Mødedato: 17.06.2024, kl. 13:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Konvertering af p-pladser til nødvendig erhvervsparkering, bydækkende

Se alle bilag

På baggrund af et medlemsforslag om ”Konvertering af p-pladser til erhvervsparkering” stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Alternativet (Borgerrepræsentationen den 30. november 2023) skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til forslag til ændring af antal og placering af flere erhvervsparkeringspladser. Teknik- og Miljøudvalget behandlede sagen den 8. april 2024, hvor et samlet udvalg sendte sagen tilbage til forvaltningen med henblik på at få kortlagt, hvordan placeringen af de nuværende erhvervsparkeringspladser kan justeres, så de dækker behovet bedst muligt, hvilket er tilføjet indstillingen. Forvaltningen anbefaler ikke at justere placeringen af de nuværende erhvervspladser, men i stedet at konvertere 40 konventionelle pladser til nye erhvervsparkeringspladser.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der konverteres 40 konventionelle p-pladser til erhvervspladser kl. 7-17 på hverdage, jf. løsningsafsnittet.
  2. at medlemsforslag om ”Konvertering af p-pladser til nødvendig erhvervsparkering” stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Alternativet, jf. Borgerrepræsentationen den 30. november 2023, hermed er håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til ændrede forhold for erhvervsparkeringspladser forbeholdt køretøjer med gule nummerplader. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til sagen, da Borgerrepræsentationen den 30. november 2023 vedtog et medlemsforslag om konvertering af p-pladser til nødvendig erhvervsparkering stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Alternativet. Sagen var på dagsorden til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. april 2024, hvor et samlet udvalg bad forvaltningen om at kortlægge, hvordan placeringen af de nuværende erhvervsparkeringspladser evt. kan justeres, så de dækker behovet bedst muligt.

Udvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag, som fremgår nedenfor.

Løsning

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets ønske om at få kortlagt, hvor det er muligt af justere placeringen af nuværende erhvervsparkering, har forvaltningen foretaget en manuel tælling. Det er ikke forvaltningens anbefaling at justere lokationen for allerede etablerede erhvervsparkeringspladser. I stedet foreslår forvaltningen, at 40 konventionelle parkeringspladser konverteres til erhvervsparkeringspladser

Tællinger
Forvaltningen gennemførte i 2023 tællinger på erhvervsparkeringspladserne i Middelalderbyen, som viste belægningsgrader på mellem 77 % kl. 14, hvor den blev registreret lavest og 97 % kl. 12, hvor den var højest (herunder dog også medtalt køretøjer, som ikke var berettiget til at parkere på pladserne).

I tråd med Teknik- og Miljøudvalgets ønske om yderligere data, udførte forvaltningen i april 2024 ekstraordinære tællinger i afgrænsede områder udenfor Middelalderbyen, hvor der blev registreret belægningsgrader på mellem 19% og 85% kl. 11 og mellem 29% og 63% kl. 14 (se bilag 5).

Disse tællinger er udført manuelt af kommunens p-vagter.

Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at opstarte en forsøgsordning med sensorer på erhvervspladserne, som, udover at give brugerne realtidsoplysninger om den enkelte plads og tilgængelighed, løbende vil kunne genere specifikke og væsentligt mere præcise data om belægningsgrad, og markant bedre data til rådighed på erhvervsparkeringspladserne. Forsøget forventes implementeret den 1. oktober 2024 og er beskrevet i orienteringsnotatet, som er lagt på TMU-portalen den 7. juni 2024.

Alternativ placering af enkelte nuværende erhvervsparkeringspladser
Udvalget sendte sagen tilbage til forvaltningen med henblik på en granskning af, om der kan flyttes på eksisterende erhvervsparkeringspladser for geografisk at sprede tilgængeligheden under den forudsætning, at udnyttelsesgraden så stiger.

Forvaltningen bemærker, at tællingerne viser, at erhvervspladserne anvendes på lokationerne. Desuden er det mere omkostningstungt at flytte erhvervspladser til nye lokationer end at konvertere konventionelle parkeringspladser til erhvervspladser, og derfor er det ikke forvaltningens anbefaling at flytte eksisterende erhvervspladser.

Det er muligt at flytte pladser til nye lokationer med få erhvervspladser (se områder med rød markering på kortet i bilag 3). Hvis der er politisk ønske om at flytte lokationer for eksisterende erhvervspladser, vurderer forvaltningen, at der kan flyttes 15 erhvervspladser indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme. Det vil være i stedet for konvertering af 40 almindelige parkeringspladser til nye erhvervspladser.

Forslag til konvertering af parkeringspladser til erhvervspladser
Forvaltningen foreslår en konvertering af 40 konventionelle p-pladser til erhvervspladser, hvilket vil forøge antallet af erhvervsparkeringspladser med ca. 10%. Forvaltningen vurderer, at der er midler i budgettet til at konvertere de 40 parkeringspladser indenfor egen ramme, men antallet af nye erhvervspladser er skalerbart. Ønskes der flere pladser end 40, skal der afsættes midler til formålet ved kommende budgetforhandlinger.

