |
Amagerfælledvej/ Ved Stadsgraven (kryds) |
Trafiksikkerhedstiltag er udført i regi af projekt Ny Amagerbrogade, der er indviet november 2018 (Borgerrepræsentationen 26. maj 2016). |
H.C. Andersens Boulevard/Stormgade (kryds) |
Trafiksikkerhedstiltag udføres i regi af projekt Københavnerruten, der ibrugtages august 2019 (Borgerrepræsentationen 3. oktober 2013). |
Torvegade |
Trafiksikkerhedstiltagene kan ikke gennemføres uden at forringe fremkommeligheden væsentligt. Der er behov for at belyse trafiksikkerheden i krydset Torvegade/Strandgade pga. det kommende byggeri Hotel Hilton i Nordeas tidligere domicil (Ørkenfortet). Forvaltningen udarbejder et budgetnotat om trafiksikkerhed til Overførselssag 2018-19. |
Godthåbsvej/ Hulgårdsvej (kryds) |
Trafiksikkerheden kan kun forbedres ved, at projektet udvides til at inkludere Hulgårdsvej/Hillerødgadekrydset. Udvidelsen kan ikke indeholdes i projektets nuværende økonomi. Forvaltningen udarbejder et budgetnotat til Overførselssag 2018-19. |
Ombygning af Rantzausgade |
Projektet udføres i regi af projekt Styrket byrum og handelsliv i Rantzausgade, der er berosat pga. anlægsmåltal. Ny ibrugtagningsdato er oktober 2020. |
Høringer
Projekt Øget Trafiksikkerhed har været i høring hos lokaludvalg, Politi, og Movia i 2016 og 2017. Østerbro Lokaludvalg tilslutter sig, at busstop ud for Østerbrogade 104-106 flyttes nærmere på Sankt Jacobs Plads. Lokaludvalget kom derudover med en række forslag til ændringer, som ligger udenfor projektområdet, og forslagene kan derfor ikke imødekommes. Nørrebro Lokaludvalg ønskede ændringer i forslaget for Lundtoftegade, fx at flytte busstop og en reducering af antallet af vejbaner. Forvaltningen vurderer, at flytning af busstop vil reducere oversigtsforholdene, og at to vejbaner er nødvendige af fremkommelighedshensyn, for dermed at undgå opstuvning af trafik fra Borups Plads. Ønskerne imødekommes derfor ikke. Valby Lokaludvalg bemærkede, at der er usikre trafikforhold ved Rughavevej, som kunne håndteres i projektforslaget. Rughavevej ligger udenfor projektområdet, jf. bilag 2, og forslaget imødekommes derfor ikke. Politiet og Movia har godkendt tiltagene, jf. bilag 5.
Parkering
Der etableres i alt seks nye p-pladser. På Østerbrogade i blå betalingszone oprettes én plads, på Lundtoftegade i gul betalingszone nedlægges to pladser og oprettes syv pladser, jf. bilag 6.
Økonomi
I Overførelsessagen 2015 Renoverings- og færdiggørelsespakken 2015 blev der afsat 14,2 mio. kr. (2015 p/l) til projektet Øget trafiksikkerhed – ombygning af farlige kryds og strækninger. Heraf blev 2,25 mio. kr. (2015 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Overførselssagen 2015. De resterende 11,93 mio. kr. (2015 p/l) svarende til 12,45 mio. kr. i 2019 p/l frigives med denne indstilling. Midlerne fra de delprojekter, der finansieres og udføres i regi af andre projekter, tilbageføres til kommunekassen med undtagelse af delprojekt Ombygning af Rantzausgade, hvor midlerne er overført til projekt Styrket byrum og handelsliv i Rantzausgade (Borgerrepræsentationen 30. marts 2017), jf. bilag 8.
Anlægsprojektet er placeret på hovedbevillingen Ordinær anlæg, som er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal i 2019. Kommunen er ikke lovmæssigt forpligtet til at gennemføre projektet, og anlægsprojektet kan derfor blive berosat i 2019.
På baggrund af anlæggelsen af de seks ekstra bilparkeringspladser skal indtægtsbudgettet på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering opskrives med 0,03 mio. kr. fra 2019 og frem. Merindtægten øger Københavns Kommunes servicemåltal i 2019 og frem, jf. bilag 8.
Videre proces
De fem trafiksikkerhedstiltag forventes færdigprojekteret og ibrugtaget ultimo 2019. Forvaltningen udarbejder budgetnotat til Overførselssag 2018-19, for evt. at tilvejebringe midler til vejkryds Torvegade/strandgade og vejkryds Godthåbsvej/Hulgårdsvej.
Pernille Andersen /Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. december 2018
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.