Mødedato: 17.05.2006, kl. 16:00

Vedtægtsændringer i KE-aktieselskaberne

Se alle bilag

Vedtægtsændringer i KE-aktieselskaberne

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. maj 2006

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Vedtægtsændringer i KE-aktieselskaberne

 

TMU 315/2006  J.nr. 9.0007/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at vedtægterne for KE-aktieselskaberne ændres som beskrevet i nærværende indstilling på efterfølgende, ekstraordinære generalforsamlinger i selskaberne, og

at Borgerrepræsentationen tiltræder, at kompetencen til, som generalforsamling, at foretage ændringer i moder- og komplementarselskabernes vedtægter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget, når vedtægtsændringerne ikke er af overordnet principiel og økonomisk betydning for kommunen.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2006

Sagen blev udsat

 

RESUME

I forbindelse med forberedelsen af sammenlægningen af Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har advokatfirmaet Norrbom & Vinding gennemgået KE's vedtægter og påpeget, at der er behov for en række ændringer.

 

Holdingstrukturen i KE indebærer, at kommunen kun har direkte indflydelse som generalforsamling i de fire overliggende selskaber, men ikke i datterselskaberne, hvor det er moderselskabernes bestyrelse, der tegner generalforsamlingen. KE's struktur giver således ikke mulighed for, at der foretages den politiske behandling af væsentlige beslutninger i KE, som Borgerrepræsentationen har forudsat skulle finde sted også efter selskabsudskillelsen.

 

I den hidtidige praksis har forvaltningerne, KE og bestyrelserne fulgt Borgerrepræsentationens intentioner herom, men Teknik- og Miljøforvaltningen finder det - i lighed med advokatfirmaet Norrbom & Vinding - påkrævet, at vedtægterne tilrettes med henblik på at sikre formelt og retligt, at Teknik- og Miljøudvalget forelægges de spørgsmål vedrørende datterselskaberne, som det har været BR's hensigt, at udvalget skulle have forelagt. Advokatfirmaet har derfor udarbejdet et forslag til vedtægtsændringer, der bl.a. pålægger bestyrelserne i moderselskaberne at sikre, at der ikke træffes beslutninger i datterselskaberne i centrale spørgsmål for Københavns Kommune, medmindre generalforsamlingen i moderselskabet har godkendt disse.

 

For at bringe overensstemmelse mellem vedtægterne og BR's praksis i forbindelse med konstitueringsaftalen foreslår Teknik- og Miljøudvalget herudover, at det indføjes i vedtægterne, at generalforsamlingen i de overliggende selskaber vælger ikke bare bestyrelsens formand, men også næstformanden.

 

Endelig foreslås en række tekniske ændringer af vedtægterne.

 

Vedtægtsændringerne vil blive gennemført på efterfølgende papirgeneralforsamlinger i selskaberne i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning.

 

Borgerrepræsentationen har med beslutningerne i BR 604/04 og BR 22/06 bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til at udgøre generalforsamlingen i KE, dog sådan, at udvalget skal søge mandat fra BR forud for beslutninger af overordnet principiel og økonomisk betydning for kommunen. Det indstilles, at BR tiltræder, at denne bemyndigelse fremover omfatter også kompetencen til, som generalforsamling, at foretage vedtægtsændringer uden overordnet principiel og økonomisk betydning for kommunen.

 

Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. maj 2006, men blev udsat.


SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med forberedelsen af sammenlægningen af Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen i efteråret 2005 blev den daværende Bygge- og Teknikforvaltning opmærksom på en uoverensstemmelse mellem på den ene side den holdingstruktur for KE, som Borgerrepræsentationen besluttede ved udskillelsen, og på den anden side den tilsigtede kommunale indflydelse på centrale spørgsmål i KE-selskaberne, som Borgerrepræsentationen har lagt til grund for beslutningen om selskabsudskillelsen.

 

KE er organiseret med to komplementarselskaber og to holdingselskaber, hvoraf sidstnævnte står som ejere af de underliggende datterselskaber, jf. vedlagte bilag 1, der viser koncernstrukturen efter salget af elforsyningen.

 

Det fremgår af indstillingen om styring af KE (BR 604/04), som BR godkendte i forbindelse med selskabsudskillelsen, at BR har delegeret Miljø- og Forsyningsudvalget (nu Teknik- og Miljøudvalget, jf. BR 22/2006) til at udgøre generalforsamlingen i selskaberne.

 

Det er i overensstemmelse hermed Teknik- og Miljøudvalget, der udgør generalforsamlingen i de fire overliggende selskaber i KE-koncernen, nemlig KE Forsyning Holding P/S, KE Forsyning Komplementar A/S, KE Varme- og Elforsyning Holding P/S og KE Varme- og Elforsyning Komplementar A/S.

