Forslag til oprettelse af flere erhvervsparkeringspladser (udsat sag)
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der etableres i alt 500 nye erhvervsparkeringspladser, herunder 100 nye erhvervsparkeringspladser i betalingsområdet, 200 nye erhvervsparkeringspladser udenfor betalingsområdet og at de 200 eksisterende 1-times parkeringspladser konverteres til erhvervsparkeringspladser.
- at erhvervsparkeringspladserne bliver afmærket, så de mellem kl. 7-17 på hverdage kun kan benyttes af køretøjer med gule plader.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til etablering af erhvervsparkeringspladser og betingelser for at bruge dem.
Forligsparterne bag Overførselssag 2018/19 (BR, 9. maj 2019, A, B, F, C, I, O og V) har vedtaget et initiativ til styrkelse af erhvervslivets mulighed for at finde ledig parkering.
Aftaleteksten har følgende ordlyd: Parterne er enige om, at der er behov for at forbedre mulighederne for erhvervsparkering i København. Parterne afsætter derfor midler til etablering og opmærkning af erhvervsparkeringspladser. Som det fremgik af aftalen om budget 2019, er parterne enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal afdække potentialet for at etablere 500 flere erhvervsparkeringspladser uden at konvertere konventionelle p-pladser. Parterne er endvidere enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen, med inddragelse af Økonomiforvaltningen og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, skal afdække forskellige modeller for at etablere erhvervsparkeringspladser og i forlængelse heraf forelægge Teknik- og Miljøudvalget indstilling herom senest i august 2019, forud for etableringen. Afdækningen vil bl.a. omfatte etablering af erhvervsparkeringspladser indenfor 10- meter zonen og etablering af licensordning, der afgrænser kredsen af relevante erhvervsbiler, herunder håndværkere, læger og hjemmeplejen som led i arbejdets udførelse, der lovligt kan anvende de særlige pladser.
Sagen blev udsat af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 26. august 2019.
Løsning
Parkeringspladser
Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en screening af byens vejarealer med henblik på at etablere nye p-pladser og med fokus på at udnytte ti-meter reglen i vejkryds. Mulighederne for parkering i ubenyttede overkørsler til ejendomme og nedlæggelse af eksisterende parkeringsforbud er også taget i betragtning.
Betalingsområdet er den del af byen, hvor der særligt mangler tilgængelige parkeringspladser. I betalingsområdet er fundet en række lokaliteter, hvor der kan oprettes ekstra parkeringspladser, som er egnet til erhvervsparkering. I kortlægningen af potentielle lokaliteter har forvaltningen lagt vægt på at få pladser på flest mulige adresser, så spredt som muligt, for at skabe så god geografisk dækning af behovet for erhvervsparkeringspladser som muligt.
Arbejdet med at finde egnede steder vil fortsætte indtil ultimo 2020. Forvaltningen forventer, at det er muligt at finde op til 100 nye pladser på egnede steder i betalingsområdet. Derudover vil der kunne findes 400 nye pladser udenfor betalingsområdet.
Der findes allerede 200 1-times parkeringspladser, som kommunen i sin tid oprettede for at imødekomme erhvervslivets parkeringsbehov. På grund af den korte tidsbegrænsning på pladserne, er det er forvaltningens vurdering, at de ikke fungerer hensigtsmæssigt. Derfor foreslår forvaltningen at konvertere disse pladser, så de får samme regler for anvendelse som de nyoprettede erhvervspladser, dvs. på hverdage ml. kl. 7-17 kun kan benyttes af køretøjer med gule plader.
Desuden foreslår forvaltningen, at en del af de nye pladser, som det er muligt at etablere, bliver almindelige parkeringspladser. Uden at der sker en nedgang i antallet af eksisterende p-pladser, åbner det mulighed for at konvertere eksisterende p-pladser til erhvervsparkeringspladser samtidig med, at det skaber mulighed for en bedre geografisk spredning af erhvervslivets parkeringsmuligheder.
Med busomlægningen Nyt Bynet, der sker i forbindelse med åbning af Cityringen, bliver der plads til en række p-pladser, på de tidligere busstoppesteder. Nogle af disse pladser kan blive erhvervsparkeringspladser.
