Revideret forslag til lokalplan Amager Strandpark, Amager Øst
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at revideret forslag til lokalplan Amager Strandpark (bilag 2) offentliggøres og udsendes i offentlig høring i fem uger.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 17. september 2018 at sende forslag til lokalplan Amager Strandpark i offentlig høring. Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget (A, B, F, Ø og Å) afgav i den forbindelse protokolbemærkning om, at ønsket med høringen var at få lokale indspil og så vidt muligt tage højde for lokaludvalgets ønsker i den offentlige høring.
Der er modtaget 87 henvendelser i den offentlige høring af det første lokalplanforslag, herunder en indsigelse fra erhvervsministeren, da ministeren vurderer ,at lokalplanforslaget er i strid med den da gældende Fingerplan 2017. Den 29. marts 2019 trådte en ny Fingerplan 2019 i kraft, der muliggør en udvidelse af byggemulighederne på strandøen til i alt 5.800 m2, hvilket er en udvidelse på 1.485 m2 mindre end det første lokalplanforslag ville muliggøre. Høringen har givet anledning til ændringer i forhold til det første lokalplanforslag.
Løsning
I overensstemmelse med Fingerplan 2019 samt fredningen af Amager Strandpark og udviklingsplanen for Amager Strandpark udvider det reviderede lokalplanforslag byggemulighederne på strandøen fra i dag 3.500 m2 til 5.800 m2. Det reviderede lokalplanforslag omfatter den oprindelige strand og strandøen i Amager Strandpark. På grund af en afgørelse i Planklagenævnet omfatter planforslaget ingen vandarealer i og omkring strandparken, ej heller badeanstalten Helgoland.
Det reviderede lokalplanforslag skal i offentlig høring igen, da et lokalplanforslag skal være i overensstemmelse med Fingerplanen på tidspunktet for den offentlige høring. Forvaltningen indstiller en høring på fem uger, da det første lokalplanforslag allerede har været i høring i otte uger. Planloven muliggør i denne sag en offentlig høring på ned til fire uger, men det foreslås, at høringen fastlægges til en uge mere, da høringen vil forløbe hen over efterårsferien.
Amager Strandpark er fredet og udvidelsen af byggemulighederne sker i de i fredningen afgrænsede byggefelter i hhv. den nordlige, midterste og sydlige del af strandøen, dog primært i den sydlige del. Derudover vil det være muligt at etablere mindre byggeri til strandparkens drift på den oprindelige strand, hvilket dog vil kræve dispensation fra fredningen. Udover byggeri kan der opstilles telte, scener, portaler og andre konstruktioner midlertidigt til arrangementer i den sydlige del af den oprindelige strand, den sydligste del af strandøen samt i alle byggefelter.
I overensstemmelse med fredningen og udviklingsplanen fastlægger det reviderede lokalplanforslag en række zoner, hvor der må placeres midlertidige boder og stadepladser uden for byggefelterne. Rekreative anlæg kan etableres på den oprindelige strand og på den sydlige del af strandøen. Etablering af de rekreative anlæg forudsætter dispensation fra fredningen.
Byliv
Størstedelen af strandparken vil fortsat være friholdt for bebyggelse med områder til fordybelse, fred og ro. Det reviderede lokalplanforslag vil særligt skabe nye muligheder for bl.a. vandsportaktiviteter i strandparken uden for højsæsonen, da der vil blive bedre mulighed for at opbevare udstyr. Det vil understøtte Fællesskab København om en bedre hverdag i byrummet.
Høring
De 87 modtagne henvendelser i høringsperioden for det første lokalplanforslag vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Ændringerne i det reviderede lokalplanforslag i forhold til det første lokalplanforslag er nærmere beskrevet i bilag 6. Amager Øst Lokaludvalg afholdte borgermøde om det første lokalplanforslag. Synspunkterne fra mødet fremgår af bilag 4, henvendelse nr. 87A.
