Mødedato: 17.06.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Igangsættelse af otte skybrudsprojekter

Se alle bilag

For at sikre fremdriften af skybrudssikring i København skal Borgerrepræsentationen tage stilling til et forslag om at igangsætte tre skybrudsprojekter, som kan anlægges alene for takstmidler, og dermed ikke påvirker anlægsmåltallet. Der er desuden behov for at igangsætte fem mindre projekter under Harrestrup-Å-samarbejdet, så de kan anlægges samtidig med to allerede igangsatte større projekter.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der igangsættes tre skybrudsprojekter: på Vestre Kirkegård, i Kildevældssøen og i Skoleholdervej, jf. bilag 3.

  2. at der gives en rådighedsbevilling på 60,0 mio. kr., og frigives særskilte anlægsbevillinger på 60,0 mio. kr. (takstmidler) til de tre projekter, jf. 1. at-punkt. Rådighedsbevillingen på 60,0 mio. kr. mellemfinansieres af kassen. De 60,0 mio. kr. afsættes og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3.

  3. at der igangsættes fem mindre skybrudsprojekter under Harrestrup Å-samarbejdet. Der indgås aftale med HOFOR om projekterne, jf. bilag 3.

  4. at der gives en rådighedsbevilling på 24,0 mio. kr., og frigives en særskilt anlægsbevilling på i alt 24,0 mio. kr. (takstmidler) til de fem mindre skybrudsprojekter under Harrestrup Å-samarbejdet. Rådighedsbevillingen på 24,0 mio. kr. mellemfinansieres af kassen. De 24,0 mio. afsættes og anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3.

Problemstilling

Den vandtekniske del af skybrudsprojekter, der anlægges på overfladen, er takstfinansieret, og dermed ikke underlagt anlægsmåltallet. Seks skattefinansierede byrumsbevillinger til skybrudsprojekter er sat i bero i 2019 (Teknik- og Miljøudvalget 7. januar 2019). Fem af de berosatte skybrudsprojekter igangsættes i 2020 og 2021 (Teknik- og Miljøudvalget 29. april 2019). Berosættelse af byrumsmidler betyder, at både den vandtekniske og byrumsmæssige del må standses. Det skyldes, at de vandtekniske og byrumsmæssige elementer anlægsteknisk er integreret i hinanden i de seks projekter. Der er derfor en midlertidig reduktion i den igangværende eksekvering af Københavns Kommunes skybrudsprojekter.

For at opretholde fremdriften i eksekveringen af skybrudsprojekterne skal Borgerrepræsentationen derfor tage stilling til, at der i 2019 igangsættes tre skybrudsprojekter. Desuden skal der tages stilling til igangsættelse af fem mindre skybrudsprojekter under Harrestrup Å-samarbejdet.

Løsning

Selvom Borgerrepræsentationen normalt igangsætter skybrudsprojekter én gang årligt i forbindelse med den årlige klimatilpasningsredegørelse, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der er behov for at sikre og opretholde fremdrift i eksekveringen af skybrudssikringen af København. Dette for at opretholde implementeringstakten over hele skybrudsplanens 20-årige implementeringsperiode. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår derfor, at der igangsættes tre skybrudsprojekter, som er planlagt etableret på Vestre Kirkegård, (Vesterbro-Kongens Enghave), i Kildevældssøen (Østerbro) og i Skoleholdervej (Bispebjerg). Projekterne kan anlægges for takstmidler og påvirker derfor ikke forvaltningens anlægsmåltal. Projekterne i Vestre Kirkegård og Skoleholdervej indgår i allerede udførte masterplaner. Projektet i Kildevældssøen er vandteknisk uafhængigt af andre projekter. For alle tre projekter er de vandtekniske og økonomiske rammer derfor fastlagt. De tre projekter er udvalgt, fordi de efter forvaltningens vurdering er klar til igangsættelse og kan anlægges udelukkende for takstmidler uden at forringe det nuværende byrum. Projekterne er en del af de 300 projekter, som indgår i skybrudssikringen af København (BR 26. november 2015).

Projekterne består konkret af følgende tiltag:

Projekt i Vestre Kirkegård

Der anvendes to eksisterende vandhuller og etableres nye lavninger for foden af bakken, som kirkegården ligger på. Vandhuller og lavninger skal opmagasinere regnvandet under skybrud. En række nedlagte gravsteder vil blive påvirket af projektet. Aktive og bevaringsværdige gravsteder vil blive bevaret - dog kan det blive nødvendigt at flytte 3-4 aktive gravsteder. Hvis det ikke er muligt at opnå en aftale med Københavns Kirkegårde herom, vil skybrudsprojektet blive tilpasset, så de pågældende gravsteder ikke påvirkes. Forvaltningen vil koordinere skybrudsprojektet med andre projekter og planer for kirkegården.

Projekt i Kildevældssøen

Regnvand fra Arrivas parkeringsplads nord for Kildevældssøen ledes i dag til fælleskloakken og medfører betydelig risiko for oversvømmelse i nærområdet. For at reducere denne risiko etableres der afledning af regnvand fra pladsen til Kildevældssøen. Regnvandet vil blive renset inden udledning og vil desuden forøge vandgennemstrømningen i søen. Derved vil projektet medvirke til at forbedre søens miljøtilstand, der i dag er ringe.

