2. kvartalsprognose og forventet regnskab for 2020
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til 2. kvartalsprognose og det forventede regnskab for 2020.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,
- at 2. kvartalsprognose 2020, som beskrevet i afsnittet løsning, godkendes.
- at det godkendes, at det forventede merforbrug på Ordinær drift håndteres med et internt lån.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen skal tre gange årligt – efter henholdsvis 1., 2. og 3. kvartal – fremlægge en prognose for Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab. På baggrund af udvalgenes prognoser fremlægger Økonomiforvaltningen herefter en samlet regnskabsprognose for hele kommunen for Økonomiudvalget. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet 2. kvartalsprognose og det forventede regnskab for 2020 på baggrund af reglerne i ”Cirkulære for budgetopfølgning 2012”, som Økonomiudvalget vedtog den 12. november 2019.
Løsning
Prognosen for Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab er udarbejdet med udgangspunkt i det realiserede forbrug pr. 30. juni 2020, forvaltningens forventede forbrug i resten af 2020 samt øvrige forhold af betydning for det forventede regnskab for 2020.
Hovedtal fra Teknik- og Miljøudvalgets korrigerede budget og forventede regnskab for 2020 fremgår af tabellerne nedenfor.
Teknik- og Miljøforvaltningen står, som resten af landet, i en ekstraordinær situation, hvor Covid-19 påvirker forvaltningens drift og udgifter hertil – herunder særligt under nedlukningen og den gradvise genåbning. Dette bidrager til stor økonomisk usikkerhed for det samlede regnskab i 2020. Teknik- og Miljøforvaltningen har leveret særskilte bidrag til Økonomiforvaltningen, der estimerer de samlede Covid-19-relaterede udgifter i resten af 2020.
I det følgende fremgår Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab fordelt på bevillingsområderne. Der hvor der forventes budgetafvigelser gennemgås de primære årsager hertil. Derudover fremgår en oversigt over det forventede regnskab på styringsområder og bevillinger af bilag 2. I bilag 3-6 er der en særskilt status på affaldsområdet, byggesagsområdet, parkeringsområdet og almene boliger. Status på aktive hensigtserklæringer i budgetaftaler og overførselssager siden 1. januar 2010 fremgår af bilag 7. I bilag 8 er der en status på udviklingen i sygefraværet i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Forventet regnskab for 2020 – Service
Forvaltningen har i 1. halvår 2020 forbrugt 411,2 mio. kr. på Service, hvilket er 34,6 mio. kr. mere end budgetteret for perioden. Det er forvaltningens vurdering, at styringsområdet Service samlet set vil udvise et merforbrug på 103,0 mio. kr. ved årets udgang. Forventningen til året er sammensat af et merforbrug på 32,5 mio. kr. på bevillingen Ordinær drift samt mindreindtægter på bevillingen Parkering på 70,5 mio. kr., hvilket fremgår af tabel 1.
Tabel 1 Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab for 2020 – Service (mio. kr.)
Bevilling |
Aktuelt budget |
Forventede korrektioner |
Korrigeret budget* |
Forventet regnskab |
Forventet afvigelse |
Ordinær drift |
1.491,0 |
-5,1 |
1.485,9 |
1.518,4 |
-32,5 |
Parkering |
-615,9 |
-1,3 |
-617,2 |
-546,7 |
-70,5 |
Byfornyelse, ydelsesstøtte |
42,3 |
3,9 |
46,2 |
46,2 |
0,0 |
Service i alt |
917,4 |
-2,5 |
914,9 |
1.017,9 |
-103,0 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. Som følge af dette kan der opstå mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Negative budgettal viser et indtægtsbudget, som er højere end udgiftsbudgettet. Negative afvigelser viser forventede merforbrug eller mindreindtægter *Det korrigerede budget er det aktuelle budget inkl. forventede korrektioner, som forventes godkendt af Økonomiforvaltningen.
