Mødedato: 16.08.2021, kl. 12:00
Mødested: Se mail

2. sag om bevillingsmæssige ændringer

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de bevillingsmæssige ændringer i 2. sag i 2021.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de bevillingsmæssige ændringer, som beskrevet i løsningsafsnittet og listet i bilag 2, indarbejdes i budgettet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget præsenteres fire gange årligt for sager om bevillingsmæssige ændringer, der omhandler ændringer af teknisk karakter, omplaceringer af bevillinger inden for udvalget eller mellem udvalg. De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen, som fremlægger en samlet sag til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, under forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af denne sag.

Løsning

De bevillingsmæssige ændringer, som Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller gennemført, gennemgås nedenfor. De ændringer, som medfører budgetomplaceringer mellem udvalg, er godkendt af de relevante forvaltninger. Tal i parentes efter overskrifterne henviser til løbenumrene i bilag 2.

Ændringer på styringsområde Service redegøres for i det følgende

Nedskrivning af internt lån fra regnskab 2020 (1)

I forlængelse af regnskab 2020 fik Teknik- og Miljøudvalget overført et merforbrug på service på 20,9 mio. kr. til 2021. Merforbruget opstod som følge af sagen om intern afregning af løn i anlægsprojekter (aflønningsmodellen). Til håndtering af det overførte merforbrug er optaget et internt lån på 20,9 mio. kr. i 2021. Lånet blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 22. april 2021. Optagelsen af det interne lån, som skal afdrages i perioden fra 2022-27, indebærer et årligt afdrag på 3,5 mio. kr. i afdragsperioden. I forlængelse af indstillingen om anden regnskabsprognose 2021 foreslås det at disponere mindreforbrug på servicerammen til at nedskrive lånet med 17,5 mio. kr. Dermed vil det resterende lån udgøre 3,4 mio. kr., hvilket indebærer at de årlige afdrag i afdragsperioden bliver reduceret til at udgøre ca. 0,6 mio. kr.

Forvaltningen har i henhold til kommunens låneregler mulighed for at nedskrive eller helt afvikle lånet i hele det regnskabsår hvori lånet er optaget. Forvaltningen vil derfor, hvis der frem mod tredje regnskabsprognose eller i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2021 opstår yderligere mindreforbrug, have mulighed for at nedskrive lånet yderligere.

Indarbejdelse af nedskrivning af det interne lån i budgettet er med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af indstillingen ”Teknik- og Miljøudvalgets anden regnskabsprognose 2021”, som behandles på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. august 2021. 

Betaling af SurveyXact (2)

I 2017 blev det besluttet, at Københavns Kommunes skal anvende SurveyXact som fælles surveyplatform (BR 31. august 2017). Samtidig blev det vedtaget, at forvaltningerne skal dele udgifterne til SurveyXact efter antallet af brugere. Budget- og Regnskabskredsen godkendte på deres møde den 15. januar 2021, at der indgås en ny 3-årig kontrakt for 2021-2023 med Rambøll om adgang til SurveyXact. Udgiften til SurveyXact og til Single-Sign-On systemet fordeles mellem forvaltningerne ift. andelen af brugere af programmet pr. november 2020, hvor Teknik- og Miljøforvaltningens andel udgør 3 pct. På den baggrund overføres ca. 8 t.kr. til Økonomiforvaltningen i hvert af årene i perioden 2021-2023.

Husleje og administrationsbidrag vedr. Islands Brygge 35-37 (3)

På baggrund af nyopmåling af lejemålet Islands Brygge 35-37 opskrives det årlige budget til husleje og administrationsbidrag varigt med ca. 0,5 mio. kr. fra og med 2021. Budgettet tilføres fra Økonomiforvaltningen. Budgetopskrivningen vil blive modsvaret af tilsvarende stigning i opkrævet husleje og administrationsbidrag.

