Mødedato: 16.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af delegation til at sende lokalplanforslag i offentlig høring

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om delegationen til Teknik- og Miljøudvalget til at sende lokalplanforslag i offentlig høring skal erstattes af en ny delegation. Ændringen vil muliggøre, at Teknik- og Miljøudvalget kan delegere videre til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationens beslutning af 30. november 2017 om delegation af kompetencen til at sende lokalplanforslag i offentlig høring ændres, så Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at videredelegere kompetencen til Teknik- og Miljøforvaltningen til at sende lokalplanforslag – der ikke kræver tillæg til kommuneplanen, udbygningsaftale eller er principielle - i offentlig høring, hvis der er tale om forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2).

Problemstilling

Den nuværende delegation fra Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget til at sende lokalplanforslag i offentlig høring giver ikke Teknik- og Miljøudvalget eksplicit mulighed for at videredelegere kompetencen til at sende lokalplanforslag i offentlig høring til forvaltningen. Med henblik på at forkorte lokalplanprocessen indstilles det, at den nuværende delegation ændres, så Teknik-og Miljøudvalget kan videredelegere kompetencen til forvaltningen, hvis udvalget ønsker det.

Delegation fra Teknik- og Miljøudvalget til Teknik- og Miljøforvaltningen forudsætter en selvstændig beslutning i Teknik- og Miljøudvalget. Indstilling herom vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget efter behandlingen af denne sag i Borgerrepræsentationen.

Løsning

For at sikre en kortere lokalplanproces indstiller forvaltningen, at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at videredelegere til Teknik og Miljøforvaltningen, så forvaltningen kan sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring, medmindre lokalplanforslaget kræver tillæg til kommuneplanen, udbygningsaftale eller sagen er principiel. Denne indstilling er i forlængelse af øvrige indstillinger vedr. effektivisering af lokalplanprocessen (bilag 1), herunder

  • ”Forenkling og systematisering af lokalplaner”, som vedrører indholdet i lokalplanerne, blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget den 21. august 2017.
  • ”Principper for høringer og retningslinjer for lokalplandispensationer”, som bl.a. vedrører implementering af planlovens muligheder for forkortet høringsperiode, blev behandlet i Borgerrepræsentationen den 21. september 2017.
  • Principper for, hvornår der udarbejdes startredegørelse for lokalplaner og faktaark, som blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget den 9. oktober 2017.

Indstillingerne er udtryk for, at forvaltningen til stadighed arbejder på at forenkle og forkorte lokalplanprocesserne. Det er derfor naturligt også at se på forenkling i forhold til de politiske processer. Det kan oplyses, at forvaltningen i øjeblikket forbereder overgangen til digitale lokalplaner sammen med det firma, der har vundet udbuddet. Det forventes, at digitale lokalplaner er implementeret i slutningen af 2020.

Delegation
Planloven giver mulighed for at delegere vedtagelsen af forslag til lokalplaner til både fagudvalg og forvaltning.  

Borgerrepræsentationen besluttede den 12. november 2015 at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at sende forslag til lokalplaner i offentlig høring på nær forslag, som kræver tillæg til kommuneplanen, er af principiel karakter, herunder udbygningsaftaler, eller når kommunen er bygherre eller grundejer. Borgerrepræsentationen besluttede den 30. november 2017, at delegationen også omfatter byggerier, hvor kommunen er bygherre eller grundejer.

Forslag
Forslaget om delegation vedrører kun kompetencen til at sende lokalplanforslag i høring. Teknik- og Miljøudvalgets mulighed for at videredelegere til forvaltningen vedrører kun enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2). Den endelige vedtagelse af lokalplanforslag vil fortsat ske i Borgerrepræsentationen med forudgående udvalgsbehandling i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Enkle (kategori 1) og ukomplekse lokalplansager (kategori 2)

Kategori 1 lokalplaner er de mest enkle sager. Der er ofte tale om tillæg til gældende lokalplaner og vedrører fx anvendelsesændringer.  Eksempler på nyere kategori 1 sager er lokalplanerne for Snorresgade, Rovsingsgade og Toftebakkevej, som alle tre omhandler mindre anvendelsesændringer.

Kategori 2 sager er ukomplekse lokalplansager fx mindre lokalplaner, der skal muliggøre et mindre omfattende projekt. Eksempler på nyere kategori 2 sager er lokalplan for Lindholmsvej 18 og lokalplan Blushøjvej II.

Frem til midten af november 2019 var der fire kategori 1 og 22 kategori 2 sager ud af 33 igangværende og afsluttede sager i 2019. 

Principper for delegation
Delegation kan til enhver tid tilbagekaldes, og delegationerne skal fornyes efter hvert valg til Borgerrepræsentationen.

Forvaltningen vil fortsat orientere Teknik- og Miljøudvalget om opstart af nye lokalplansager, herunder sager der delegeres. Dette sker ved et notat, der lægges på TMU-portalen. Medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget vil på baggrund af notatet kunne bede om, at et forslag til enkel eller ukompleks lokalplan forelægges udvalget inden offentlig høring.

Konsekvenser
Forvaltningens forslag om yderligere delegation betyder, at en række enkle og ukomplekse lokalplansager først vil blive behandlet politisk ved den endelige vedtagelse. En konsekvens heraf kan være, at lokalplanforslag først ved den endelige vedtagelse bliver sendt tilbage til forvaltningen. Forvaltningen har set på, hvor ofte sager er blevet sendt tilbage til forvaltningen.

I 2018 var der 35 indstillinger vedr. lokalplanforslag (alle kategorier), heraf har Teknik- og Miljøudvalget sendt to sager tilbage til forvaltningen. Det drejer sig om forslag til lokalplan Laksegade Øst og tillæg 4 til lokalplan Holmen II – ingen at disse ville være omfattet af delegation, da de havde tillæg til kommuneplanen.

Hvis Teknik- og Miljøudvalget bemyndiger forvaltningen til at sende lokalplaner i offentlig høring, vil bygherrerne opleve en kortere lokalplanproces. Der spares procestid svarende til ca. 35 dage pr. sag. Det kan betyde kortere ventetid inden opstart af nye lokalplaner. 

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har meddelt delegation til Teknik- og Miljøudvalget på ny, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en indstilling til Teknik- og Miljøudvalget vedrørende delegation til forvaltningen. Indstillingen vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget primo 2020.

 

                                        Søren Wille

                                                            /Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. december 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top