Et alternativ til ovennævnte model er ikke at konvertere de eksisterende 1-timespladser. Uden konverteringen vil forvaltningen etablere 100 nye erhvervspladser i betalingsområdet og etablere 400 nye erhvervspladser udenfor betalingsområdet.
En tredje mulighed er, at udvalget beslutter at etablere 100 nye erhvervspladser i betalingsområdet og konverterer de 200 eksisterende 1-times parkeringspladser til erhvervspladser. Herved undgås, at der reserveres p-pladser, som kun i meget begrænset omfang anvendes til formålet.
Betingelser for brug af pladserne
Forvaltningen vurderer, at den bedste løsning vil være, at erhvervsparkeringspladserne reserveres til køretøjer med gule nummerplader. Forvaltningen har endnu ikke afsluttet dialogen med Vejdirektoratet om en løsning på den afmærkning, der skal bruges til denne type reservering. Forvaltningen vurderer, at løsningsmodellen er ubureaukratisk i modsætning til en licensordning, der sandsynligvis også vil kræve en ændring af gældende regler.
For at pladserne kan udnyttes optimalt, reserveres de i tidsrummet kl. 7-17 på hverdage, da behovet her vurderes at være størst. I det resterende tidsrum kan pladserne anvendes af alle. Ordningen vil ikke favorisere bestemte typer erhverv og vil være let at administrere.
Køretøjer med gule nummerplader tilhørende hjemmepleje og læger vil med denne løsning kunne benytte erhvervsparkeringspladserne. Ingen køretøjer vil være undtaget betaling på de af pladserne, der ligger i betalingsområdet. Reservering af parkeringspladser forudsætter politiets godkendelse.
Forventet effekt
Forvaltningen forventer, at de nye pladser til dels vil opfylde erhvervslivets behov. Det skyldes først og fremmest placeringen af pladserne. Således er det erfaringen, at specielt håndværkere ønsker at parkere meget tæt ved deres opgave. Og med det antal pladser, det er muligt at tilvejebringe, er det ikke muligt at skabe en meget fintmasket geografisk dækning. Omvendt vil konverterede 1-times parkeringspladser formentlig kunne udnyttes bedre af erhvervslivet..
Risici
Standsning og parkering ti meter fra vejkryds er forbudt af trafiksikkerhedsmæssige grunde, særligt af hensyn til de bløde trafikanter, da det nedsætter oversigtsforholdene. På trods af forbuddet er det forvaltningens erfaring, at specielt hurtige af- og pålæsninger (kurértransport mv.) alligevel foregår ved standsning tættere end ti meter fra vejkryds. Ved at arealet fremover flere steder også anvendes til parkering, og dermed reelt indskrænkes til fem meter, vil sådanne af- og pålæsninger fremover i værste fald kunne ske tættere på vejkryds og øge de trafikale risici for blandt andet fodgængere og cyklister.
Økonomi
I Overførselssag 2018-19 blev der afsat 1,5 mio. kr. (service) i henholdsvis 2019 og 2020 til oprettelse og opmærkning af erhvervsparkeringspladser. Som optakt til dette initiativ blev der afsat 1,0 mio. kr. i Budget 2019 til screening for potentielle erhvervspladser. Hvis der er midler tilbage fra denne pulje, når screeningen er tilendebragt, vil disse også kunne anvendes til detailprojektering af erhvervspladserne. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at den nuværende økonomi næppe er tilstrækkelig til at oprette alle 500 pladser.
Det forventes, at etablering af nye 100 nye p-pladser i betalingsområdet samt konvertering af de 200 1-timespladser medfører et merprovenu fra betalingsparkering på 5,6 mio. fra 2021 og frem. En tilsvarende justering af udvalgets indtægtsbudget på parkeringsområdet kan indgå i forhandlingerne om budget 2021.
Videre proces
Når udvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen påbegynde etablering af reserverede pladser til erhvervslivet. Forvaltningen vil give udvalget status for oprettede erhvervsparkeringspladser frem til udgangen af 2020. Desuden vil forvaltningen løbende evaluere anvendelsen af de nye pladser.
Søren Wille
/ Rikke Sønderriis
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. september 2019
Indstillingen blev udsat.