Mødedato: 16.12.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Sikre skoleveje Amagerpakken, Irlandsvej, projektforslag

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til etablering af sikre skoleveje på Irlandsvej på Amager som følge af det tekniske ændringsforslag vedtaget på udvalgsmødet den 9. september 2013.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. At det vedlagte projektforslag for etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger (bilag 1) godkendes,
2. At etablering af parkeringsforbud på Irlandsvej mellem Sundbyvestervej og Vejlands Allé (bilag 2) etableres, såfremt politiet giver samtykke til dette.

Problemstilling

I forbindelse med godkendelse af projektforslag for ”Sikre Skoleveje Amagerpakken” i Teknik- og Miljøudvalget d. 9. september 2013, blev der vedtaget et teknisk ændringsforslag, som betød, at strækningen på Irlandsvej mellem Sundbyvestervej og Vejlands Allé udgik af projektforslaget. Forvaltningens oprindelige projektforslag for strækningen bestod af to elementer; etablering 40 km/t hastighedsbegrænsning og etablering af parkeringsrestriktioner, hvilket vil betyde nedlæggelse af 66 parkeringspladser. Baggrunden for det tekniske ændringsforslag var, at politiet i modstrid med det, der hidtil havde været tilkendegivet i processen, afviste at give samtykke til parkeringsrestriktionerne på strækningen.
Politiet har godkendt etablering af en 40 km/t hastighedszone på strækningen. På den baggrund har forvaltningen iværksat udførelse af de planlagte anlæg i forbindelse med den igangværende entreprise i området. Der er anlagt tre bump samt skiltning på strækningen. Ved en fejl er dette sket inden udvalgets godkendelse, hvorfor projektforslaget her fremlægges til udvalgets godkendelse. For at undgå at skulle fremlægge endnu en indstilling om parkeringsforbud på strækningen, indstilles det samtidig, at udvalget godkender etablering af parkeringsforbud på Irlandsvej mellem Sundbyvestervej og Vejlands Allé, såfremt politiet giver samtykke hertil, jf. samlet projektforslag for "Sikre Skoleveje, Amagerpakken".

Løsning

Formålet med ”Sikre skoleveje Amagerpakken” er at tilpasse skolevejene til omlægningen af skoledistrikterne på Amager i forlængelse af ”4 Skole samarbejdet”.
Det anlagte projekt består af etablering af 40 km/t hastighedszone. Hastighedszonen gælder i øvrigt Irlandsvej som helhed. Projektet, som har politiets samtykke, er i overvejende grad i overensstemmelse med det oprindelige projektforslag. Forskellen er primært, at der etableres en hastighedszone frem for en hastighedsbegrænsning. En hastighedszone adskiller sig fra en hastighedsbegrænsning ved, at hastigheden er vejledende frem for lovpligtig. For at understøtte, at den vejledende hastighed overholdes, etableres der på strækningen mellem Sundbyvestervej og Vejlands Allé 3 bump, og der skiltes ved indkørsel i zonen med en 40 km/t hastighedszone.

Forvaltningen er fortsat i dialog med politiet om etablering af parkeringsrestriktioner på Irlandsvej mellem Sundbyvestervej og Vejlands Allé. Med denne indstilling ønskes også udvalgets godkendelse af, at denne del af projektet anlægges, såfremt det lykkes at opnå politiets samtykke hertil, jf. bilag 2.
Etablering af parkeringsrestriktioner på denne strækning vil betyde nedlæggelse af 66 parkeringspladser. Dette for at sikre, at cyklisterne ikke skal færdes på midten af vejen, som er smal, når de passerer parkerede biler. I forbindelse med fremlæggelsen af indstillingen om ”Sikre skoleveje, Amagerpakken” den 9. september 2013 var der udarbejdet en parkeringsredegørelse for hele projektet. Heraf fremgår det, at der inden projektet på Irlandsvej fra Sundbyvestervej fra Følfodvej er en belægningsprocent på 9,5 % på det mest belastede tidspunkt af døgnet, kl. 17.  Efter gennemførelse af projektet vil belægningsprocenten stige til 100 % kl. 17. Forvaltningen vurderer, med henvisning til at der er lave belægningsprocenter i området generelt, at nedlæggelse af p-pladserne kun vil have marginal indflydelse på parkeringskapaciteten i lokalområdet.

Såfremt det ikke er muligt at opnå politiets godkendelse, vil der ikke blive iværksat yderligere tiltag.

Økonomi

Det samlede budget for sikring af Irlandsvej er 92.000 kr., som indgår i det samlede budget for sikringer i skolernes nærområder på 4,644 mio. kr., jf. indstilling om Sikre skoleveje, Amagerpakken på udvalgets dagsorden den 9. september 2013.

Videre proces

Såfremt det lykkes at opnå politiets samtykke til etablering af parkeringsrestriktioner, forventes disse at kunne etableres til foråret 2014, når det øvrige projekt for ”Sikre skoleveje, Amagerpakken” færdiggøres.

Pernille Andersen                   

                                             /Jens Christian Zøfting-Larsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 16. december 2013

Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 6 udvalgsmedlemmer: B. A, F
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: O, C, I.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Til top