Mødedato: 16.09.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bydelskonkurrence om grønnere fortove og facader

Se alle bilag

På baggrund af medlemsforslag om flisekonkurrence for at begrønne byen yderligere stillet af Enhedslisten, skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til en model for en bydelskonkurrence om begrønning inden for eksisterende kommunale puljer til borgerdrevne begrønningsinitiativer.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,  

  1. at en bydelskonkurrence om begrønning integreres i eksisterende puljer til borgerdrevne begrønningsinitiativer jf. løsningsafsnittet.
  2. at medlemsforslag om flisekonkurrence stillet af Enhedslisten på mødet i Borgerrepræsentationen den 21. september 2023, jf. bilag 2 hermed er håndteret.

Problemstilling

Den 21. september 2023 pålagde Borgerrepræsentationen Teknik- og Miljøforvaltningen – i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen - at udarbejde forslag til en konkurrence mellem bydelene i København om, hvem der kan erstatte flest fliser og andre befæstede arealer, med grønt, og særligt i brokvartererne med mulighed for at plante op ad facaderne (jf. bilag 2). Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at gennemføre en konkurrence mellem de københavnske bydele med afsæt i allerede eksisterende puljer og begrønningskoncepter.

Løsning

Amsterdam har erfaring med konkurrence med henblik at få borgerne til at fjerne befæstning (asfalt og fliser m.v.) for derved at sikre lokal afvanding/nedsivning. Det hollandske projekt tog afsæt i etablering af en i organisation (rainproof.nl) med deltagere fra bl.a. kommune og forsyningsselskaber, der blev understøttet af eksternt eventbureau, kommunikationskampagner, samt afhentning og genanvendelse af optagne fliser i fx produktion af vejbump i samarbejde med lokale genanvendelsesvirksomheder.

Et tilsvarende projekt i København vil kræve særskilt finansiering. Imidlertid har Københavns Kommune allerede flere puljer og vejledninger, der understøtter borgerdreven begrønning af byen, herunder biodiversitetspuljen, bylivsgadepuljen, puljen til etablering af plantehuller med henblik på facadebeplantning samt vejledninger til etablering af gadehaver, beplantning under gadetræer og råden over vejarealer med henblik på bl.a. begrønning.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at man på baggrund af de eksisterende grønne puljer i Teknik- og Miljøforvaltningen vil kunne realisere en væsentlig del af ambitionerne om begrønning ved at bringe konkurrenceelementet i spil i inden for eksisterende tiltag om plantehuller til facadebeplantning. 

I forvaltningens forslag vil omdannelse af belægningen til grønt omfatte det antal huller, der er givet bevilling til i den eksisterende pulje.  Konkurrencen kommer til at fokusere på, hvor meget bydelene får ud af plantehullerne og det æstetiske element ift. den etablerede begrønning o.lign. De konkrete konkurrencekriterier vil blive beskrevet nærmere i et administrationsgrundlag.

På den baggrund foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at:

  • Bydelskonkurrencen tager afsæt i den allerede vedtagne pulje til plantehuller med henblik på facadebeplantning, og at den afvikles i samarbejde med byens lokaludvalg.
  • Deltagere i bydelskonkurrencen får tilbudt at søge puljen til borgerdrevne biodiversitetsprojekter med henblik på plantepakker til udplantning i de etablerede plantehuller.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder administrationsgrundlag for bydelskonkurrencen og et aftalegrundlag mellem forvaltning og puljeansøgere, der bl.a. beskriver, at ansvaret for pasning og vedligeholdelse af planterne påhviler ansøger.

Samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er orienteret og inddrages i udarbejdelsen af rammer for bydelskonkurrencen. Det forventes at lokale institutioner som fx biblioteker inddrages ift. at udbrede kendskab til konkurrencen, ligesom Rådet for Visuel Kunst kan indtænkes i forhold til udvælgelse af vindere af konkurrencen.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering til kommende budgetforhandlinger til en realisering af medlemsforslagets løsning efter den hollandske model. Forvaltningen vurderer, at der skal henvises finansiering på ca. 3 mio. kr. årligt til udbud, organisering af afhentning af belægning (fliser og asfalt), kommunikation og afvikling af konkurrenceelementet, selvstændig administration til organisering af konkurrencen og løbende sagsbehandling fra ansøgerne m.v. Det forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af dette til kommende budgetforhandlinger, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.

Økonomi

Det er forvaltningens vurdering, at bydelskonkurrencen kan gennemføres med en mindre omprioritering inden for rammen af de allerede afsatte puljemidler.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, implementeres forslaget om bydelskonkurrencen med henblik på, at de første plantehuller kan etableres i foråret 2025. I efteråret 2024 vil Teknik- og Miljøudvalget blive forelagt et administrationsgrundlag og aftalegrundlag med puljeansøgere til orientering. Teknik- og Miljøudvalget vil herefter årligt blive orienteret om, hvor mange plantehuller, der er anlagt, og i hvilke bydele.

 

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. september 2024

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti støtter indstillingen, men det er vigtigt for os, at der følges op på de etablerede beplantningshuller, så vi ikke ender i en situation, hvor vi bare ender med nogle grimme mudderhuller, fordi ingen føler ansvar for at vedligeholde plantehullerne. Desuden er det vigtig for os at sikre, at de tiltag, der gennemføres, ikke begrænser fremkommelighed og parkering.”

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ser frem til flisekonkurrencen, men er glade for, at det bliver muligt for alle Københavnere at søge om at få plantehuller til facadegrønt – så også de, der ikke har mulighed for at deltage i flisekonkurrencen, kan få grønne facader.”

Til top