Mødedato: 17.01.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Yderligere garanti for lån til renovering af almene boliger, Boligforeningen AAB, afd. 111, Ulvefodvej, Amager Vest

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til yderligere kommunal garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation AAB, afd. 111, beliggende Ulvefodvej i Amager Vest.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at kommunen stiller yderligere garanti for realkreditlån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation AAB, afd. 111. Kommunen skal garantere for 100 % af et lån på 78,9 mio. kr. Landsbyggefonden har stillet regaranti for halvdelen af et eventuelt tab på lånene.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning om garantistillelse fra et realkreditinstitut.

Borgerrepræsentationen har den 12. december 2013 godkendt et alment renoveringsprojekt på Ulvefodvej, 2300 København S med kommunal garantistillelse på op til 292,2 mio. kr. for lån til arbejderne, og har samtidig bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til efterfølgende at godkende den konkrete garantistillelse.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 20. april 2020 at garantere for 48,95 % (97,7 mio. kr.) af et lån på 199,6 mio. kr. med regaranti fra Landsbyggefonden. Projektet er sidenhen blevet fordyret. Fordyrelsen skyldes blandt andet projekteringsfejl, konstatering af miljøfarlige kemikalier og et større omfang skimmelinficerede bygningsdele. Følgerne heraf har betydet ekstraomkostninger og mere end en fordobling af byggetiden.

Kommunal garantistillelse
Når kommunen garanterer for et realkreditlån, sikres det, at boligorganisationen kan optage lån i et realkreditinstitut til forskel fra et banklån. Det er herudover en forudsætning for Landsbyggefondens støtte til renoveringen, at kommunen stiller garanti for lånet. Yderligere oplysninger om lovgrundlaget for garantistillelse er beskrevet i bilag 2.

Løsning

Landsbyggefonden har i forbindelse med fordyrelsen af projektet godkendt at yde støtte til et yderligere lån på 78,9 mio. kr., hvilket betyder, at den samlede kommunale garanti til renoveringsprojektet udgøre 176,6 mio. kr. Lånet kræver 100 % kommunal garanti med regaranti fra Landsbyggefonden.

Huslejen stiger ikke yderligere da afdelingen finansierer fordyrelsen gennem primært støttede lån fra Landsbyggefonden.

Renoveringsarbejderne er gennemført. Oplysninger om garantistillelsen fremgår af nedenstående skema.

Lånestørrelse

Kommunal garanti*

Regaranti fra Landsbyggefonden**

Kommunal nettogaranti

78.923.000 kr.

100 %

50 %

39.461.500 kr.

I alt 78.923.000 kr.

 

 

39.461.500 kr.

*Det er en forudsætning for Landsbyggefondens ydelsesstøtte, at kommunen garanterer for lånene. Den kommunale garanti omfatter den del af lånet, som på tidspunktet for lånets optagelse har pantsikkerhed ud over 60 % af ejendommens værdi.

**Landsbyggefonden regaranterer halvdelen af kommunens garanti, jf. almenboliglovens § 91.

Adresse

Ulvefodvej 1-7 og 2-8, Følfodvej 20-26, Bjørneklovej 1-7 og 2-8, 2300 København S

Lån, kr.

78.923.000 kr.

Garanti pct.

100 %

Kommunens hæftelse i kr.

78.923.000 kr., heraf regaranti fra LBF for 39.461.500 kr.

Låntager

AAB, afdeling 111.

Långiver

Realkredit Danmark

Beslutningsdato

12. december 2013

Antal boliger

240 (før renoveringen) og 219 (fremadrettet) almene familieboliger

Sagstype

Renovering. Byggeprojekt der samlet set omhandler opretnings-, miljø, sammenlægnings, tilgængeligheds-, samt vedligeholdelsesarbejder.

Økonomi

Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelsen, sendes erklæringen om kommunegaranti til underskrift hos teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres den til realkreditinstituttet.

 

                                       Søren Wille

                                                                            / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. januar 2022

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top