Mødedato: 16.12.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ansøgning til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om områdefornyelse i Kgs. Enghave

Se alle bilag

Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at ansøge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om to nye områdefornyelser i Kgs. Enghave i henholdsvis Karens Minde Kvarteret og Bavnehøjkvarteret.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen sender to ansøgninger om reservation af udgiftsramme til områdefornyelse i henholdsvis Karens Minde Kvarteret og Bavnehøjkvarteret i Kgs. Enghave i 2014
  2. at ansøgningen sendes med forbehold for kommunal medfinansiering.

Problemstilling

I budget 2014 besluttede parterne Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti: ”… at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der frem mod forhandlingerne om budget 2015 skal kvalificere det videre arbejde for et sammenhængende Sydhavn og partnerskaber mellem relevante aktører i området.

Et bidrag til denne indsats kan være en statslig støttet områdefornyelsesindsats i Kgs. Enghave. Muligheden for at etablere en områdefornyelse forudsætter dog, at kommunen inden den 7. januar 2014 leverer en ansøgning til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om reservation af den statslige ramme. Der tages i ansøgningen til staten forbehold for den kommunale medfinansiering, hvorefter kommunen ikke er forpligtiget til at anvende statens eventuelle reservation.

Det bemærkes, at Københavns Kommune i Hovedaftalen med Boligselskabernes Landsforenings 1. kreds forpligter sig på at igangsætte 1-2 områdefornyelser i udsatte byområder årligt.

Løsning

Områdefornyelser er helhedsorienterede indsatser, der gennem en femårig tilstedeværelse med sociale og fysiske indsatser og på baggrund af en kvarter- og investeringsplan sætter gang i en positiv udvikling. Områdefornyelserne løser tværsektorielle udfordringer ved at sætte fokus på områdets potentialer og inddrage lokale ressourcer.

Kgs. Enghave ligger på grund af nogle stærkt trafikerede veje isoleret fra resten af byen og har et stort behov for forbindelser til den øvrige by og attraktioner, som kan skabe en udveksling på tværs til de nye byudviklingsområder i Sydhavnen.

Kvarterene omkring Karens Minde og Bavnehøj er præget af en social ubalance. Boligerne er små, nedslidte og utidssvarende og med et stort behov for en energi- og klimasikring. Omring 60 pct. af husstandene i kvartererne består af enlige uden børn, hvilket er 13 procentpoint over gennemsnittet for København.

Der lægges i ansøgningen til Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter op til, at områdefornyelserne skal bevare de respektive kvarterers fysiske egenart og samtidig understøtte den sociale balance og fremtidige bæredygtighed.

Se i øvrigt bilag 1 for udvælgelsesgrundlaget for områdefornyelse i Karens Minde Kvarteret og Bavnehøjkvarteret.

Afgrænsning

Karens Minde Kvarteret er afgrænset mod nord og sydvest af jernbanearealerne og mød øst af blandt andet Gustav Bangs Gade, Mozarts Plads og Thomas Koppels Allé.

Bavnehøj Kvarteret er afgrænset af den meget trafikerede Enghavevej og jernbanearealerne mod øst og syd. Mod vest afgrænser Vestre Kirkegård kvarteret. Mod nord afgrænses området af Vestre Fængsel.

Se også kort i bilag 1.

Temaer i indsatsen i Karens Minde Kvarteret, områdefornyelse 1

  • Sikre fysiske og sociale sammenhænge på tværs af kvarteret med fokus på grønne akser og passager
  • Styrke kultur- og fritidslivets attraktivitet med udgangspunkt i området omkring Karens Minde Kulturhus med fokus på at øge livskvaliteten for bydelens relativt mange enlige, ældre og socialt udsatte
  • Sikre en mere balanceret beboersammensætning med flere børnefamilier gennem lejlighedssammenlægninger
  • Øge trygheden og herlighedsværdien i parken omkring Karens Minde ned mod Tippen
  • Opgradere den nedslidte og utidssvarende bygningsmasse med et stort behov for energi- og klimasikring

 

Temaer i indsatsen i Bavnehøj Kvarteret, områdefornyelse 2

  • Sikre fysiske og sociale sammenhænge på tværs af kvarteret med fokus på grønne akser og passager
  • Styrke muligheden for bevægelse og foreningsliv i kvarteret med udgangspunkt i Bavnehøj Skole, idrætsanlægget og Street Mekka
  • Sikre en mere balanceret beboersammensætning med flere børnefamilier gennem lejlighedssammenlægninger
  • Etablere flere offentlige mødesteder, der skal skabe mere byliv, mere tryghed og mindre ensomhed
  • Opgradere den nedslidte og utidssvarende bygningsmasse med et stort behov for energi- og klimasikring

Økonomi

I ansøgningen til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter søger Københavns Kommune om to gange 10 mio. kr. statslig medfinansiering til en etablering af områdefornyelser til en samlet sum på 60 mio. kr. Støtten søges med forbehold for, at Københavns Kommune tilvejebringer medfinansiering på de resterende 2/3 svarende til 40 mio. kr. Kommunen er herefter ikke forpligtiget til at anvende statens eventuelle reservation.

Videre proces

Hvis der opnås tilsagn fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om reservation af udgiftsramme til to områdefornyelser i Kgs. Enghave, vil Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægge forslag til finansiering af eventuel kommunal medfinansiering i forbindelse med budgetforhandlingerne for budget 2015.

         Pernille Andersen

                                                                  /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 16. december 2013
Indstillingen blev godkendt.
Til top