Medlemsforslag om en "second opinion" vedr. Planklagenævnets afgørelse Amager Fælled
1. At der indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens egen ramme finansieres en juridisk second opinion på HORTEN´s vurdering af om Teknik- og Miljøforvaltningen kan og skal trække tilladelserne til det byggeforberedende arbejde på Amager Fælled tilbage.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivation
Både Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet har krævet byggeprojektet Amager Fælled Kvarter stoppet, indtil der er klarhed over, om projektet kan have konsekvenser for stor vandsalamander, men udviklingsselskabet har valgt at fortsætte arbejdet, blandt andet med nedrivning af et tidligere vandrehjem på grunden. Indtil nu har meldingen fra Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af juridisk rådgivning fra advokatfirmaet Horten lydt, at forvaltningen ikke længere har kompetence til at føre tilsyn og dermed stoppe det igangværende arbejde.
I lyset af de mange udtalelser i medierne fra advokater og jura professorer, ønsker Enhedslisten en juridisk second opinion på HORTENs vurdering af TMFs muligheder for at trække tilladelserne til det byggeforberedende arbejde på Amager Fælled.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. august 2021
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
“At Teknik- og Miljøudvalget anmoder Teknik- og Miljøborgmesteren i samarbejde med klagenævnene hastebehandler sagerne, så der hurtigst muligt sker en afklaring.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 7 stemmer mod 0. 3 undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F og O.
Imod stemte:
Undlod at stemme: Ø og Å.
Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Enhedslisten og Alternativet undlod at stemme for eller imod Konservatives ændringsforslag, fordi forslaget underkender, at der er behov for en second opinion i sagen om lokalplanens suspension.”