Budget til Samdrift Amager (4)

Ved overførselssagen 2018-19 (BR 9. maj 2019) blev parterne enige om et pilotprojekt vedrørende at samle kommunens viceværtsdrift og den nære arealpleje på Amager i en samlet enhed (Samdrift Amager) over en toårig periode, som løber fra 1. juni 2020 til 1. juni 2022. Da Samdrift Amager herved overtager de opgaver, som medarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen har varetaget, får Samdrift Amager budget til at varetage opgaven. I 2020 blev der flyttet budget vedrørende de 7 måneders drift i 2020 og der skal via denne sag flyttes budget til 12 måneders drift i 2021, svarende til ca. -1,7 mio. kr. I 2022 vil der tilsvarende blive flyttet budget til fem måneders drift i 2022 via sag om bevillingsmæssige ændringer i 2022.     

Forsikringsudbetaling vedr. udgifter til olieforurening (5)

Enheden Jord og Grundvand i Teknik- og Miljøforvaltningen har i 2020 afholdt udgifter til oprensning af olieforurening under et kolonihavehus beliggende i Haveforeningen Engly nr. 37, 2300 København S, hvor kommunen var forpligtet til at betale for oprensningen. Forpligtelsen skyldes, at grunden er beliggende på areal der tilhører Københavns Kommune, samt at det private firma, der skulle have afholdt udgiften som følge af fejl på installation, er gået konkurs. Forvaltningen har i 2021 fået refunderet 1 mio. kr. af udgifterne via forsikringsordning, og efter aftale med Økonomiforvaltningen opskrives indtægtsbudgettet med 1 mio. kr. med modpost i Økonomiforvaltningen. I 2020 fik Teknik- og Miljøforvaltningen tilført 1,8 mio. kr. fra Økonomiforvaltningen i sagen om bevillingsmæssige ændringer pr. december via midler afsat til delfinansiering af oprensningsudgifterne (BR 10. december 2020).

Udmøntning af afledte driftsmidler til ibrugtagne anlægsprojekter (6)

I forbindelse med at en række anlægsprojekter er afleveret til drift og er ibrugtaget, overføres driftsmidler vedrørende projekterne fra Økonomiforvaltningens pulje vedrørende afledte driftsmidler. Der overføres budget vedrørende 10 projekter, som samlet set beløber sig til 1,5 mio. kr. i 2021 og 2,1 mio. kr. i 2022 og frem.    

Fremkommelighed for buslinje 200S (7)

Nyt eksternt finansieret projekt: Teknik- og Miljøforvaltningen modtager 0,2 mio. kr. fra Trafikstyrelsen og Region Hovedstaden vedrørende at opnå bedre fremkommelighed for buslinje 200S. De 0,2 mio. kr. skal anvendes til projektledelse/rådgivning og busprioritering i krydset Islevhusvej/Frederikssundsvej (signalændring) samt til ny opstribning på Islevhusvej. Indtægts- og udgiftsbudgettet opskrives derfor med 0,2 mio. kr. Da udgifts- og indtægtsbudgettet opskrives lige meget, er opskrivningen servicemåltalsneutral. Der skal ikke findes finansiering til budgettet, da finansieringen fås via indtægten fra den eksterne bidragyder.

Miljøzoneprojektet (8)

Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at nedskrive indtægts- og udgiftsbudgettet med ca. 0,1 kr. vedr. Miljøzoneprojektet. Nedskrivningen skyldes, at forvaltningen på nuværende tidspunkt har budgetteret med indtægter fra Frederiksberg Kommune i 2021, 2022 og 2025 for informationsindsatsen i projektet, men denne varetages nu af Sund & Bælt i et nyt set-up. Fremover vil Frederiksberg Kommune afregne direkte med Sund & Bælt, da alle deltagende kommuner (Aalborg, Aarhus, Odense, Frederiksberg og København) nu afregner direkte med Sund & Bælt. Da Teknik- og Miljøforvaltningen dermed ikke længere modtager indtægterne fra Frederiksberg, nedskrives budgettet.

