Mødedato: 17.12.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nye kriterier for arrangementspuljen

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til reviderede kriterier for tildeling af støtte fra arrangementspuljen med virkning for 2019. Forslaget tilsigter i højere grad at understøtte en mere balanceret vægtning mellem kriterierne, herunder ift. størrelse, geografisk spredning og åbenhed.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at store og særligt store arrangementer ikke længere vægtes med højere point end de øvrige kriterier.
  2. at minimumsratingen for at komme i betragtning til støtte nedsættes fra 6 til 5 point, hvorved flere små og mellemstore arrangementer vil komme i betragtning.
  3. at Christianshavn vurderes som sit eget lokalområde og udskilles fra Indre by.
  4. at særlige københavnske historiske mærkedage vægtes med 1 point efter forvaltningens skøn.

Problemstilling

På udvalgsmødet den 29. oktober 2018 drøftede Teknik- og Miljøudvalget kriterierne for at opnå støtte fra arrangementspuljen. På baggrund af drøftelsen blev forvaltningen bedt om at udforme en ny indstilling til revidering af kriterierne fra 2019, der i højere grad ville kunne tilgodese mindre, lokale og åbne/gratis arrangementer, samt belyse muligheden for at prioritere arrangementer i relation til lokale københavnske historiske mærkedage.

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af denne indstilling tage stilling til reviderede kriterier for tildeling af støtte fra arrangementspuljen med virkning for 2019.

Løsning

Borgerrepræsentationen delegerede den 13. november 2014 kompetencen til at ændre i administrationsgrundlaget for arrangementspuljen til Teknik- og Miljøudvalget samtidig med overflytning af puljen.

De gældende kriterier for arrangementspuljen hviler på et pointsystem, som skal sikre en forudsigelig og gennemsigtig tildeling af midler. Der vægtes ud fra tre parametre:

  1. Størrelse - store arrangementer prioriteres (0-5 point).
  2. Åbenhed - gratis arrangementer prioriteres (0-3 point).
  3. Geografisk spredning - arrangementer i områder med få arrangementer prioriteres (0-3 point). 

Efter de gældende kriterier kræves som minimum, at arrangementet opnår en rating på 6 point for at komme i betragtning til støtte.

Forvaltningen anbefaler, at der opretholdes et pointsystem for at kunne bevare et objektivt og transparent udgangspunkt for tildelingen, og for tilsvarende overfor ansøgere at gøre det gennemskueligt, hvad der skal til for at komme i betragtning.  

I tillæg hertil anbefaler forvaltningen, at kriterierne for tildeling af støtte revideres som beskrevet i det følgende:

  1. Størrelse - store arrangementer prioriteres (0-3 point).
  2. Åbenhed - gratis arrangementer prioriteres (0-3 point).
  3. Geografisk spredning - arrangementer i områder med få arrangementer prioriteres (0-3 point). 
  4. Mærkedag – mærkedage af særlig historisk og lokal københavnsk karakter (0-1 point)

Se endvidere vedlagte skema om arrangementspuljens pointsystem (bilag 3).

Ved en sådan revidering vil yderligere små og mellemstore arrangementer samt arrangementer af særlig københavnsk, historisk og lokal karakter kunne komme i betragtning. Et eksempel på et mellemstort arrangement, som ville komme i betragtning, er Saxogadefesten 2018 Settlementet på Vesterbro. Et eksempel på en historisk, lokal Københavnermærkedag, som ville komme i betragtning, er markeringen af Christianshavns 400 års jubilæum/Christianshavnerdagene. Det er vurderingen, at de store arrangementer fortsat vil få støtte, så samlet set vil flere arrangementer kunne komme i betragtning, mod at støttebeløbene vil blive noget mindre.

Højere vægtning af mindre arrangementer
Udvalget har hidtil ønsket at prioritere store arrangementer, hvilket ligger til grund for den nuværende pointgivning, hvor særligt store arrangementer fik en ’bonus’ på 5 point i rating. Det foreslås at ændre denne vægtning i pointgivningen, så mindre arrangementer i højere grad kan komme i betragtning. Dette gøres ved at sænke det pointtal, der gives for størrelse, således at der gives 0 point for lille arrangement, 1 point for mellemstort arrangement, 2 point for stort arrangement og 3 point for særligt stort arrangement (tidligere hhv. 0, 1, 3, 5 point). Samtidig sænkes minimumsratingen for at komme i betragtning fra 6 til 5, hvorved flere små og mellemstore arrangementer vil komme i betragtning.

