Mødedato: 16.09.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af forslag om at ophæve Reguleringsplan Skelbækgade, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage endelig stilling til ophævelse af Reguleringsplan Skelbækgade. Ophævelsen vil muliggøre, at en grundejer kan anvende sin ejendom til hotel. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at ophævelse af Reguleringsplan Skelbækgade af 27. februar 1947 (bilag 2) godkendes.

Problemstilling

Reguleringsplan Skelbækgade blev vedtaget i 1947 og regulerer arealet mellem Skelbækgade og Sommerstedgade på Vesterbro. Reguleringsplanen har to delområder. Et delområde i reguleringsplanen er udlagt til boliger, og det andet delområde er udlagt til lettere industri (se kort i bilag 5). En grundejer i delområdet udlagt til lettere industri ønsker at udnytte sin ejendom til hotel, hvilket er i overensstemmelse med Kommuneplan 2015 og forslag til Kommuneplan 2019, men ikke muligt efter den gældende reguleringsplan. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til, om Reguleringsplan Skelbækgade skal ophæves.

Forslaget om at sende forslag ophævelse af Reguleringsplan Skelbækgade i høring blev godkendt af Borgerrepræsentationen 28. marts 2019 og har været i høring fra 10. april til 5. juni 2019. Forvaltningen har modtaget 26 henvendelser (bilag 3). Høringssvarene har ikke medført ændringer i forslaget.

Løsning

Forvaltningen vurderer, at Reguleringsplan Skelbækgade bør ophæves, da den er utidssvarende. Dette er aktualiseret af, at der er interesse for at realisere et mindre, enkeltstående projekt, der ikke i sig selv giver tilstrækkeligt grundlag for at udarbejde en lokalplan for delområdet. Det er således forvaltningens vurdering, at planen skal ophæves uden at tilvejebringe en ny lokalplan. Hvis der på et senere tidspunkt opstår et projekt, der kræver lokalplan, eller hvis der opstår et politisk ønske om at regulere området gennem en lokalplan, vil Borgerrepræsentationen kunne vedtage en lokalplan for området.

Ophævelse af reguleringsplanen betyder, at arealet fremover administreres på baggrund af kommuneplanens rammer og det gældende bygningsreglement. Det betyder bl.a. en maksimal bebyggelsesprocent på 185. Reguleringsplanen vil være gældende indtil ophævelsen bekendtgøres.

Ophævelse af reguleringsplanen vil ikke have betydning for eksisterende forhold.

Kommuneplan

Ønsket om hotel er muligt efter både Kommuneplan 2015 og forslag til Kommuneplan 2019. I forslag til Kommuneplan 2019 skifter matrikel 320 (Skelbækgade 2-4) rammebetegnelse fra C3 (boliger og serviceerhverv) til S3 (serviceerhverv).  

Alternativ
Hvis der af planlægningsmæssige hensyn er et politisk ønske om ikke at muliggøre hotelvirksomhed eller et politisk ønske om at muliggøre andre former for erhverv i dette område, kan Borgerrepræsentationen vedtage at opretholde reguleringsplanen, hvorefter hotelvirksomhed ikke er muligt. Alternativt kan Borgerrepræsentationen vedtage, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for området. Det bemærkes, at forvaltningen ikke er bekendt med andre ønsker for udvikling af området.

Høring

Der er modtaget 26 henvendelser i forbindelse med den offentlige høring i perioden 10. april til 5. juni 2019 (bilag 3). Vesterbro Lokaludvalg har ikke afgivet bemærkninger til forslaget. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. 17 henvendelser handler om, at reguleringsplanen ønskes fastholdt for at hindre hotelbyggeri og et deraf stigende antal turister på Vesterbro.
  2. Seks af henvendelserne handler om, at hvis ophævelsen af reguleringsplanen vil medføre endnu et hotel på Vesterbro, vil det medføre øget trafik og et øget støjniveau i området.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Området er i Kommuneplan 2015 udlagt til C3-ramme (boliger og serviceerhverv), hvilket betyder, at området kan anvendes til blandt andet hotel, der vil betyde flere turister i området. Forvaltningen har fokus på, at byens områder skal bevare deres egenart. Det er dog ikke forvaltningens vurdering, at et eventuelt ekstra hotel i området vil være uforeneligt med dette mål. Samtidig skal forvaltningen i dens planlægning arbejde for realisering af gældende kommuneplan.
  2. Anvendelse til hotel vil generere trafik og dermed også støj fra taxaer og lignende. Det er imidlertid forvaltningens vurdering, at det afledte trafik- og støjniveau fra et hotel vil holde sig indenfor de acceptable trafik- og støjniveauer for området, der i forvejen er præget af boliger og serviceerhverv.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen vedtager ophævelsen af reguleringsplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne beslutning i henhold til reglerne i planloven.

 

                                   Søren Wille      

                      / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. september 2019

Indstillingen blev ikke anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med fem stemmer mod fem. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, C og I.
Imod stemte: B, F, Ø og Å.

Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Endnu et hotelprojekt i området imødekommer ikke lokale behov for rekreative faciliteter, børneinstitutioner eller andre offentlige formål. Vi mener, at områdets anvendelse skal afklares i forbindelse med vedtagelse af ny kommuneplan.”

Til top