Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 199 ”Damhusåen”, Valby
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 199 ”Damhusåen” sendes i høring. Tillægget vil muliggøre anvendelse til solcelleanlæg.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 199 ”Damhusåen” (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Problemstilling
Ejeren af Damhusåen 10 ønsker at anvende dele af sit areal til solcellepark. Den gældende lokalplan ”Damhusåen” fra 1992 fastlægger området til tekniske anlæg med en række udtømmende specifikationer, herunder bl.a. vindmøller, renseanlæg mv., men ikke solcelleanlæg. Den ønskede anvendelse er således ikke i overensstemmelse med den gældende lokalplan, hvorfor realisering af ønskerne forudsætter et tillæg til lokalplanen.
Løsning
Det er fastlagt i KBH 2025 klimaplanen, at HOFOR Vind skal opstille anlæg for vedvarende energi, og at noget af kapaciteten skal opstilles indenfor kommunens grænser. HOFOR har screenet mulige arealer i Københavns Kommune og peger på Parkstien som det mest oplagte. Der er tale om et sammenhængende område, der i forvejen rummer tekniske anlæg, og hvor der ikke er offentlig adgang.
Det foreslås med tillæg 1 til lokalplan nr. 199 ”Damhusåen”, at anvendelsen i området for tillægget – udover den anvendelse, som er nævnt i lokalplanen – også omfatter etablering af solcelleanlæg.
Den endelige udformning af solcelleanlægget er ikke fastlagt endnu. Det forventes dog, at anlægget vil udgøre op til 9,5 hektar med en effekt på ca. 7 MW. Anlæggets levetid forventes at være ca. 30 år, og solcellerne vil være ikke-reflekterende. Afhængig af hvilken opstillingsmetode der vælges, vil de have en højde på 1-2,5 meter.
Der er ikke udarbejdet faktaark, da der alene er tale om en anvendelsesændring.
Faglig og intern høring
Der er foretaget en faglig og intern høring af forslaget til lokalplantillægget, herunder af Valby Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Valby Lokaludvalg bemærker, at de ser positivt på udbygning af solenergi i bydelen.
Miljøvurdering
Der er i henhold til miljøvurderingsloven udarbejdet en miljørapport. Det er sket, da anvendelsen til solcellepark kan have betydning for rekreative forhold, natur samt jord. Miljørapporten konkluderer, at anlæg af solcelleparken ikke vil påvirke yngle- og rasteområder for arter som fx flagermus og padder, og hverken etableringen eller driften af solcelleanlægget vil have væsentlige negative påvirkninger af de rekreative interesser i og omkring planområdet. Uanset hvilket konkret solcelleprojekt, der etableres, vil de miljømæssige konsekvenser af jordarbejder ikke være væsentlige, forudsat at der foretages jordprøver, og eventuel forurenet jord håndteres korrekt i henhold til retningslinjerne herfor. Miljørapporten er vedlagt som bilag 3 og vil blive sendt i høring sammen med forslaget til lokalplantillægget.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslaget til lokalplantillægget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen forslag til lokalplantillæg og miljørapport i høring i otte uger. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningen udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af forslaget til lokalplantillægget. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2021.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. november 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.