Mødedato: 17.06.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Rammevilkår for ny campingplads på Bellahøjmarken, Brønshøj

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til rammevilkårene for etableringen af en helårsåben campingplads på Bellahøjmarken.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der udarbejdes koncessionsaftale og 20-årig areallejekontrakt for en kommende helårsåben campingplads på Bellahøjmarken gældende fra 2021.

  2. at der indskrives to optioner i udbuddet af koncessionsaftalen; en option med og en option uden afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix.

Problemstilling

Den 19. marts 2019 vedtog Folketinget ”Forslag til Lov om ændring af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S”. Derved blev den eksisterende begrænsning i fredningen for anvendelse af Bellahøjmarken til camping i højest fire måneder om året ophævet således, at det er muligt at etablere en moderne og tidssvarende helårsåben campingplads på Bellahøjmarken.

Løsning

I dag er Bellahøj Camping på Bellahøjmarken Københavns Kommunes eneste campingplads. Den eksisterende campingplads er åben i perioden fra den 1. juni til den 31. august grundet de hidtidige begrænsninger i fredningen, og har hidtil været placeret på Bellahøjmarkens nordligste del. Arealet udlejes på 1-årige kontrakter, der løbende er blevet fornyet. Faciliteterne er meget nedslidte og ikke tidssvarende. Med Folketingets vedtagne lovændring er det nu muligt at etablere og udvikle en moderne helårscampingplads på Bellahøjmarken. Forvaltningen anbefaler, at en helårscampingplads placeres i det samme område, hvor den eksisterende campingplads er placeret.

Der er på nuværende tidspunkt ikke udarbejdet en plan med rammerne for en helårscampingplads på Bellahøjmarken. Forvaltningen har tidligere udarbejdet et forslag til rammerne for en helårscampingplads på Amager Fælled, hvor der blev udbudt en koncessionsaftale, og hvor kommunen modtog konkrete tilbud baseret på de forhold, som aftalen indeholdt. Her drejede det sig om etablering af et campingareal på 44.000 m2 svarende til maks. 440 campingenheder som pladser til telte, autocampere, campingvogne og campinghytter samt tilhørende receptionsbygning, naturlegeplads, bygning til affaldssortering, toiletter og andre servicebygninger.

På baggrund af erfaringen fra det sidste udbud, foreslår forvaltningen, at en campingplads på Bellahøjmarken tager udgangspunkt i de samme rammer. I bilag 2 ses størrelsen for en fremtidig campingplads på Bellahøjmarken ud fra disse rammer.

Med etableringen af helårscamping forventer forvaltningen, at der er behov for at etablere nye adgangsforhold fra Bellahøjvej til campingpladsen, så der fortsat kan være offentlig adgang til den resterende del af Bellahøjmarken via Hvidkildevej. Som det fremgår af bilag 2, forventer forvaltningen, at en eksisterende sti på tværs af Bellahøjmarken bevares, så der også fremover er adgang til de rekreative arealer omkring Grøndalscenteret, boldbaner, Borups Allé mv.

Konsekvenserne for den nuværende brug af Bellahøjmarken
Etableringen af en helårsåben campingplads på Bellahøjmarken vil have en række konsekvenser for den måde, det rekreative areal bruges i dag. Den nuværende hundegård skal nedlægges og foreslås flyttet til en ny placering på Bellahøjmarken, da den på nuværende tidspunkt er placeret på et areal, hvor der er tiltænkt ny vejadgang til campingpladsen. En genplacering af hundegården vil kræve, at Fredningsnævnet giver dispensation fra fredningen.

Bellahøjmarken benyttes til store kræmmermarkeder, der afholdes hvert forår og efterår på hele Bellahøjmarkens areal. Med etableringen af en helårscampingplads vil arealet, der kan anvendes til denne type arrangementer, blive reduceret med godt en tredjedel. Bilag 2 viser omfanget af boder og forskellige aktiviteter i forbindelse med kræmmermarkedernes hidtidige brug af arealet samt det tilbageværende areal.

Afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix
Siden 2013 har Copenhagen Historic Grand Prix været afholdt på Bellahøjmarken den første weekend i august. Det betyder, at den eksisterende campingplads lukkes ca. 10 dage i højsæsonen, hvor motorløbet forberedes, veje afspærres og løbet afholdes. Borgerrepræsentationen gav den 30. november 2017 et principielt tilsagn for perioden 2019-2021 om, at Copenhagen Historic Grand Prix kan gennemføre et årligt arrangement på Bellahøjmarken, dog med det forbehold at forvaltningen hvert år skal give en konkret arrangementstilladelse på baggrund af gennemførte evalueringer af tidligere arrangementer. Forvaltningen vurderer, at det kan blive svært at finde bydere på en koncessionsaftale, hvor det indsættes som et vilkår, at campingpladsen skal lukkes ned i næsten to uger af højsæsonen for, at Copenhagen Historic Grand Prix kan afholdes.

Forvaltningen har tidligere undersøgt, om det var muligt at flytte arrangement til en anden placering i byen. Som det fremgår af indstillingen Udvidelse af baneforløb ifm. Copenhagen Historic Grand Prix, der blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 24. april 2017, har det ikke være muligt for forvaltningen at finde en bedre placering end den eksisterende på Bellahøjmarken.

Forvaltningen anbefaler derfor, at der i forbindelse med udbuddet af koncessionsaftalen indsættes en option, hvor tilbudsgiverne har mulighed for at byde ind på aftalen med og uden afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix.

Økonomi

De fremtidige omkostninger til projektudvikling af campingplads samt udarbejdelse af lokalplan for området skal afholdes af den investor, der indgår koncessionsaftale og 20-årig areallejekontrakt for en helårscampingplads på Bellahøjmarken. En fremtidig helårscampingplads på Bellahøjmarken er derfor uden udgifter for kommunen.

Videre proces

Hvis det besluttes at etablere en helårsåben campingplads på Bellahøjmarken vil Teknik- og Miljøforvaltningen udbyde en koncessionsaftale med tilhørende lejekontrakt for en 20-årig periode med start fra 2021 med forventet ibrugtagning af campingpladsen i 2022. Der skal udarbejdes en lokalplan for campingpladsen baseret på det forslag, som den vindende investor udarbejder. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen vil forslaget blive sendt i høring. Forvaltningen fremlægger resultatet af udbuddet for udvalget samt en vurdering af, om det giver anledning til at overveje afholdelsen af Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøjmarken.

 

Michel Schilling                                                                                                                                                                                                 /Jon Pape

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. juni 2019

Indstillingen blev godkendt med syv stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O.
Imod stemte: Ø og Å.

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Beslutningen om at etablere en udvidet, helårsåben campingplads på Bellahøjmarken er endnu en udløber af, at budgetpartierne bag budget 19 -udenom Alternativet og Enhedslisten - besluttede at bygge boliger på den gamle campinggrund på Amager Fælled. Enhedslisten og Alternativet stemmer ikke for et forslag, der yderligere begrænser de få grønne rekreative områder i København. Området har stor værdi for lokale borgere og som samlingsplads bl.a. under kræmmermarkederne og Enhedslisten og Alternativet ønsker at bevare Bellahøjmarken som et sådan grønt, rekreativt samlingspunkt.”

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”København er en dejlig, men også dyr by at besøge som turist, så derfor ser Radikale Venstre frem til at Københavns fremadrettet kan tilbyde campister adgang til byen via anlæg af en moderne campingplads. Det er vigtigt for Radikale, at der er nu gives mulighed for at besøge København også uden en velspækket pengepung og at København er åben overfor flere former for turisme.”

Til top