Amager Øst Lokaludvalgs hovedsynspunkter til det første lokalplanforslag
Lokaludvalget har en række synspunkter til det første lokalplanforslag (bilag 4, henvendelse nr. 87A). Desuden har lokaludvalget haft mulighed for at kommentere på byggemulighederne på strandøen i et udkast til det reviderede lokalplanforslag (bilag 4, henvendelse nr. 87B). Følgende hovedsynspunkterer fremført af lokaludvalget:
- Amager Øst Lokaludvalg kan ikke støtte byggemulighederne i det første lokalplanforslag. Dog kan lokaludvalget acceptere, at byggemuligheden hæves til i alt 7.000 m2 på strandøen, inklusive Helgoland med nye byggemuligheder ved naturcentret i nord og Havkajakvej i syd. Lokaludvalget mener, at yderligere byggeri på især den centrale del af strandøen vil udvande strandparkens naturpræg. Lokaludvalget holder desuden fast i synspunktet om, at der ikke skal muliggøres nybyggeri på den centrale del af strandøen, efter at udvalget har haft mulighed for at kommentere på byggemulighederne i udkastet til det reviderede lokalplanforslag.
- Lokaludvalget har et ønske om højere arkitektonisk kvalitet i området. Især ved at der fastlægges bestemmelser om den ydre fremtræden på byggeri på den oprindelige strand, og at der ikke muliggøres tagterrasser på byggeri i det sydligste byggefelt ved Havkajakvej.
Forvaltningens bemærkninger
- Lokaludvalget er på flere punkter imødekommet i det reviderede lokalplanforslag. En del brugere af strandparken (foreninger) efterspørger dog bedre faciliteter til vandaktiviteter i den centrale del af strandparken, hvorfor forvaltningen mod lokaludvalgets ønsker indstiller en ny byggemulighed på 289 m2 dette sted. Dog i sammenhæng med et forslag om at indskrænke byggefeltet. Med udgangspunkt i Kultur- og fritidspolitik 2016 – 2019 og forslag til Kultur- og Fritidspolitik 2020 – 2023 ønsker Københavns Kommune generelt at understøtte foreningsliv. Forvaltningen vurderer desuden, at det i det foreslåede omfang er muligt at bygge nyt på den centrale del af strandøen, uden at det medfører en negativ påvirkning af den naturprægede del heraf.
- Det reviderede lokalplanforslag fastlægger bestemmelser om arkitektur i overensstemmelse med designmanualen for Amager Strandpark. Også i forhold til tagterrasser. Desuden vurderer forvaltningen, at der ikke skal indarbejdes nærmere bestemmelser om udseendet på byggeri på den oprindelige strand. Dels fordi al nybyggeri dette sted forudsætter, at Fredningsnævnet dispenserer fra fredningen. Dels fordi der her kun kan opføres mindre byggeri i relation til strandparkens drift.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser til det første lokalplanforslag
- Mange høringssvar vedrører byggemulighederne. 17 borgere ser positivt på forslaget, mens 37 borgere synes, at det ikke skal være muligt at opføre yderligere byggeri i strandparken. Derudover stiller 16 borgere forskellige forslag om ændrede byggemuligheder.
- 11 borgere stiller spørgsmål om, hvorvidt det første lokalplanforslag muliggør yderligere parkering på den oprindelige strand. I høringssvarene gives der udtryk for, at der ikke ønskes yderligere parkering i strandparken.
Forvaltningens bemærkninger
- Jf. ovenfor indstiller forvaltningen, at det reviderede lokalplanforslag muliggør op til 5.800 m2 byggeri på strandøen.
- Intentionen i det første lokalplanforslag er udelukkende at sikre de eksisterende parkeringspladser i strandparken, herunder på den oprindelige strand langs Amager Strandvej. Forvaltningen indstiller, at det reviderede lokalplanforslag præciseres, så det bliver klart, at der ikke gives mulighed for yderligere parkeringspladser i strandparken.
Miljøvurdering
Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt det reviderede lokalplanforslag, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i fem uger inklusive efterårsferien i uge 42. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. november 2017. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2020.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. september 2019
Et samlet udvalg fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At revideret forslag til lokalplan Amager Strandpark (bilag 2) offentliggøres og udsendes i offentlig høring i fem uger dog således, at der ikke bygges nyt på den centrale del af Amager Strandpark.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.