Projekt i Skoleholdervej

Projektet består af vejbede, der anlægges langs med Bispebjerg Kirkegård. Vejbedene skal opsamle og håndtere daglig regn fra vejarealer, cykelsti og fortov. Der er risiko for, at projektet vil påvirke antallet af parkeringspladser på Skoleholdervej. Skoleholdervej ligger uden for parkerings-betalingszonen. Der er ikke foretaget parkeringstællinger. Forvaltningen vil i forbindelse med videreudvikling af projektet søge eventuelt nedlagte parkeringspladser erstattet i nærområdet.

Projekterne i Vestre Kirkegård og i Skoleholdervej vil være særligt egnede til, at der senere kan tilføres supplerende byrumselementer. Derved har Borgerrepræsentationen mulighed for i forbindelse med senere års budgetforhandlinger at bevilge byrumsmidler til de to projekter, i det omfang det prioriteres inden for anlægsmåltallet.

Fem mindre projekter i Vigerslevparken Midt og Vigerslevparken Syd

De fem mindre projekter under Harrestrup-Å-samarbejdet indgår som en del af de to større allerede igangsatte projekter i Vigerslevparken Midt og Vigerslevparken Syd. Der er bevilget anlægsmidler til de to projekter i forbindelse med igangsættelse af skybrudsprojektpakke 2018 (BR 22. juni 2017). Der er derfor behov for bevillinger til de fem nye projekter, så de kan anlægges samtidig med de allerede igangsatte projekter. Ved at projektere alle projekterne som én samlet løsning med én anlægsperiode opnås besparelser på anlæg og projektering, samtidig med at gener for naboer og parkens brugere i forbindelse med anlægsarbejdet begrænses. Konkret består projekterne i at fjerne flaskehalse ved at omlægge ledninger og udvide underføringer i forbindelse med broer, der krydser Harrestrup Å. Ledninger og broer begrænser gennemstrømningen, hvilket skaber vandstandsstigninger og oversvømmelser.

En uddybende beskrivelse af projekterne findes i bilag 2.

Høring

Kongens Enghave Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg og Bispebjerg Lokaludvalg har været hørt om igangsættelsen af de tre skybrudsprojekter. Kongens Enghave Lokaludvalg og Østerbro Lokaludvalg er positive over for igangsættelse af skybrudsprojekterne i henholdsvis Vestre Kirkegård og Kildevældssøen. Bispebjerg Lokaludvalg har – for at kunne tage stilling til projektet - bedt om uddybende oplysninger om, hvad evt. bevilgede byrumsmidler vil tilføre projektet på Skoleholdervej, og om projektets sammenhæng med Kilerne og skybrudsprojektet på Degnestavnens Legeplads. Teknik- og Miljøforvaltningen har efterfølgende været i dialog med lokaludvalget og oplyst, at skybrudsprojektet anlægges som grønne vejbede med lav beplantning, og at evt. tilførte byrumsmidler kan tilføre projektet større beplantning, herunder træer. Endvidere, at forvaltningen vil koordinere projektet med andre projekter i området. Lokaludvalgenes bemærkninger og Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger hertil fremgår af bilag 4. Lokaludvalgene er blevet hørt om Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup-Å-samarbejdet, hvori de fem projekter indgår (Teknik- og Miljøudvalget 29. april 2019).

Økonomi

Igangsættelsen af de tre projekter aktiverer i alt 60,0 mio. kr. Herved er aktiveret i alt 1,2 mia. kr. ud af den samlede økonomiske ramme for skybrudsprojekter på overfladen på 4,975 mia. kr. (3,317 mia. kr. kommunale og 1,658 mia. kr. private overfladeløsninger) svarende til 25 %. HOFOR refunderer over 25 år Københavns Kommunes udgift. Ifølge de aftaler, som Københavns Kommune har indgået med HOFOR om skybrudsprojekterne, starter HOFORs tilbagebetaling, når et projekt er afsluttet. HOFOR får dækket udgiften via spildevandstaksterne.

De fem mindre skybrudsprojekter under Harrestrup-Å-samarbejdet aktiverer i alt 24,0 mio.kr.

For de fem mindre projekter forudsættes 77 % af udgiften refunderet af de øvrige deltagende kommuners forsyningsselskaber (BR 22. november 2018). Udgiften tilbagebetales af HOFOR og de øvrige forsyningsselskaber i Harrestrup Å-samarbejdet fra 2024 og 25 år frem.

Status for skybrudsplanens økonomi fremgår af bilag 5.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen de tre skybrudsprojekter. Lokaludvalgene vil blive inddraget i de konkrete projekter.

Når Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet projektforslag for de tre skybrudsprojekter, forelægges de for Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse, herunder de parkeringsmæssige forhold.

De fem mindre skybrudsprojekter under Harrestrup-Å-samarbejdet koordineres med de allerede igangsatte skybruds- og naturgenopretningsprojekter i Harrestrup Å-samarbejdet. Forvaltningen fastlægger rammerne for projekterne i samråd med rådgiver i efteråret 2019, hvorefter projekteringen igangsættes.

 

Michel Schilling

                                                                  /Lone Byskov

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. juni 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top