Mødedato: 16.09.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Navngivning af Palæstinas Plads, Nørrebro

Se alle bilag
På baggrund af medlemsforslag om navngivning af en plads på Nørrebro til Palæstinas Plads stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til navngivning af areal på Nørrebro. Forslaget er efterfølgende behandlet i Vejnavnenævnet d. 17. juni 2024, hvor forslaget faldt grundet stemmelighed. Teknik- og Miljøudvalget skal behandle sagen på baggrund af Vejnavnenævnets indstilling.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget ikke imødekommer forslaget om at navngive et unavngivet område på Nørrebro Palæstinas Plads.
  2. at medlemsforslag om navngivning af en plads på Nørrebro til Palæstinas Plads stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet jf. Teknik- og Miljøudvalget den 21. august 2023 hermed er håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Vejnavnenævnet behandlede d. 17. juni 2024 sagen om at navngive et unavngivet område på Nørrebro Palæstinas Plads. Vejnavnenævnet stemte om sagen, og der var stemmelighed med 2 for og 2 imod forlaget.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til sagen om navngive et unavngivet område på Nørrebro Palæstinas Plads. Forslaget skal behandles i Teknik- og Miljøudvalget, da sagen udspringer af et medlemsforslag stillet i Teknik- og Miljøudvalget den 21. august 2023.

Løsning

Området mellem Nørrebrogade og Hillerødgade er et offentligt vejareal, som deler matrikel med bl.a. en del af Nørrebrogade. Området har ikke et eget navn. Der er tale om et smalt, aflangt grønt område, med skaterpark og cafe, hvor gående og cyklende har adgang via en offentlig gang- og cykelstisti, der er forbundet til en større cykelrute (bilag 3).

Der er ikke noget til hinder for at give området et navn enten i form af et plads- eller et parknavn. Hele området mellem Nørrebrogade og Hillerødgade kan navngives undtagen den nordligste del mod Nørrebrogade, der allerede er navngivet Aksel Larsens Plads.

Selve det grønne område mellem Nørrebrogade og Hillerødgade har en enkelt adresse til en café. Da området ikke har et eget navn, er en af cafeens to adresser fastsat til Nørrebrogade 211A. Denne adresse giver adgang til cafeens udeservering i det grønne område. Cafeens hovedadresse er dog Esromgade 15, da den (bil)kørende adgang til cafeen er herfra, hvilket betyder, at cafeen ikke skal skifte adresse, hvis arealet navngives.

Hvis området navngives med et pladsnavn, vil det medføre, at adressen Nørrebrogade 211A skal ændres til det nye pladsnavn. Hvis området navngives med et parknavn, bliver navnet et stednavn og adressen Nørrebrogade 211A forbliver uændret.

Vejnavnenævnet har et princip om som hovedregel at navngive sådan, at et nyt navn passer til et områdes eksisterende navnetema eller ind i områdets historie. Dette princip er dog ikke ufravigeligt, og der er da også eksempler på, at Vejnavnenævnet har afveget denne praksis. Det er således sket før, at man har gennemført en navngivning, uden at der har været en adressemæssig eller orienteringsmæssig årsag til det.

Efter forvaltningens opfattelse vil et selvstændigt navn ikke fremme orienteringen i området, men det vil dog heller ikke forringe mulighederne for at finde rundt.

Vejnavnenævnet vedtog den 30. januar 2023 at reservere navnet Palæstina som et landområde. Navnet kan derfor anvendes til navngivning eventuelt sammen med navne på andre mellemøstlige landområder. Det er muligt at anvende navnet Palæstina som et park- eller pladsnavn til området mellem Hillerødgade og Nørrebrogade, selvom de omkringliggende lokaliteter ikke er navngivet efter mellemøstlige landområder.

Forvaltningen har allerede modtaget indsigelser mod navngivningen (bilag 5).

Politisk handlerum

Der er ingen adressemæssige årsager til at navngive pladsen. Det vil sige, at Teknik- og Miljøudvalget ikke er lovgivningsmæssigt forpligtet til det. Teknik- og Miljøudvalget kan vælge ikke at navngive pladsen eller vælge et andet navn. Eventuel navngivning vil medføre høring af sagens parter.

Forvaltningen har tidligere vurderet yderligere muligheder på navngivning efter Palæstina (bilag 4 og bilag 4a).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har truffet beslutning om at navngive arealet, vil navnet blive sendt i høring hos sagens parter samt det stedlige lokaludvalg. Teknik- og Miljøudvalget skal efter høring have sagen forelagt med henblik på stillingtagen til, om evt. høringssvar måtte give anledning til ændret navneforslag.

 

Line Barfod

Forperson for Vejnavnenævnet

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. september 2024

 

Socialdemokratiet stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som erstatning af 1. og 2. at-punkt:

 

”at Teknik- og Miljøudvalget sender sagen tilbage til Vejnavnenævnet med henblik på, at Vejnavnenævnet forbereder og indstiller alternative navne, for eksempel Frihedens Plads, til det unavngivne område på Nørrebro (bilag 3).”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 4 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A og C

Imod stemte: B, F, Ø og Å

 

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at Teknik- og Miljøudvalget sender forslaget om at navngive et unavngivet område på Nørrebro Palæstinas Plads i lovpligtig høring med henblik på at imødekomme forslaget.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: B, F, Ø og Å

Imod stemte: A og C

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B, F, Ø og Å

Imod stemte: A og C

 

Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det er ikke kommunens rolle at føre udenrigspolitik og det rammer uden for vores almindelige praksis og tradition for, hvordan vi navngiver veje og pladser i kommunen.”

 

Indstillingen blev standset af Det Konservative Folkeparti, jf. kommunestyrelseslovens § 23, og indstillingen indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

Til top