Ordinær drift
Forvaltningen skønner, at bevillingen Ordinær drift vil have et merforbrug på 32,5 mio. kr. primært som følge af tilbagebetalingssagen på containerområdet. Teknik og Miljøforvaltningen anbefaler, at ekstraomkostningerne til tilbagebetalingen og håndtering af udgifterne til sagsbehandling håndteres med et internt lån. Forvaltningen fremlægger den 24. august 2020 en særskilt sag om fornyet estimat for tilbagebetaling af gebyrer på vejområdet. I den forbindelse fastlægges størrelsen på lånebehovet. Forvaltningen søger frem mod 3. kvartalsprognose og regnskabsafslutningen at afdække yderligere muligheder for at mindske behovet for lånoptagelse. Såfremt der lokaliseres yderligere mindreforbrug, eller estimatet for tilbagebetalingen ændrer sig, vil forvaltningen forelægge udvalget muligheden for at justere lånets størrelse.
Det samlede forbrug på Ordinær drift kan blandt andet henføres til følgende:
- Merudgifter vedr. tilbagebetalingssagen på containerområdet (37,5 mio. kr.). Østre Landsret har den 3. juli 2020 givet Vejdirektoratet medhold i sagen, og kommunerne kan derfor ikke opkræve betaling for opstilling af containere, byggematerialer mv. Resultatet har betydning for det samlede tilbagebetalingskrav, idet kommunen udover delvis tilbagebetaling som følge af for høje takster skal foretage fuld tilbagebetaling for en lang række containeropstillinger mv. Dermed skal der ske tilbagebetaling af de fulde opkrævede beløb for perioden november 2016 til og med juli 2018. Samtidig betyder dommen, at forudsætningerne for den genberegnede, og markant reducerede takst, som har været anvendt fra august 2018, og i henholdsvis 2019 og 2020 ikke længere er lovlige.
- Mindreforbrug på i alt 5 mio. kr., som dækker over mindreforbrug grundet en mild vinter (6,3 mio. kr.) og øvrige mindreforbrug på i alt 1 mio. kr. I modsat retning trækker merforbrug på samlet 2,3 mio. kr. som følge af COVID-19 og den efterfølgende nedlukning. Dette dækker blandt andet; merudgifter til opsætning af skilte og zoneinddeling, indkøb af værnemidler, mindreudgifter grundet aflysning af sociale arrangementer, mindreudgifter til løn grundet forsinket rekruttering samt andre personalerelateret aktiviteter.
Parkering
Forvaltningen forventer, at bevillingen Parkering vil udvise et merforbrug på 70,5 mio. kr. ved årets udgang, som primært skyldes forventede mindreindtægter på 97,8 mio. kr. grundet nedlukningen.
Dette er sammensat af 40,4 mio. kr. i mindreindtægter fra timeparkeringen, 11,9 mio. kr. fra mindreindtægter fra Selvbetjeningsløsningen, 39,6 mio. kr. i mindreindtægter fra færre pålagte p-afgifter, udækkede afskrivninger for 5,1 mio. kr. samt manglende indtægter fra reklamer på p-standere for 0,8 mio. kr.
Færre pålagte parkeringsafgifter vil forventeligt bidrage til mindreudgifter til afregning til Rigspolitiet på 27,3 mio. kr.
Prognosen for timeparkeringen baserer sig på en gradvis normalisering fra de nuværende knap 75 % af normalen til 95 % fra 1. oktober 2020 og året ud. For parkeringsafgifterne er prognosen ligeledes baseret på en gradvis normalisering fra det nuværende niveau på 20 % af normalen til 100 % fra 1. oktober 2020 og året ud. Prognosen er forbundet med meget stor usikkerhed og afhænger af udviklingen i corona-nedlukningen.
Byfornyelse, ydelsesstøtte
Forvaltningen forventer, at bevillingen Byfornyelse, ydelsesstøtte vil balancere ved årets udgang.
Forventet regnskab for 2020 – Overførsler m.v.
Det er forvaltningens vurdering, at styringsområdet Overførsler m.v. balancerer ved årets udgang, hvilket fremgår af tabel 2.
Tabel 2 Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab for 2020 – Overførsler m.v. (mio. kr.)
