Mødedato: 17.08.2020, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, udv. D

Medlemsforslag om flytning af bro ved Havnevigen på Islands Brygge

Det foreslås,

  1. at Teknik og Miljøforvaltningen hurtigst muligt giver tilladelse til, at den planlagte cykel- og gangbro over kanalen fra Havnevigen til havneløbet flyttes fra at ligge tæt på havnefronten til en placering i forlængelse af gaden Islands Brygge ved slusen, hvor den nuværende cykel- og gangsti ligger. Derved vil broen også styrke cykelinfrastrukturen i byen.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet)

Motivering

I medfør af den vedtagne lokalplan for området (Lokalplan 410 Artillerivej Syd med efterfølgende tillæg 1 og 2) er der vedtaget etablering af Havnevigen – et rekreativt område med bl.a. sandstrand og café, der de sidste par år har vist sig som en stor succes.

Grundejerforeningen Artillerivej Syd står foran færdiggørelsen af store dele af området – herunder skal selve vigen i den kommende tid færdiggøres ved, at der udgraves en kanal fra Havnevigen til havneløbet. Når dette stykke udgraves, opstår behovet for en stibro over kanalen, ikke mindst for at bibeholde gang- og cykelruten Havneringen uden at skabe større omveje.

Det er tidligere valgt, at en sådan stibro skal have en placering helt ude ved havnefronten. Det var formentlig fordi man gere ville sikre, at borgerne har adgang helt ud til havnefronten.

Nu har området så været klar nogen tid og man kan se hvordan trafikstrømmene i virkeligheden er – og det kan konstateres, at der er ret mange cyklister, som cykler gennem området via gaden Islands Brygge. I det lys giver det for både fodgængere og cyklister mest mening, at vi går tilbage til at placere broen over kanalen i nærheden af slusen og dermed i naturlig forlængelse af gaden Islands Brygge. Denne bro er der allerede givet mulighed for at etablere i den eksisterende lokalplan, men i udgangspunktet alene som supplement til en første bro ved havnefronten.

En bro ved slusen kommer til at give cyklister og gående en direkte overgang over kanalen og det undgås derfor, at cyklister vil skulle foretage fire 90 graders sving og bl.a. forcere en længere brostensstrækning som en del af Havneringen.

Forslaget udelukker ikke etableringen af en bro nummer to helt ude ved havnefronten. Grundejerforeningen Artillerivej Syd er dog alene ansvarlige for opførelsen af én bro over Havnevigen.

Den oprindelige plan var godt tænkt med adgangen til havnefronten – og den røres der i øvrigt ikke ved. Men vi politikere skal lytte til, hvordan virkeligheden udvikler sig.

Det forekommer ikke rigtigt at sende fodgængere og cyklister alle ud på en omvej med brosten, når de skal over kanalen og uanset broens placering er der fuld adgang til havnefronten. Ønsket om den nye beslutning er udelukkende et spørgsmål om hvordan trafikstrømme bedst muligt kommer til at glide gennem området.

Tidligere har et argument for, at broen skulle være ved havnefronten været, at der skulle etableres en gang- og cykelsti på vandsiden af de tre roklubber, men efter forståelige protester fra roklubberne, er det stiforløb ændret.

Grundejerforeningen Artillerivej Syd er efter en ekstraopkrævning hos sine medlemmer nu klar til at færdiggøre Havnevigen og mangler derfor alene endelig beslutningen om placering af broen. Planen er at starte anlægsarbejdet i efteråret 2020 efter afslutningen af badesæsonen, og således, at både Havnevig og bro kan stå klar forud for næste års badesæson. En hurtig proces og beslutning er en forudsætning for at denne plan kan lykkes.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. august 2020

Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag om ændring af 1. at-punkt:

”at Teknik- og Miljøforvaltningen hurtigst muligt indleder dialog med grundejerforeningen om dispensation fra lokalplanen til, at den planlagte cykel- og gangbro over kanalen fra Havnevigen til havneløbet flyttes fra at ligge tæt på havnefronten til en placering i forlængelse af gaden Islands Brygge ved slusen, hvor den nuværende cykel- og gangsti ligger. Derved vil broen også styrke en samlet cykelinfrastrukturen i byen.” 

Ændringsforslaget blev vedtaget af et enigt udvalg.

Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.

 

Til top