URGE (Cirkulær økonomi i byggeri og anlæg) (9)

Teknik- og Miljøforvaltningen deltager i EU-projektet ”URBACT”, som er et europæisk program for integreret bæredygtig byudvikling, som støtte til en implementeringsplan for Cirkulær Økonomi i byggeri- og anlægsprojekter (URGE) i Københavns Kommune. Ved en fejl blev budgettet til URGE placeret på styringsområdet Overførsler, men skal placeres på styringsområdet Service. På den baggrund flyttes projektets budget på netto ca. 0,3 mio.kr. i 2021 og netto ca. -0,3 mio.kr. i 2022 fra styringsområde Overførsler til styringsområde Service. Bevillingen blev givet på BR's møde den 12. december 2019.

Re-periodisering af Grønne Byløsninger (10)

Der flyttes ca. 0,1 mio. kr. i udgifts- og indtægtsbudget fra 2021 til 2022 vedrørende det eksternt finansierede projekt Grønne Byløsninger, da de planlagte rejseaktiviteter ikke har kunnet gennemføres på grund af covid19 i 2021 (BR 27. februar 2020).

Re-periodisering af AI4Cities EU-projekt-kunstig intelligens (11)

Der flyttes ca. 0,1 mio. kr. i udgifts- og indtægtsbudget fra 2021 til 2022 vedrørende det eksternt finansierede projekt AI4Cities. Dette skyldes et forventet højere aktivitetsniveau i 2022, når virksomhederne skal teste deres løsninger i byen, end forudsat i den oprindelige planlægning af projektet (BR 4. juni 2019).

Nulstilling af restbevilling af Internationalisering af Klimatiltag (12)

Projektet er afsluttet i 2020, og da det realiserede forbrug i projektet er mindre end den afsatte bevilling til projektet, overføres restbevillingen i 2021 på ca. -0,1 mio. kr. til kassen (BR 19. august 2019).

Flyt af bevilling vedrørende tjek af vandkvalitet fra anlæg til drift (13)

Ved overførselssagen 2020-21 blev der afsat 80 t.kr. på Anlæg til udgifter til etablering af 1-2 nye badezoner i 2021 (BR 22. april 2021). Midlerne skal konkret benyttes til tjek af vandkvalitet og blev ved en fejl placeret på anlæg, og skulle i stedet have været placeret på Service. Budgettet ønskes derfor flyttet fra anlæg (Ordinær Anlæg) til service (Ordinær Drift).

Re-periodisering af CIRCuIT (14)

Teknik- og Miljøforvaltningen fik i 2019 bevilget ca. 73 mio. kr. til det eksternt finansierede projekt CIRCuIT (BR 28. marts 2019) i perioden 2019-2023, hvor der er behov for at justere på budgetperiodiseringen for at matche de forventede udgifter og indtægter med budgettets fordeling på år. Der flyttes netto ca. 2,6 mio. kr. i indtægts- og udgiftsbudget fra 2021 til 2022, hvilket skyldes, at der hjemtages ca. 2,3 mio. kr. mere i indtægter i 2021 end oprindeligt budgetteret, samt at der er budgetteret med ca. 0,3 mio. kr. mere i udgifter i 2021, end der forventes brugt.

