Mødedato: 16.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

VVM-redegørelse for Enghave Brygge

Se alle bilag
For at kunne realisere planerne for Enghave Brygge skal Teknik- og Miljøudvalget godkende hvidbog og VVM-redegørelse for Enghave Brygge til offentlig fremlæggelse.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1. at Teknik- og Miljøudvalget godkender hvidbog fra 1. offentlighedsfase (VVM-idéfase), bilag 1.

2. at Teknik- og Miljøudvalget godkender VVM-redegørelse for Enghave Brygge til offentlig fremlæggelse i 12 uger, bilag 2.

Problemstilling

Kystdirektoratet traf den 13. november 2013 afgørelse om, at projektet med boligøer og kanaler på Enghave Brygge er VVM-pligtigt. Med afgørelse af 21. februar 2014 afgjorde Teknik- og Miljøforvaltningen, at projektet er VVM-pligtigt, og at der dermed skal udarbejdes en VVM-redegørelse på det samlede projekt.

Borgerrepræsentationen har den 13. marts 2014 bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til at sende VVM-redegørelser i høring samt til efterfølgende at godkende hvidbog og forvaltningens udstedelse af VVM-tilladelse.

Løsning

En VVM proces indeholder følgende faser: Idéfase og offentlig høring af idéoplæg. Politisk behandling af 1. hvidbog samt VVM-redegørelse til offentlig fremlæggelse. Endelig politisk behandling af 2. hvidbog samt godkendelse af VVM-tilladelse.

Idéfase

I perioden 21. februar 2014 til 15. marts 2014 har offentligheden haft mulighed for at komme med idéer og bemærkninger til indholdet af VVM-redegørelse for Enghave Brygge. Forvaltningen modtog 15 høringssvar til idéfasen og har behandlet høringssvarene fra ideoplægget i en hvidbog, se bilag 1. Høringssvarene har især drejet sig om jordforurening, vandgennemstrømning og vandkvalitet samt arealanvendelse og den rekreative brug af havnen. Disse miljøforhold er alle belyst i VVM-redegørelsen.

VVM-redegørelsens indhold 

VVM-redegørelsen for Enghave Brygge behandler de miljømæssige virkninger på miljøet ved etablering af ti boligøer og udgravning af kanaler ved Enghave Brygge, som lokalplan nr. 494, Enghave Brygge, giver mulighed for. Projektområdet inkluderer ca. 35.000 m2 vandareal, der skal landindvindes til boligøer, samt udgravning af ca. 30.000 m2 kanaler og havnebassiner. Miljøpåvirkningerne fra andre dele af byudviklingsprojektet indgår også i VVM redegørelsen.

Københavns Kommune og Trafikstyrelsen har i samarbejde med en rådgiver udarbejdet VVM-redegørelse for opfyldninger og etablering af kanaler på Enghave Brygge. VVM-redegørelsen belyser de miljøforhold, som henholdsvis Trafikstyrelsen (tidligere Kystdirektoratet) samt Københavns Kommune har fremsat krav om i afgørelser om VVM-pligt. Desuden indgår forhold, som har været fremdraget af offentligheden i forbindelse med idéfasen. VVM-redegørelsen kan ses i bilag 2.

I VVM-redegørelsen er der lagt særlig vægt på at beskrive påvirkningerne som følge af jordforurening, vandgennemstrømning og vandkvalitet, havnesediment, støj samt arealanvendelse og rekreative interesser i Københavns Havn. Derudover belyser VVM-redegørelsen en række andre emner som naturforhold på land, landskab og omgivelser, trafik, Natura 2000-konsekvensvurdering, kulturarv samt befolkning og sundhed.

VVM-redegørelse for Enghave Brygge viser overordnet set, at projektet med etablering af boligøer og udgravning af kanaler kan gennemføres uden uacceptable påvirkninger af miljøet.

Håndtering af jord vurderes ikke at udgøre en påvirkning af miljøet. Den lettere forurenede jord i området genanvendes internt i projektet og i de konkrete afgørelser, som forvaltningen skal give i forbindelse med anlægsprojektet, vil der blive stillet vilkår, så der ikke senere opstår problemer med kontakt med forurenet jord og ikke opstår indeklimaproblemer i husene. Opfyldningerne reguleres også i form af en kapitel 5 godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Heri reguleres bl.a. udsivning fra opfyldningerne.

Det vurderes, at spredningen af forurenet havnesediment i forbindelse med etablering af boligøer vil være begrænset og uproblematisk, og at forvaltningen i forbindelse med de konkrete afgørelser, der skal træffes forud for gennemførelsen af anlægsarbejdet, kan stille krav om, at der anvendes de anlægsteknikker, som minimerer risikoen mest muligt.

Påvirkninger på vandudskiftning, vandkvalitet og vandgennemstrømning som konsekvens af nye boligøer og kanaler er blevet analyseret og vurderet grundigt af DHI, som er en internationalt anerkendt kapacitet omkring hydraulik. Påvirkningerne vurderes at være ubetydelige. Etablering af boligøerne vurderes desuden at ville medføre en minimal påvirkning af den samlede bestand af ålegræs i Københavns Havn.

I forhold til rekreative forhold vurderes det, at der samlet set bliver større muligheder for at udnytte området, herunder til besejling, og at der derfor ikke sker en væsentlig forringelse af vilkårene for fritidssejlads i Sydhavnen. Som følge af de begrænsede ændringer i strømningsforholdene vurderes det, at projektet vil have ubetydelige påvirkninger af sikkerheden i forbindelse med roning i havnen.

I VVM-redegørelsens ”ikke tekniske resumé” gives en kort projektbeskrivelse samt hurtig gennemgang af miljøparametre og afværgeforanstaltninger. Se dette uddrag i bilag 3.

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Efter godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget sendes VVM-redegørelsen for Enghave Brygge i offentlig høring i 12 uger grundet høring over juli måned. Den normale høringsperiode er 8 uger.

Efter offentlig høring vil forvaltningen gennemgå og vurdere de modtagne høringssvar i en hvidbog fra 2. offentlighedsfase og på baggrund heraf udarbejde indstilling om godkendelse af hvidbog for denne fase samt mulighederne for, at forvaltningen udsteder en VVM-tilladelse. Dette forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget i november 2014. 

Pernille Andersen

                                            /Niels Tørsløv

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at henvisninger i VVM-redegørelsen til ”Lokalplan nr. 494 for Enghave Brygge” ændres til ”forslag til lokalplan for Enghave Brygge”.
Til top