Bevilling |
Aktuelt budget |
Forventede korrektioner |
Korrigeret budget* |
Forventet regnskab |
Forventet afvigelse |
Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler |
3,1 |
0,1 |
3,2 |
3,2 |
0,0 |
Affaldsområdet |
41,8 |
11,3 |
53,1 |
53,1 |
0,0 |
Jorddeponi |
0,0 |
0,0 |
0,0 |
0,0 |
0,0 |
Klima Drift |
-0,4 |
0,0 |
-0,4 |
-0,4 |
0,0 |
Overførsler i alt |
44,5 |
11,4 |
55,9 |
55,9 |
0,0 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. Som følge af dette kan der opstå mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Negative budgettal viser et indtægtsbudget, som er højere end udgiftsbudgettet. Negative afvigelser viser forventede merforbrug. *Det korrigerede budget er det aktuelle budget inkl. forventede korrektioner, som forventes godkendt af Økonomiforvaltningen.
Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler
Forvaltningen forventer, at bevillingen Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler balancerer ved årets udgang.
Affaldsområdet
Affaldsområdet er ikke rammestyret, men skal i stedet tilpasses, så rammen stemmer overens med de forventede udgifter og indtægter, jf. takstberegningerne og det overordnede ’hvile i sig selv’-princip på bevillingen. Ved 2. sag om bevillingsmæssige ændringer 2020, søges rammen forøget med 11,3 mio. kr. og det er dermed forvaltningens vurdering, at Affaldsområdet vil balancere ved årets udgang.
Jorddeponi
Forvaltningen forventer, at bevillingen Jorddeponi vil balancere ved årets udgang.
Klima Drift
Forvaltningen forventer, at bevillingen Klima Drift vil balancere ved årets udgang.
Forventet regnskab for 2020 – Anlæg
Det er forvaltningens vurdering, at styringsområdet Anlæg samlet set vil balancere ved årets udgang, hvilket fremgår af tabel 3.
Tabel 3 Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab for 2020 – Anlæg (netto, mio. kr.)
Bevilling |
Aktuelt budget |
Forventede korrektioner |
Korrigeret budget* |
Forventet regnskab |
Forventet afvigelse |
Ordinær anlæg |
572,6 |
-65,8 |
506,8 |
506,8 |
0,0 |
Byfornyelse, anlæg |
172,2 |
-21,4 |
150,8 |
150,8 |
0,0 |
Takstfinansieret anlæg |
6,3 |
-2,0 |
4,3 |
4,3 |
0,0 |
Klima anlæg |
120,8 |
-9,9 |
110,9 |
110,9 |
0,0 |
Anlæg i alt |
871,9 |
-99,1 |
772,8 |
772,8 |
0,0 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. Som følge af dette kan der opstå mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Tallene er nettotal, hvilket betyder, at anlægsindtægter er fratrukket anlægsudgifter. **Det korrigerede budget er det aktuelle budget inkl. forventede korrektioner, som forventes godkendt af Økonomiforvaltningen. Der er i overstående tabel taget højde for de budgetkorrektioner, som forventes godkendt i forbindelse med Borgerrepræsentationens behandling af anlægsoversigten den 8.10.2020. Af bilag 2 fremgår det forventet regnskab fordelt på udgifter og indtægter.
Der er på anlægsområdet de første seks måneder af 2020 eksekveret for i alt 114,6 mio. kr. på udgiftssiden, heraf 93,7 mio. kr. vedrørende bevillingstyperne Ordinær Anlæg og Byfornyelse, anlæg, som normalt indgår i opgørelsen af anlægsmåltallet. Det forventede regnskab på 772,8 mio. kr. er sammensat af en forventning om at eksekvere 894,6 mio. kr. på udgiftssiden og 121,8 mio. kr. på indtægtssiden i 2020.
Efter Regeringen besluttede at fjerne anlægsloftet i 2020, godkendte Økonomiudvalget den 30. marts 2020, at Teknik- og Miljøudvalget kan eksekvere mere på anlægsområdet i 2020 end hidtil forventet. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 20. april 2020, hvilke yderligere projekter der prioriteres i 2020.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Prognosen for Teknik- og Miljøudvalgets forventede regnskab er sendt til Økonomiforvaltningen den 27. juli 2020 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse.
Søren Wille
/ Thomas Højlt
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. august 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.