Højere vægtning af gratis og åbne arrangementer
Med den nuværende vægtning tildeles særligt store arrangementer flere point end gratis arrangementer. Ved at vægte gratis arrangementer på lige niveau med de særligt store arrangementer og sænke minimumsratingen (som beskrevet ovenfor) vil flere åbne og gratis arrangementer kunne komme i betragtning.

Bedre balancering af kriteriet om geografisk spredning
Det foreslås, at Christianshavn i relation til tildelingskriteriet om geografisk spredning, tæller som sit eget lokalområde adskilt fra Indre By, som traditionelt danner ramme om det største antal arrangementer. Af denne grund tildeles ansøgere til arrangementer i Indre by 0 point for geografisk spredning. På Christianshavn er der få arrangementer i forhold til Indre by, og arrangementer på Christianshavn vil derfor kunne opnå flere point, hvis Christianshavn tæller som et selvstændigt lokalområde (ift. pointgivning) i relation til antal af arrangementer. En sondring imellem Christianshavns lokaludvalgsområde og resten af Indre By, når det gælder arrangementspuljen, vil være i tråd med adskillelsen af Kgs. Enghave og Vesterbros lokaludvalgsområder, som Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 24. april 2017. Der vil herefter blive givet 2 point for geografisk spredning til fire lokaludvalgsområder fremfor tre.

At særlige lokale københavnske historiske mærkedage vægtes
Det nuværende pointsystem er baseret på tre parametre, hvor der ikke tages hensyn til indholdet i arrangementet. Det vil sige, at de årligt tilbagevendende arrangementer vægtes på samme måde som et arrangement, der fejrer en særlig mærkedag eller begivenhed som fx 400-års jubilæum. Dette vil kræve, at forvaltningen i ansøgningsprocessen skønner og tager stilling til grundlaget for at vægte særlige mærkedage eller markering af historiske begivenheder ved de konkrete ansøgninger. Forvaltningen vil inden for rammerne af det forvaltningsretlige skøn udpege arrangementer vedrørende særlige mærkedage af historisk eller anden lokal betydning for byen. Mærkedagen skal have en sådan karakter, at den har betydning for en bred kreds af borgere, eller byen/lokalområdet bredt set, fx i form af kendskab til begivenheden eller den historiske betydning eller i form af særlig lokal forankring. Herefter tildeles denne ansøger point som indgår i den samlede rating. Kriteriet indebærer et element af skøn, som medfører mindre gennemsigtighed og forudsigelighed end objektive kriterier.

Lokaludvalgene
Udvalget har bedt forvaltningen undersøge, om bevillingen kan ligge hos lokaludvalget eller tildeling af midler kan foregå i et samarbejde med lokaludvalgene. Lokaludvalgene råder allerede i dag over en del midler til uddeling lokalt. I det perspektiv vil arrangementspuljens midler udgøre en meget lille del.

Tildelingen fra arrangementspuljen hviler på objektive kriterier. Såfremt lokaludvalgene skal give input til, hvilke arrangementer, der skal have tilskud, vil dette medføre et udstrakt element af konkret skøn, som vil gå ud over ordningens gennemskuelighed.

Hertil kommer, at lokaludvalgene til tider selv står som ansøgere på arrangementer, eller har en særlig interesse i konkrete lokale arrangementer, hvilket kan blive en udfordring i forhold til at vurdere input vedrørende tildeling fra lokaludvalgene på et gennemsigtigt og objektivt grundlag.

Endelig vurderer forvaltningen, at en ensartet sagsbehandling centralt i Teknik- og Miljøforvaltningen, fremfor en decentraliseret sagsbehandling i lokaludvalgenes sekretariater, i højere grad sikrer gennemskuelighed og stringens i ordningen.

Forvaltningen anbefaler således ikke, at tildelingen af midler fra arrangementspuljen foregår i samarbejde med lokaludvalgene eller lægges hos disse.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv nogen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når udvalget har godkendt indstillingen vil forvaltningen indarbejde og udmelde ændringer i kriterierne inden næste ansøgningsrunde.

Pernille Andersen                                   

                             /Hans Christian Karsten     

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. december 2018

Indstillingen blev ikke godkendt med to stemmer mod fem. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: B og O.
Imod stemte: A, F og Ø.
Undlod at stemme: I.

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Liberal Alliance mener at arrangementspuljen skal nedlægges.”

Til top