Mødedato: 17.12.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik- og Miljøforvaltningens indsatsplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2019

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag om Teknik- og Miljøforvaltningens indsatsplan for implementering af Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningens indsatsplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022 danner rammen om forvaltningens arbejde på handicapområdet til og med 2022 (bilag 2).

Problemstilling

Den 1. februar 2018 vedtog Borgerrepræsentationen Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022, herunder at kommunens forvaltninger hver især skal udarbejde en indsatsplan inklusiv forslag til finansiering af indsatser, der kan indgå i de kommende års budgetforhandlinger.

På den baggrund skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til indsatsplanen, der er udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har i den daglige drift, når der anlægges nyt og byen udvikles, integreret arbejdet med at gøre byen tilgængelig for alle borgere, også borgere med handicap.

Teknik- og Miljøforvaltningen fører eksempelvis tilsyn med, at midlertidige og mere permanente forhindringer som henholdsvis gravearbejder og cafeers udeservering er mulige at passere for borgere med handicap. Forvaltningen arbejder også med tilgængelighed på affaldsområdet bl.a. i forbindelse med fysisk adgang til affaldsløsninger. Dertil er tilgængelighed bygget ind i projektøkonomien i forbindelse med anlægsprojekter, det kan eksempelvis være ramper til kørestolsbrugere i forbindelse med anlæg af veje, fortove, cykelstier og pladser, samt tilgængelighedsrevisorer kontrollerer alle nye anlæg. Desuden arbejder forvaltningen med at etablere 8.200 almene familieboliger frem mod 2025, hvilket indebærer øget adgang for borgere med handicap og pårørende til en almen bolig, og 5 % af nybyggede almene ungdomsboliger til unge under uddannelse skal være handicapegnede.

Dette arbejde underbygger Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022 og Fællesskab Københavns målsætning om, at 90 % af københavnerne oplever, at det er nemt at komme rundt i byen. Derudover understøtter Københavns Kommunes Arkitekturpolitik (BR 18. maj 2017) med princip om såkaldt universelt design, at byens rum er tilgængelige for alle borgere, eksempelvis byrummet ved Panum Instituttet.

Teknik- og Miljøforvaltningens indsatsplan

Teknik- og Miljøforvaltningens indsatsplan består af i alt 42 konkrete indsatser fordelt på de fire temaer, som indgår i Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022. De fire temaer er: 1. Det gode liv, 2. Deltagelse, 3. Skole, uddannelse og beskæftigelse, samt 4. Netværk. Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke prioriteret eller anbefalet en rækkefølge i forhold til at implementere de 42 indsatser, idet de har effekt for forskellige grupper af borgere med handicap, eksempelvis kørestolsbrugere og blinde.

Finansiering

Der er 24 indsatser, der er finansieret af tidligere budgetaftaler (fx almene familieboliger, handicapparkering ved Nyboder Skole og Langelinieskolen, badelift og -sti på Amagerstrandpark) eller indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens budgetramme (fx handicapparkering på offentlig vej og renovering af handicapvenlige toiletter). 18 indsatser mangler finansiering på grund af udløb, er nye indsatser, eller indsatser der bør styrkes, hvis Teknik- og Miljøforvaltningen skal leve op til Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022 (fx lydfyr med ensartet lyd, tilgængelighed til busstoppesteder, havnebade og legepladser). Se alle indsatser og status for finansiering i bilag 2.

Indsatser, der enten udløber eller bør styrkes, forudsætter finansiering på 98,85 mio. kr. i perioden 2020-2024. Handicappolitikken gælder i perioden 2018-2022 og efterfølges derpå af en ny handicappolitik 2022-2026, hvor indsatserne fortsat forventes at være aktuelle. Af nedenstående skema fremgår opsummering af Teknik- og Miljøforvaltningens indsatsplan (bilag 2).

Indsatsplan

Antal indsatser i alt

Antal finansierede indsatser

Antal ikke-finansierede indsatser

Budgetønske 2020-2024 i mio. kr.

Tema 1: Det gode liv

19

10

9

34,20

Tema 2: Deltagelse

10

7

3

5,40

Tema 3: Skole, uddannelse og beskæftigelse

8

3

5

53,25

Tema 4: Netværk

5

4

1

1,00

Samlet indsatsplan i alt

42

24

18

98,85

Inddragelse af Handicaprådet

Handicaprådet har været inddraget i udarbejdelse af indsatsplanen og har udtrykt tilfredshed med de overordnede linjer. Handicaprådet har fremhævet seks indsatser som særligt væsentlige, og de er blevet integreret i indsatsplanen. Ud af de seks fremhævede indsatser er to indsatser finansieret: Flere handicapegnede billige boliger samt flere handicaptoiletter. Fire indsatser er ikke finansieret: Adgang til pladser, parker og legepladser; Oprettelse af adgang for handicappede til de københavnske havnebade; Styrket dialog og øget inddragelse af handicappede borgere på forvaltningens fagområder; Øget fokus på kommunikation og dialog om tilgængelighed i byens rum – bl.a. vedrørende borde, skilte m.v., som butikker og restaurationer har placeret på bl.a. ledelinjer for blinde og svagtseende. I henhold til samarbejdsaftalen med Handicaprådet giver Teknik- og Miljøudvalget årligt Handicaprådet en status på indsatsplanen.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen skønner, at yderligere indsatser vil medføre en merudgift på i alt 98,85 mio. kr. i perioden 2020-2024. Der vil blive søgt finansiering til de forøgede anlægs- og driftsudgifter i forbindelse med kommende budgetforhandlinger. Der er anlægsmåltal for forvaltningen, som kan have betydning for gennemførelsen af indsatserne. Anlægsindsatserne vil blive placeret på hovedbevillingen Ordinær anlæg, som er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. Kommunen er ikke lovmæssigt forpligtet til at gennemføre projekterne, og anlægsprojekterne kan derfor blive berosat.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indsatsplanen, vil Teknik- og Miljøudvalget sende indsatsplanen til Socialforvaltningen og Handicaprådet til orientering.

Teknik- og Miljøudvalget forelægges i 2020 en midtvejsstatus for Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022.

 

                        Pernille Andersen

                                                                  / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. december 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top