Forlængelse af lov om tilsyn når arbejdsgiver stiller bolig til rådighed (15)

Teknik- og Miljøforvaltningen har i 2021 fået en udgifts- og indtægtsbevilling på 0,25 mio. kr. vedrørende at afholde udgifter og indtægter knyttet til lov om forebyggelse af Covid19 smitte i forbindelse med tilsyn med boliger, der stilles til rådighed af arbejdsgiver. Loven, og dermed bevillingen, er gældende til og med 1. juli 2021 (BR 22. april 2021). Folketinget har på møde den 24. juni 2021 besluttet at forlænge loven, så den også er gældende i perioden fra 1. juli 2021 til 1. november 2021. Udgifts- og indtægtsbudgettet opskrives på den baggrund med yderligere 0,25 mio. kr. til afholdes af udgifter og indtægter i den forlængede periode. Da udgifts- og indtægtsbudgettet opskrives lige meget, er opskrivningen servicemåltalsneutral. Der skal ikke findes finansiering til budgetopskrivningen, da finansieringen fås via refusion af udgifterne (indtægter) fra de konkrete arbejdsgivere.

Cirkulær økonomi (16)

I 2019 blev der bevilget 0,97 mio. kr. til det eksternt finansierede projekt vedrørende Cirkulær Økonomi (BR 19. september 2019). Der var ikke noget forbrug på projektet i 2019, men det uforbrugte udgifts- og indtægtsbudget blev ved en fejl ikke overført til 2020 og videre til 2021. Udgifts- og indtægtsbudgettet opskrives derfor med 0,97 mio. kr. til afholdelse af udgifter og indtægter i 2021, hvor projektet forventes afsluttet. Da udgifts- og indtægtsbudgettet opskrives lige meget, er opskrivningen servicemåltalsneutral. Der skal ikke findes finansiering til budgettet, da finansieringen fås via indtægten fra den eksterne bidragyder.       

Ændringer på styringsområde Anlæg redegøres for i det følgende

Udligning af budget vedr. tilskudsdeklarationer (17)

Der er aktuelt et udgiftsbudget på 20,1 mio. kr. på Indskud i Landsbyggefonden (fkt. 8.32.24.5 - Finansposter), som vedrører afholdelse af udgifter til udbetalinger vedrørende tilskudsdeklarationer. Udbetalingerne er dog ikke afholdt på funktionen til indskud i Landsbyggefonden (8.32.24.5), men er i stedet afholdt på Tilskudsdeklarationsmidlerne (8.45.47.5). Der er derfor 20,1 mio. kr. i udgiftsbevilling på Indskud i Landsbyggefonden, stammende fra Budget 2010 (F1), som ikke er brugt, idet de løbende konteringer vedrørende tilskudsdeklarationsmidlerne er afholdt i tidligere regnskabsår. De 20,1 mio. kr. i udgiftsbudget modsvares af et indtægtsbudget på Byfornyelse anlæg, hvor det ved en fejl var forudsat, at tilskudsdeklarationsmidlerne skulle indtægtsføres. Der foretages derfor nedskrivning af indtægtsbudgettet på Byfornyelse anlæg på 20,1 mio. kr. og nedskrivning af udgiftsbudgettet på Indskud på Landsbyggefonden på 20,1 mio. kr., hvorved budgettet fjernes begge steder og igen balancerer. Da både indtægts- og udgiftsbudget nedskrives, har budgetkorrektionen ikke nogen effekt på Teknik- og Miljøforvaltningens samlede budgetramme netto og dermed heller ikke på regnskabet netto.     

Overførsel af budget til Østre Gasværksprojektet (18)

I budgetaftale 2016 blev der afsat 99,3 mio. kr. til byggemodning, infrastruktur, park - og aktivitetsring mv. vedrørende Østre Gasværk i Økonomiforvaltningen (BR 1. oktober 2015). En stor del af bevillingen er tidligere overført til Teknik- og Miljøforvaltningen, og der skal nu overføres yderligere 0,7 mio. kr. fra Økonomiforvaltningen til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende arbejde med ændret spildevandsforsyning.

Finansiering af Boligkommissionens virke (19)

Med henblik på at sikre finansiering af Boligkommissionens virke overføres der 1,35 mio. kr. i 2021 og 1,0 mio. kr. i 2022 fra Byfornyelsesrammen til anlægsprojektet ”Boligkommissionens Virke”. Boligkommissionens budget vedrører primært afholdelse af udgifter til kondemnering.

