Ansøgninger om lån af tilskudsdeklarationsmidlerne til A/B Amagerbro, afd. Uplandsgade, Amager Øst
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til ansøgning om lån fra tilskudsdeklarationsmidlerne. Borgerrepræsentationen skal grundet kommunens bevillingsregler tage stilling til, om kommunen skal bevilge midlerne. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at ansøgning vil kunne imødekommes, da anvendelsen af midlerne er i overensstemmelse med deklarationsmidlernes oprindelige formål.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at udlåne 12,6 mio. kr. af tilskudsdeklarationsmidlerne til A/B Amagerbro, afd. Uplandsgade.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der afsættes en bevilling til udbetalingen af lånebeløbet på i alt 12,6 mio. kr. til A/B Amagerbro, Uplandsgade på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter. Bevillingen finansieres af de til formålet reserverede midler i kommunens kasse, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget ansøgning fra den private Andelsboligforening A/B Amagerbro, Uplandsgade om et rentefrit lån af tilskudsdeklarationsmidlerne. Ejendommen har som vilkår for støtte ved opførelsen i starten af 1920erne fået pålagt tilskudsdeklarationer, der sikrer, at andelsværdierne holdes nede.
Lånet skal anvendes til at finansiere nødvendige arbejder i forbindelse med et større VVS-projekt, hvor foreningens stigestrenge og faldstammer skal udskiftes. Lånet vil bidrage til, at boligafgiften ikke kommer til at overstige de nuværende andelshaveres betalingsevne.
Borgerrepræsentationen har den 27. august 1998 delegeret til Teknik- og Miljøudvalget at træffe beslutninger om anvendelse af tilskudsdeklarationsmidlerne. Kommunens opdaterede bevillingsregler, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 22. november 2019, indebærer, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til det bevillingstekniske i, at midlerne udbetales fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter jf. økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalget drøftede den 6. maj 2024 den generelle anvendelse af tilskudsdeklarationsmidler. Nærværende ansøgning vil kunne imødekommes efter gældende praksis, idet støtten kan kategoriseres som 'boligfilantropi eller lignende’, som er deklarationsmidlernes oprindelige formål jf. bilag 2.
Løsning
Tilskudsdeklarationsejendommene har mulighed for at frikøbe sig fra tilskudsdeklarationen, hvilket giver kommunen et provenu, der ifølge lovgivningen skal øremærkes boligkulturelle formål til at fremme ny boligproduktion, boligfilantropi eller lignende jf. bilag 2.
En del af disse tilskudsdeklarationsmidler anvendes til finansiering af vedligeholdelse og forbedring af andre tilskudsdeklarationsejendomme, så de fortsat kan opfylde deres oprindelige formål; at stille billige og gode boliger til rådighed for den mindre bemidlede del af befolkningen.
Lån af
tilskudsdeklarationsmidler er normalt rentefrie, når der er tale om støtte til
vedligeholdelse eller etablering, hvorimod der normalt kræves renter, når der
er tale om egentlige forbedringer.
Ansøgning fra andelsforening, der er
pålagt en tilskudsdeklaration
Forvaltningen har modtaget en ansøgning fra A/B Amagerbro, Uplandsgade om rentefrie lån til
finansiering af nødvendige arbejder i forbindelse med et større
renoveringsprojekt jf. bilag 3. De konkrete arbejder på ejendommene, som der
ansøges om, er beskrevet i bilag 4. Det foreslås at yde lån, der dækker 1/3 af
de budgetterede udgifter, hvilket svarer til 12,6 mio. kr. Da der hovedsageligt
er tale om vedligeholdelsesarbejder, foreslås lånene ydet rentefrit. Teknik- og
Miljøforvaltningen vurderer, at anvendelsen af midlerne er i overensstemmelse
med formålet jf. bilag 2.
Borgerrepræsentationen har tidligere bevilliget lån af tilskudsdeklarationsmidlerne til finansieringen af 1/3 af arbejder på fire tilskudsdeklarationsejendommes klimaskærm (tag, ydervægge, vinduer og døre) jf. bilag 5.
I forbindelse med denne lånebehandling stiller Teknik- og Miljøforvaltningen de relevante betingelser vedrørende arbejdernes udførelse, udbud, arbejds- og sociale klausuler som lånevilkår.
Politisk
handlerum
Det kan besluttes at afvise indstillingen om lån fra
tilskudsdeklarationsmidlerne til andelsboligforeningen.
Økonomi
De udisponerede tilskudsdeklarationsmidler er placeret under Økonomiudvalgets bevilling Finansposter (kommunekassen) og er øremærket til de i deklarationerne angivne boligsociale formål. Den budgetmæssige dækning findes ved, at der afsættes en bevilling til udbetalingen af lånebeløbet på i alt 12,6 mio. kr. til A/B Amagerbro, Uplandsgade på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter. Bevillingen finansieres af de til formålet reserverede midler i kommunens kasse, hvor udbetalingen foretages fra.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Indtægt
(I)/ |
*Beløb
i (2025 p/l) |
Varig? |
2025 |
|||||
1 |
TMU |
Finansposter |
U |
12.569 |
Nej |
1 og 2 |
ØU |
Finansposter (kassen) |
U |
- 12.569 |
Nej |
I alt |
- |
- |
- |
0 |
- |
Lånet ydes rentefrit over 30 år med 10 års indledende afdragsfrihed. Som vilkår for lånene vil Teknik-og Miljøforvaltningen kræve, at der udstedes pantebreve i ejendommen, at ejendommen har drifts- og vedligeholdelsesplaner, at der henlægges til vedligeholdelse i overensstemmelse med planen samt, at lånene skal indfries eller forrentes, hvis ejendommen frikøber sig fra deklarationen.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udbetale lånet, når betingelserne herfor er opfyldt.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. december 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti støtter indstillingen, men ser fremadrettet meget gerne, at der i forbindelse med udmøntning af midler fra tilskuds-deklarationsmidlerne anvendes midler på samfundets mest udsatte via støtte til skæve boliger.”