 

I kraft af holdingstrukturen er det imidlertid ikke kommunen, men de kommunalt ejede moderselskaber KE Forsyning Holding P/S og KE Varme- og Elforsyning Holding P/S, der er aktionær på generalforsamlingerne i datterselskaberne i KE (netselskaberne og udførerselskabet). Det er bestyrelsen i moderselskaberne, der tegner selskabet og kan stemme på disse generalforsamlinger.

 

Der er således uoverensstemmelse mellem de beslutninger vedrørende KE, som Teknik- og Miljøudvalget formelt skal træffe, og de beslutninger, som Borgerrepræsentationen har lagt til grund, at Teknik- og Miljøudvalget skal træffe. Således sikrer de nuværende vedtægtsbestemmelser om, at f.eks. KE Varme A/S' takster skal forelægges generalforsamlingen, ikke en politisk behandling af taksterne, idet det selskabsretligt vil være bestyrelsen for KE Varme og Elforsyning Holding P/S, der på en generalforsamling skal have forelagt datterselskabets takster.

 

Det skal understreges, at forvaltningerne, KE og bestyrelserne for moderselskaberne i den hidtidige praksis har fulgt intentionerne bag Borgerrepræsentationens beslutning, og at f.eks. KE Varmes takstforslag derfor har fået den forudsatte politiske behandling i udvalget.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen finder imidlertid - i lighed med advokatfirmaet Norrbom & Vinding, som har foretaget en gennemgang af KE's vedtægter - at det er påkrævet at bringe overensstemmelse mellem KE's formelle holdingstruktur og Borgerrepræsentationens beslutninger om styringen af KE.

 

Med henblik herpå har Norrbom & Vinding i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningens sekretariat og KE udarbejdet et forslag til vedtægtsændring for moder- og komplementarselskaberne i KE, jf. vedlagte notat fra Norrbom & Vinding, bilag 2.

 

Forslaget pålægger bestyrelserne i moderselskaberne at sikre, at der i datterselskaberne ikke træffes dispositioner i centrale spørgsmål af politisk eller økonomisk betydning for Københavns Kommune, medmindre generalforsamlingen i moderselskabet, der som nævnt udgøres af Teknik- og Miljøudvalget, har godkendt disse.

 

Forslaget indebærer konkret, at der i § 4 om selskabets bestyrelse og direktion i de to holdingselskaber indføjes en bestemmelse med følgende ordlyd:

 

"4.X. Bestyrelsen skal sikre, at der i selskabets datterselskaber ikke træffes dispositioner om nedenstående forhold, medmindre generalforsamlingen i [det relevante moderselskab] har godkendt sådanne:

 

  1. valg af generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer i KE A/S samt udpegning af formand og næstformand i KE A/S
  2. salg af hele eller væsentlige dele af selskabets virksomhed, herunder af kapitalandele i datterselskaber eller lignende
  3. indgåelse af længerevarende og væsentlige strategiske alliancer eller andre permanente strategiske samarbejder med ikke-koncernforbundne virksomheder
  4. optagelse af nye medejere, herunder i datterselskaber
  5. udlodning af udbytte
  6. fastsættelse af forsyningstakster og betalingsterminer"

 

Det pålægges på denne måde bestyrelsen i de to moderselskaber ved fastsættelse af vedtægtsbestemmelser i datterselskaberne eller instruktion til bestyrelserne i datterselskaberne at sørge for, at ovennævnte dispositioner forinden er blevet godkendt på en generalforsamling i moderselskaberne.

 

I forhold til de oprindelige bestemmelser i netselskabernes vedtægter om forhold, som særligt skulle forelægges generalforsamlingen, indebærer forslaget følgende:

 

-         moderselskabets generalforsamling beslutter fortsat sammensætningen af bestyrelserne i KE A/S,

-         moderselskabets generalforsamling involveres kun, hvis der foreslås udlodning af udbytte fra datterselskaberne. Som hidtil sker overførsel af over- eller underskud i datterselskaber uden en særskilt generalforsamlingsbeslutning i moderselskabet

-         fastsættelse af leveringsbestemmelser udgår som et generalforsamlingsanliggende, dels fordi leveringsbestemmelserne er et overvejende driftsteknisk anliggende, og dels fordi leveringsbestemmelserne i forvejen er omfattet af en myndighedsgodkendelse fra Teknik- og Miljøudvalgets og Energitilsynets side. Den eneste undtagelse foreslås at være eventuelle ændringer i betalingsterminer (f.eks. ændringer af bestemmelser om forudbetaling), der fastsættes i selskabernes leveringsbestemmelser, men som kan have væsentlig betydning for kunderne, og som derfor foreslås bibeholdt som et generalforsamlingsanliggende i moderselskabet.