Ret af budget vedr. områdefornyelse i Folehavekvarteret (20)

I forbindelse med indarbejdelse af budgettet vedrørende sagen "Områdefornyelsen Folehavekvarteret, indtægtsbevilling, Valby", hvor Teknik- og Miljøforvaltningen blev bevilget en udgifts- og indtægtsbevilling på 0,3 mio. kr., blev der ved en fejl fratrukket budget til fondsmoms i udgiftsbevillingen (BR 28. marts 2019). Dette rettes nu i form af opskrivning af udgiftsbudgettet med 53 t.kr. med modpost på Økonomiforvaltningens ramme for fondsmoms.

Overførsel fra Råde-over ejendomme til Byfornyelsesrammen (21)

Der overføres ca. 1,6 mio. kr. i rest-udgiftsbudget og ca. 54,8 mio. kr. i rest-indtægtsbudget fra regnskabsforklarede projekter vedr. Råde-over ejendomme til Byfornyelsesrammen (TMU 24. august 2015 pkt. 20). Desværre var regnskabet ikke korrekt opgjort på daværende tidspunkt, hvorfor restbudget på udgifter og indtægterne nu skal afregnes og indgå i Byfornyelsesrammen.  

Flyt af bevilling vedrørende tjek af vandkvalitet fra anlæg til drift (13)

Se beskrivelse under Service ovenfor.

Ændringer på styringsområde Overførsler mv. redegøres for i det følgende

URGE (Cirkulær økonomi i byggeri og anlæg) (9)

Se beskrivelse under Service ovenfor.

Ændringer på styringsområde Finansposter redegøres for i det følgende

Udligning af budget vedrørende tilskudsdeklarationer (17)

Se beskrivelse under anlæg ovenfor.

Reperiodisering af budget vedrørende almene boliger (22)

Da budgettet vedrørende kommunens udgifter til medfinansiering af renovering af eksisterende almene boliger og nybygning af almene boliger ikke ligger med den fordeling på år, som udgifterne forventes at falde, reperiodiseres budgettet på år i perioden 2021-2027. Reperiodiseringen medfører bl.a., at budgettet i 2021 reduceres med ca. 516 mio. kr., som fordeles ud på de øvrige år i perioden. Det samlede budget på ca. 1,3 mia. kr. forbliver uændret. Reperiodiseringen foretages i overensstemmelse med overførselssagen 2020-21, hvor behovet for reperiodisering står anført (TMU 15. marts 2021).

Ændring af IM-kontoplan (23)

Indenrigs- og Boligministeriet har foretaget en justering af den autoriserede kontoplan, hvor en gruppering under funktion 8.32.25 Andre langfristede udlån og tilgodehavender nedlægges. Dette medfører, at det nuværende budget på grupperingen på 9 mio. kr. skal flyttes over på funktion 8.32.20 Pantebreve, hvor forbruget også vil blive afholdt.

Tilpasning af budget vedrørende renter (24)

Budgettet vedrørende renteudgifter på affaldsområdet forventes at være ca. 0,4 mio. kr. for lavt i 2021 og opskrives derfor med 0,4 mio. kr. Ligeledes forventes budgettet vedrørende renteindtægter i forbindelse med klimainvesteringer at være ca. 72 t.kr. for højt og nedskrives derfor. Tilpasningerne har modpost på kassen i Økonomiforvaltningen.

Økonomi

De bevillingsmæssige ændringer beskrevet i løsningsafsnittet fremgår også af bilag 2, hvor der er information om bevilling, beløbet i de år de enkelte bevillingsmæssige ændringer foretages i, samt modposten til den bevillingsmæssige ændring.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 2. august 2021 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Den samlede sag behandles af Økonomiudvalget den 25. august 2021 og af Borgerrepræsentationen den 2. september 2021.

              Søren Wille

                                                      /Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. august 2021

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top