Mødedato: 17.06.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af udviklingsstrategi for Naturpark Amager

Se alle bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har sammen med Naturstyrelsen Hovedstaden, Tårnby og Dragør kommuner samt By & Havn I/S udarbejdet en fælles udviklingsstrategi for de grønne og blå områder fra Amager Fælled til Dragør Strand (med navnet ’Naturpark Amager’). Teknik- og Miljøudvalget skal nu godkende udviklingsstrategien.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at Udviklingsstrategi Naturpark Amager (bilag 1) fremover danner grundlag for udvikling af drift, indhold og udformning af naturområdet.

Problemstilling

Københavns Kommune er gået sammen med Miljøministeriet v. Naturstyrelsen Hovedstaden, Tårnby Kommune, Dragør Kommune og By & Havn om at lave en langsigtet udviklingsstrategi for naturområderne på Vestamager. Samarbejdet tager udgangspunkt i Københavns naturværdier centralt beliggende i hovedstaden.

Alle parter ejer eller forvalter arealer og anlæg i og på kanten af områderne, men området forvaltes i dag uden fælles koordinering. Det indebærer, at områdets rekreative potentiale ikke udnyttes til fulde. Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om opstarten af samarbejdet den 13. august 2012 på TMU-portalen under titlen ”Samarbejdsprojekt om Ny Vestamager”(se bilag 2) (Dragør Kommune er trådt ind i samarbejdet efter notatet til TMU-portalen blev lavet). Udover Teknik- og Miljøforvaltningen har Økonomiforvaltningen også deltaget i udarbejdelsen af udviklingsstrategien.

Nu foreligger udviklingsstrategien (bilag 1) til politisk godkendelse. De øvrige kommuner i samarbejdet fremlægger ligeledes strategien til politisk behandling og i By & Havn skal den behandles i bestyrelsen.

Løsning

’Naturpark Amager’ er betegnelsen for et område, der rummer naturkvaliteter tæt på storbyen og lignende natur i den størrelse findes ikke andre steder omkring København (se bilag 3). Udover de 3.000 ha store landområde har naturparken 22,5 km kyst. Til sammenligning er området tre gange så stort som Dyrehavens godt 1000 ha. Det er unikt i international sammenhæng at have så store naturområder tæt på en metropols centrum.

Med en fælles udviklingsstrategi dannes et fundament for at udnytte områdets muligheder for leg, idræt, fritidsaktiviteter og naturoplevelser på tværs af administrative grænser.

Indholdet af Udviklingsstrategi for Naturpark Amager

Udviklingsstrategiens mål er:

  • at skabe en langsigtet udvikling af områdets enestående naturværdier
  • at skabe fælles rammer for den fremtidige pleje og udvikling af naturområdet
  • at videreudvikle borgernes mulighed for natur- og rekreative oplevelser
  • at udfolde områdets potentiale sammen med nuværende og fremtidige brugere
  • at videreudvikle og styrke formidlingen af områdets særlige rolle i Hovedstadsområdet

Udviklingsstrategien understøtter parternes fælles fokus på visionen om at gøre ’Naturpark Amager’ til et attraktivt og velbesøgt naturområde, der er tilgængeligt året rundt med et stort udbud af naturoplevelser til alle årstider.

Naturen er omdrejningspunktet for udviklingen af ’Naturpark Amager’. Naturparken kan blive et eksempel på samarbejde mellem myndigheder, grundejere og brugere om at sikre og videreudvikle områdets indhold, udformning og drift, så naturparken også i fremtiden kan tilbyde naturoplevelser, besøgende ikke kan få andre steder i regionen.

Samtidigt er det parternes ønske, at den fælles udviklingsstrategi skal danne ramme om og være til inspiration for mange forskellige brugergruppers egne projekter og initiativer i og omkring ’Naturpark Amager’.

Borgerinddragelse i processen

I forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsstrategien har der i efteråret 2012 og foråret 2013 været afholdt en række offentlige møder, hvor parterne i projektet har været i dialog med dels interessegrupper og borgere med interesse i området. Derudover har der været afholdt møder med Dansk Naturfredningsforening (DN), Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Friluftsrådet og Amager Vest Lokaludvalg. Disse interessenter er alle positive og bakker op om strategien.

Forvaltningens anbefaling

Forvaltningen anbefaler, at udvalget godkender udviklingsstrategien for Naturpark Amager med henblik på, at udviklingsstrategien skal være afsæt for et forpligtende samarbejde mellem parterne. Dette samarbejde vil ifølge udviklingsstrategien ske i form af fælles drifts- og plejeindsatser eksempelvis via koordineret naturpleje, skiltning, bekæmpelse af invasive arter og sammenhængende stiforløb.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Et samarbejde om drift af området vil ikke medføre øgede udgifter.

I forbindelse med implementeringen af strategien vil forvaltningen søge finansiering i den konkrete situation, ligesom der vil blive søgt om fondsmidler til realiseringen af enkelte projekter, som understøtter naturen, naturoplevelserne og nye rekreative tilbud i hele ’Naturpark Amager’.

Videre proces

Implementeringen af udviklingsstrategien for ’Naturpark Amager’ skal ske gennem en fælles projektudvikling og koordinering af driften.

Borgere, interessegrupper m.fl. vil blive inddraget i en dialogproces i forbindelse med planlægning af større udviklings- eller anlægsprojekter i udviklingsstrategien. Disse projekter vil desuden blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse, hvilket på nuværende tidspunkt forventes at ske fra slutningen af 2015 og frem.

Såfremt udviklingsstrategien ikke godkendes eller foreslås ændret af nogle af samarbejdsparterne, vil arbejdsgruppen tilrette strategien og den vil komme til fornyet politisk behandling.

 

 

         Pernille Andersen

                                                                  /Jon Pape

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 17. juni 2013:

Indstillingen blev godkendt.

Til top