Ny museumhave foran Statens Museum for Kunst, projektforslag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende projektforslaget til den nye Museumshave foran Statens Museum for Kunst.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilag 3 danner grundlag for detailprojektering og udførelse af Museumshaven foran Statens Museum for Kunst.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Statens Museum for Kunst udarbejdet et projektforslag for den nye Museumshave, som Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til med henblik på projektets udførelse.
Løsning
For at skabe en ny forhave, som kan imødekomme brugernes behov og åbne til Østre Anlæg og den øvrige del af byen, samt skabe større sammenhæng mellem museet og forhaven, udskrev Statens Museum for Kunst og Københavns Kommune i 2011 en projektkonkurrence. Projektforslaget er en viderebearbejdning af konkurrenceforslaget godkendt af Teknik- og Miljøudvalget 12. december 2011.
Projektet tager udgangspunkt i karakteren i den øvrige del af Østre Anlæg, men forfiner udtrykket både i form, inventar- og beplantningsvalg. I Østre Anlæg ses store græsflader med spredte træer, gennemskåret af grusstier. Museumshaven består af en grusflade med geometrisk formede græsøer med spredte træer og busketter. Anlæggets fokuspunkt er et spejlbassin på 7-800 m2, som reflekterer himlen. Bassinet skal ligeledes kunne bruges som springvand og til at sejle med modelskibe i, men også kunne tømmes for vand og bruges som scene, podium og til skøjtebane.
Projektforslaget ligger meget tæt op ad konkurrenceforslaget. De væsentligste ændringer siden konkurrenceforslaget er:
- Der er tilføjet en cykelparkeringsø ved Museets personaleindgang
- Antallet af handicapparkeringspladser bevares, men flyttes til hovedtrappen
- Private parkeringspladser er taget ud af projektet som følge af en klage fra Danmarks Naturfredningsforening. Fredningen udelukker al parkering ud over handicapparkering og af- og pålæsning. Teknik- og Miljøforvaltningen fører øget tilsyn med, at det overholdes.
- Græsøerne er tilføjet en underbeplantning af syrener for at afskærme for trafikken.
- Brostens- og chausséstensarealerne har fået tilføjet tilgængelige stier.
I tilknytning til haveprojektet findes følgende projekter:
- Renovering og forlængelse af Museets hovedtrappe, som museet står for.
- Anlæg af fjernvarmeledninger, som Københavns Energi står for. Projektet er opstået for at fremtidssikre Museumshaven, når Københavns Energi omlægger til fjernvarme omkring 2020.
- Bedre Bus Nørre Campus, som har stoppested op til Museumshaven.
Museumshaveprojektet er koordineret med alle disse projekter. Finansieringen af renovering af hovedtrappen og anlæg af fjernvarmeledninger ligger udenfor museumshavens regi.
Der har været omfattende borgerdialog i programfasen, som viste, at borgerne ønsker sig oplevelser og opholdsmuligheder. Dette er der i projektet taget hensyn til med det multifunktionelle bassin, muligheden for udendørs café og græsarealer med mulighed for ophold.
Økonomi
Projektet har modtaget en donation fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde, som finansierer hele projektet. Anlægsmidlerne på 22,2 mio. kr. er frigivet på Borgerrepræsentationens møde 26. januar 2012.
Videre proces
Der afholdes til marts 2013 informationsmøde for borgere og brugere. Anlægsstart forventes til august 2013 med forventet indvielse i juni 2014.
Hjalte Aaberg /Jens Christian Zøfting-Larsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.