-         kontrakter mellem virksomheden og kommunen om virksomhedens drift udgår som generalforsamlingsanliggende, idet kommunen som kontraktspart i sagens natur i forvejen har lejlighed til at foretage den fornødne politiske behandling af kontrakten.

 

Forslaget indebærer endvidere, at der foreslås en ændret og forenklet formulering af § 3.2 i vedtægterne for de fire overliggende selskaber, nemlig:

 

"3.2               Generalforsamlingen skal godkende følgende dispositioner:

 

  1. salg af hele eller væsentlige dele af selskabets virksomhed, herunder kapitalandele i datterselskaber eller lignende
  2. indgåelse af længerevarende og væsentlige strategiske alliancer eller andre permanente strategiske samarbejder med ikke koncernforbundne virksomheder
  3. optagelse af nye medejere, herunder i datterselskaber
  4. overordnede beslutninger om virksomhedens strategiske udvikling, herunder fastsættelse af ejermål
  5. etablering af nye datterselskaber".

 

I forhold til den nuværende formulering af bestemmelsen indebærer forslaget følgende ændringer

 

-         kravet om sådanne dispositioners forelæggelse for generalforsamlingen forud for bestyrelsens vedtagelse ændres til et egentligt krav om generalforsamlingens godkendelse,

-         disponering af overskud udgår af bestemmelsen, da det i forvejen følger af aktieselskabsloven, at dette er et generalforsamlingsanliggende,

-         kontrakter mellem virksomheden og kommunen udgår, lige som det er tilfældet for datterselskabernes vedkommende, jf. ovenfor og

-         der indføjes et krav om generalforsamlingsgodkendelse af etablering af nye datterselskaber.

 

Forslaget indebærer endelig, at punkt 4.10 – 4.14 og 8.1 i holdingselskabernes vedtægter rettes til således, at de gældende forpligtelser til f.eks. at sørge for,

-         at  Teknik- og Miljøudvalget modtager relevant information, der offentliggøres af selskabet,

-         at holde Teknik- og Miljøudvalget orienteret om forhold af væsentlig økonomisk eller politisk betydning,

-         at forelægge Teknik- og Miljøudvalget selskabets budgetter til orientering, og

-         at selskabet følger den til enhver tid gældende "Miljøpolitik for København"

fremover omfatter både holdingselskabet og datterselskaberne.

 

De ovennævnte vedtægtsændringer gennemføres i al væsentlighed med henblik på at sikre formelt og retligt, at Teknik- og Miljøudvalget også fremover forelægges de spørgsmål vedrørende datterselskaberne til beslutning, som det ved selskabsudskillelsen har været BR's hensigt, at Teknik- og Miljøudvalget skulle have forelagt.

 

KE har herudover foreslået en række tekniske ændringsforslag, der vurderes at være ukontroversielle, jf. bilag 3.

 

 Det drejer sig om

-         en navneændring for de to selskaber, der efter salget af elforsyningen til DONG ikke længere står som ejer af elforsyningen, således at "Varme- og Elforsyning" i selskabernes navne ændres til "Varmeforsyning"

-         en ændring af holdingselskabernes formålsbestemmelser fra "at besidde ejerandele i selskaber, der udøver forsyningsvirksomhed eller anden virksomhed, som er accessorisk til forsyningsvirksomhed" til "at besidde ejerandele i selskaber, der udøver forsyningsvirksomhed samt hermed beslægtet virksomhed", der f.eks. vil gøre det muligt for holdingselskabet at indtræde som lejer af KE's domicil i Vejlandshuset i stedet for KE A/S, og

-         en ændring af bestemmelsen om vederlaget til komplementarselskaberne, således at vederlaget ud over forrentning af kapitalen i selskabet giver selskabet dækning for de faktiske udgifter til bl.a. revision.

 

KE har endelig foreslået, at kommunen overvejer at indføje i vedtægterne, at generalforsamlingen i moderselskaberne og komplementarselskaberne vælger ikke bare bestyrelsens formand som i dag, men også næstformanden. Herved vil vedtægterne afspejle Borgerrepræsentationens praksis, jf. konstitueringsaftalen. Teknik- og Miljøforvaltningen er enig i behovet for, at der bri nges overensstemmelse mellem Borgerrepræsentationens praksis og KE's vedtægter, og indstiller, at vedtægterne ændres som beskrevet.

