Forslag til tillæg til lokalplan Ny Tøjhus, Amager Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan Ny Tøjhus (bilag 2) offentliggøres og udsendes i offentlig høring i otte uger.
Problemstilling
Ejeren af ejendommen Amager Boulevard 70 ønsker at udvide Radisson Blu Scandinavia Hotel fra 1973 og opføre en ny bygning til serviceerhverv. Derudover er der behov for en kommunal daginstitution i planområdet. Den gældende lokalplan Ny Tøjhus med tillæg 1, 2 og 3 fra 2010 muliggør også en udvidelse af hotellet, men i form af en tilbygning i 10 etager ovenpå det eksisterende højhus samt en udvidelse på første til sjette etage. Ejeren ønsker ikke en udvidelse af hotellet i denne form, men i stedet en udvidelse på den nuværende parkeringsplads. Det forudsætter en ændring af lokalplanen.
Løsning
Lokalplanforslaget muliggør en udvidelse af det eksisterende hotel på den nuværende parkeringsplads langs Ørestads Boulevard og en ny bygning til serviceerhverv i forlængelse af de eksisterende kontordomiciler langs Amager Boulevard.
Udvidelsen af det eksisterende hotel kan med lokalplanforslaget opføres i op til 32,5 meter i maksimalt ni etager med et etageareal på ca. 25.000 m2. Udvidelsen placeres syd for det eksisterende højhus, som er 85 meter højt. Der skal etableres publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen mod Ørestads Boulevard, og der er mulighed for en daginstitution på ca. 1.500 m2 mod Weidekampsgade. Bygningen opføres i gyldne nuancer med tydelige etageadskillelser, runde hjørner samt glaspartier med lukkede partier udført i trekantede profiler.
Den nye bygning til serviceerhverv kan opføres i maksimalt syv etager med et etageareal på ca. 10.000 m2 i op til 29,5 meter svarende til domicilet på ejendommen ved siden af. Bygningen skal opføres i metal og glas, så den ligner den eksisterende række af domiciler langs Amager Boulevard.
Bebyggelsesprocenten på 285 fastlagt i tillæg 3 er videreført i lokalplanforslaget.
Tillæg 3 til Lokalplan Ny Tøjhus muliggjorde blandt andet en tilbygning på 10 etager ovenpå det eksisterende højhus med krav om en ny facade på det eksisterende højhus. Kravet blev stillet for at sikre en ensartet facade ved en udvidelse af højhuset. Med vedtagelse af forslag til tillæg 4 foreslås tillæg 3 ophævet. Det betyder, at det ikke længere vil være muligt at bygge ovenpå det eksisterende højhus, ligesom der ikke længere er en planmæssig begrundelse for at kræve ændringer af den eksisterende facade.
Det bemærkes, at der i Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V) er afsat anlægsmidler til den planlagte daginstitution på otte grupper. Opstartstidspunktet er endnu ikke afklaret.
Byliv
75 % af stueetagerne i hoteludbygningen skal etableres med en åbenhed, der sikrer kontakt mellem mennesker uden for og inden for i stueetagen. Der muliggøres udeservering mod Amager Boulevard og opholdsmuligheder i arkadegangen helt tæt på hotellet. Daginstitutionens arealer skal være åbne og tilgængelige for andre uden for åbningstid. Der skal etableres en gangsti omkring hotellet, således at der skabes forbindelser igennem for borgere, og der bliver blødere overgang mellem Ørestads Boulevard og hotellet. Disse tiltag er med til, at der skabes nogle gode byrum, hvorved indsatsen i Fællesskab København om en bedre hverdag i byrummet understøttes.