Konvertering vil gøre det lettere at finde egnede steder til nye pladser, idet nyetablering kræver, at de fysiske rammer er til stede for at øge parkeringsudbuddet. Pladserne vil fortrinsvist blive placeret i tæt bebyggede områder med høj parkeringsbelægning, og hvor der i forvejen findes relativt få pladser (se kort i bilag 3), samt på en måde, så de i så vid udstrækning tager højde for geografisk spredning og nærhed til ejendomme uden adgang til private parkeringspladser. Pladserne vil, som de eksisterende konverterede pladser, blive reserveret i tidsrummet 7-17. Reserveringen kl. 7-17 vil betyde, at hjemmeplejen ikke vil få glæde af de nye pladser, men beboerne i nærheden vil i mindre grad opleve, at der fjernes beboerparkeringspladser.

I bilag 3 er en grafisk fremstilling af områder i byen, hvor forvaltningen umiddelbart vurderer, at det er hensigtsmæssigt at prioritere oprettelse af nye erhvervsparkeringspladser. Forvaltningen vurderer at disse områder er egnede til yderligere erhvervsparkeringspladser grundet en høj belægningsprocent, som gør det vanskeligt for erhvervsdrivende at finde parkering blandt konventionelle parkeringspladser.

Fakta erhvervsparkeringspladserne

Der findes pt. 423 parkeringspladser i byen reserveret til køretøjer med gule nummerplader. Heraf er 225, som er etableret som nye fysiske pladser, reserveret 24/7 og hovedsageligt placeret udenfor Indre By. 198 pladser, som før 2019 var eksisterende 1-times pladser, er konverteret til erhvervspladser reserveret mellem 7-17 på hverdage. Hertil kommer 12 nye tidsbegrænsede pladser (kl. 7-17 på hverdage), som i løbet af 2024 og 2025 oprettes i forbindelse med gennemførelse af projektet med ”Byrums- og trafikplanen for Middelalderbyen”.

Parkeringspladserne reserveret til køretøjer med gule nummerplader kan benyttes ubegrænset af sådanne køretøjer. I betalingsområdet skal der dog betales for parkering på normale vilkår. Herudover kan hjemmeplejen benytte pladserne i tidsrummet kl. 17-7 i forbindelse med udførelse af deres opgaver i aften- og nattetimerne. Ved hjemmeplejen forstås køretøjer, der leverer hjælp efter servicelovens § 83 og udelukkende benytter køretøjerne til dette formål – dvs. der er tale om både offentlig og privat hjemmepleje.

Brugerundersøgelse
Med henblik på at undersøge kendskabet til og behovet for erhvervspladserne har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen gennemført en mindre online spørgeskemaundersøgelse med interessenter fra byens erhvervsliv, herunder Erhvervsrådet og Dansk Håndværk, som jævnligt er afhængige af parkeringsmuligheder. Resultatet af undersøgelsen findes i anonymiseret form som bilag 4, da deltageren ikke havde lejlighed til at give samtykke til offentliggørelse. Der tages forbehold for det relativ lille antal deltagere (10 personer).

På baggrund af de indmeldte besvarelser vil forvaltningerne fortsætte dialogen med interessenterne blandt andet med henblik på oplysning vedr. de eksisterende muligheder for erhvervsparkering og varelevering.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering af forslaget om henholdsvis konvertering og flytning af pladser til forhandlingerne om Budget 2025 ved at vedtage et ændringsforslag herom. I budgetnotatet vil antallet af pladser være skalérbart.

Til forhandlingerne om Budget 2024 udarbejdede forvaltningen et budgetnotat om etablering af flere erhvervsparkeringspladser. Her indgik tre scenarier om etablering af enten 100, 200 og 300 pladser, hvor forvaltningen estimerede, at etableringen af 100 erhvervsparkeringspladser kostede 0,8 mio. kr.

Teknik- og Miljøudvalget kan også vælge, at;

  • antallet af pladser (de 40 nye pladser) fordeles geografisk på en anden måde end den, som forvaltningen har foreslået i bilag 3.
  • der flyttes 15 eksisterende pladser (24/7 pladser) til andre lokationer til en placering i nærheden af den oprindelige placering, som finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalget eksisterende serviceramme for 2024.
  • de 40 nye erhvervspladser, som påtænkes reserveres i tidsrummet kl. 7-17 på hverdage, i stedet reserveres hele døgnet til erhvervspladser. Det vil betyde, at hjemmeplejen kan benytte pladserne i aften- og nattetimerne.

Udvalget kan ikke vælge både at flytte 15 eksisterende erhvervspladser og oprette 40 nye erhvervspladser indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme. Ønsker udvalget begge dele kræver det, at der afsættes midler ved kommende budgetforhandlinger.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da oprettelsen af 40 nye erhvervspladser håndteres indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen begynde arbejdet med at oprette de 40 nye pladser.

 

Søren Wille

                                                     /Lena Kongsbach

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. juni 2024

 

Indstillingen blev godkendt med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, F, Ø og Å

Imod stemte: B, C og V

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti støtter ikke oprettelsen af erhvervsparkeringspladser, når der samtidig nedlægges beboerparkeringspladser. Det Konservative Folkeparti medvirker gerne til oprettelse af erhvervsparkeringspladser, hvis der samtidigt (en til en) oprettes erstatningsparkeringspladser for de beboerparkeringspladser, der nedlægges. At der er behov for erhvervsparkeringspladser, skyldes udelukkende at der i forvejen er for få almindelige beboerparkeringspladser, derfor ønsker vi ikke at gøre situationen endnu værre for beboerne ved at nedlægge yderligere beboerparkeringspladser.”

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre stemmer imod, da vi ønsker at afvente den forsøgsordning med sensorer på erhvervspladser, der igangsættes 1. oktober 2024.”

Til top