 

Et samlet overblik over de foreslåede vedtægtsændringer er givet i det vedlagte bilag 4, der eventuelt kan sammenholdes med bilag 5, de eksisterende vedtægter for KE Forsyning Holding P/S og bilag 6, de eksisterende vedtægter for KE Vand A/S.

 

I kraft af KE's holdingstruktur, hvor det er de to holdingselskaber, som er aktionær på generalforsamlingerne i datterselskaberne, vil vedtægterne i net- og udførerselskaberne fremover kunne ændres på foranledning af KE's bestyrelse. De ovennævnte ændringer af moderselskabernes vedtægter indebærer imidlertid, at KE's bestyrelse fortsat er bundet af de principper om politisk indflydelse på virksomheden, som Borgerrepræsentationen oprindeligt lagde til grund ved selskabsudskillelsen, men at bestyrelsen har frie hænder til at fastlægge, hvorledes disse principper søges ført ud i livet.

 

Det nuværende krav i netselskabernes vedtægter om f.eks. en egentlig generalforsamlingsbehandling af takstforslag vil således kunne fjernes. En sådan behandling på en generalforsamling kunne alene have til formål at tage den generalforsamlingsbeslutning i moderselskabet om taksterne i netselskabet, som Teknik- og Miljøudvalget havde truffet umiddelbart forinden, til efterretning, og er derfor overflødig.

 

Fremtidige vedtægtsændringer

 

I forbindelse med udskillelsen af selskaberne godkendte Borgerrepræsentationen bl.a. selskabernes juridiske struktur, principper for udpegning af bestyrelser, vedtægterne for selskaberne samt selskabernes revisor og besluttede endelig, at Miljø- og Forsyningsudvalget (nu Teknik- og Miljøudvalget) med denne beslutning (BR 604/04) delegeredes til at være generalforsamling for selskaberne. Generalforsamlingskompetencen er - som nævnt indledningsvis – delegeret til udvalget med indstilling til Borgerrepræsentationen "i sager af overordnet principiel og økonomisk betydning".

 

Beslutningen indebærer således, at Teknik- og Miljøudvalget i sager med overordnet principiel og økonomisk betydning skal søge sit mandat bekræftet i Borgerrepræsentationen, inden udvalget udøver sin generalforsamlingskompetence. Sidste gang, udvalget på denne måde havde anledning til at søge sit mandat bekræftet, var forud for beslutningen om fastsættelse af taksterne for vand og afløb for 2006 (BR 753/05), hvor bestyrelsen havde indstillet ganske betydelige takststigninger med henblik på at sikre kommunens værdier i selskaberne (mens det omvendt blev vurderet, at fastsættelsen af taksterne for el, varme og gas kunne ske inden for rammerne af Borgerrepræsentationens delegation af generalforsamlingskompetencen, jf. BR 604/04).

 

Det fremgår ikke af den nævnte, oprindelige indstilling om styringen af KE, hvorvidt bemyndigelsen til Teknik- og Miljøudvalget til at tegne generalforsamlingen omfatter også bemyndigelsen til, som generalforsamling, at foretage mindre vedtægtsændringer, som ikke har overordnet principiel og økonomisk betydning for kommunen.

 

Selv om beføjelsen til at ændre et selskabs vedtægter selskabsretligt er tillagt generalforsamlingen, og selv om mange af de foreslåede vedtægtsændringer er af teknisk karakter, forelægges det samlede forslag til vedtægtsændringer derfor Borgerrepræsentationen.

 

For at undgå fremtidig tvivl om Teknik- og Miljøudvalgets kompetence som generalforsamling foreslås det, at Borgerrepræsentationen samtidig tiltræder, at Teknik- og Miljøudvalget er delegeret til, som generalforsamling, at foretage ændringer i selskabernes vedtægter, når disse ændringer ikke har overordnet principiel og økonomisk betydning for kommunen, altså med samme afgrænsning af udvalgets mandat i generalforsamlingsspørgsmål, som er gældende i alle andre beslutninger vedrørende KE-selskaberne.

 

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

Høring

Forslagene til vedtægtsændringer har været drøftet med Økonomiforvaltningens Selskabsenhed

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: oversigt over KE's koncernstruktur,

Bilag 2: notat fra Norrbom & Vinding om Teknik- og Miljøudvalgets opgaver i relation til KE-selskaberne

Bilag 3: oversigt over KE's forslag til tekniske ændringer i KE-selskabernes vedtægter

Bilag 4: samlet overblik over de foreslåede vedtægtsændringer

Bilag 5: eksisterende vedtægter for KE Forsyning Holding P/S

Bilag 6: eksisterende vedtægter for KE Vand A/S.

 

Udsendt med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. maj 2006

 

 

 

Mette Lis Andersen


 

Bilag

Til top