Miljø og bynatur
Med forslaget skal der plantes minimum 228 nye træer med en stammeomkreds på mindst 16-18 cm. 40 træer i lokalplanområdet lever op til kriterierne for at kunne gøres bevaringsværdige. 17 træer kræves bevaret og 23 træer vil kunne fældes, hvoraf 13 træer er placeret hvor den nye bygning til serviceerhverv skal placeres. De resterende 10 træer må fældes, hvor de planlagte udearealer og interne færdselsarealer kræver terrænbearbejdning for at give arealerne omkring det planlagte byggeri en særlig grøn karakter. Trods fældning af træer, der lever op til kriterierne for at kunne gøres bevaringsværdige, bidrager projektet med antal, størrelse og bredde på træartsvalget af erstatningstræerne, positivt til bynaturen og biodiversiteten, se også bilag 4.
Parkering
Kommuneplan 2015 stiller som udgangspunkt krav om én parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal, men kan efter konkret vurdering maksimeres til én plads pr. 100 m2 etageareal eller minimeres til én plads pr. 200 m2 etageareal, såfremt der kan påvises et andet parkeringsbehov. Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af blandt andet ejendommens placering i forhold til kollektiv trafik og vejnet samt projektets karakteristika i forhold til bebyggelsesplanen og muligheden for dobbeltudnyttelse af parkeringspladser vurderet, at kravet til parkering i lokalplanen skal fastsættes til én parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal. Kravet svarer til, at der skal etableres ca. 150 parkeringspladser, der bliver placeret i konstruktion og 33 parkeringspladser på terræn. En uddybning af forvaltningens vurdering fremgår af bilag 5. I forhold til krav om parkering til cykler stiller kommuneplanen krav om fire parkeringspladser pr. 100 m2 etageareal til hotellet og kontoret og 2,5 parkeringspladser pr. 100 m2 til daginstitutionen, hvilket i lokalplanen svarer til ca. 1.450 parkeringspladser.
Borgerinddragelse
Der er foretaget intern høring af lokalplanforslaget, herunder af Amager Vest Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende hovedsynspunkter har været fremført af lokaludvalget:
- Borgerne i området bliver glade for det lavere byggeri end de 10 etager, der er muliggjort i tillæg 3. Det er positivt, at udsigten til Christians Kirke bevares.
- Det er positivt, at grunden åbnes og med forbindelser på tværs. Lokaludvalget understreger et ønske om, at stueetagen i det nye byggeri skal være åben.
- Der skal sikres aktivering af uderummet op til tankstationen.
- Det er positivt, at der etableres en parkeringskælder fremfor, at de placeres på terræn, da det giver et pænere ankomstareal. Ligeledes positivt, at der sikres god sigtbarhed, når bilerne kommer op fra parkeringskælderen.
Forvaltningens bemærkninger
- Lokalplanforslaget sikrer, at sigtelinjen mod Christians Kirke bevares fra Weidekampsgade ved placering af bygningerne.
- Lokalplanforslaget muliggør, at der skal plantes minimum 228 træer og at grunden åbnes op, så borgerne inviteres gennem området. Daginstitutionens areal er tilgængeligt for områdets beboere udenfor institutionens åbningstid og stueetagen skal være åben, så der skabes forbindelse mellem ude og inde.
- Lokalplanforslaget sikrer en omfattende landskabsbearbejdning af området, herunder bearbejdning af byrummet mod tankstationen.
- Forvaltningen har haft fokus på at indrette forpladsen til hotellet så den primære parkering placeres i konstruktion.
Miljøvurdering
Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger (ekskl. juli måned). Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. november 2017.
Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2019.
Michel Schilling
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. juni 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det ærgrer SF, at forskønnelse af den eksisterende hotelbygning ikke indgår i projektet, som det gjorde i det tidligere vedtagne lokalplanstillæg. Forskønnelsen af den eksisterende hotelbygning var også grundlaget for at tillægget til lokalplan fra 2010 gav mulighed for at gå fra den gældende bebyggelsesprocent for området på 175 til 285. I det nye forslag er bebyggelsesprocenten på 285 fastholdt, men det resulterer i en meget tættere bebyggelse end resten af området, der lukker for udsynet fra boligerne i Weidekampsgade. SF er meget kritisk overfor forslaget og afventer borgernes reaktioner i høringen.”