Mødedato: 16.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig godkendelse af tillæg nr. 3 til spildevandsplan 2008

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal efter offentlig høring endeligt godkende ”Tillæg nr. 3 til spildevandsplan 2008”.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningens indstiller over for at Teknik- og Miljøudvalget,
  1. at ”Tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2008” godkendes efter endt høring

Problemstilling

For at muliggøre hastende projekter inden næste revision af spildevandsplanen sendte Borgerrepræsentationen ”Tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2008” i høring den 28. november 2013.

Teknik- og Miljøudvalget fik samtidig delegeret kompetencen til endelig godkendelse af plantillægget.

Løsning

Spildevandsplan 2008 blev vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 24. april 2008. I efteråret 2011 vedtog Borger-repræsentationen Københavns Klimatilpasningsplan, og året efter Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012.

Det var hensigten at revidere spildevandsplanen i 2012, men revisionen er blevet udskudt for at kunne indarbejde implementerings-planen for klimatilpasnings- og skybrudsplanerne, som vil påvirke spildevandstaksterne i væsentlig grad. En samlet spildevandsplanrevision ventes færdig i efteråret 2014.

Siden spildevandsplan 2008 blev vedtaget, er klimatilpasning blevet et væsentligt emne i håndteringen af regn- og spildevand. Plantillægget implementerer grundlaget for at skybrudssikre byen og fremtidssikre kloakkens funktion, som det er vedtaget i klimatilpasningsplanen og skybrudsplanen. Samtidig ændres den fremtidige kloakeringsform for byfornyelsesområder til separatkloak, det vil sige en kloak, hvor regnvandet skilles fra det almindelige husholdningsspildevand. Tillægget skaber det planmæssige grundlag for gennemførelse af en lang række konkrete anlægsprojekter samt nogle undersøgelsesprojekter.

Der er i høringsperioden indkommet 13 høringssvar. Forvaltningens vurdering af de enkelte høringssvar fremgår af bilag 1. Enkelte høringssvar har givet anledning til en revurdering af plantillæggets indsatser.

I forhold til planforslaget (bilag 2) har høringssvarene givet anledning til ændringer i følgende projekter:
  • 5.1.9 Kloakering af Carlsberg. Kloakeringsformen fastholdes, men der rettes i teksten, så ejerforhold til regnvandsledninger og spildevandsledninger bliver ens
  • 5.2.2 Kloakering af Nokken. Kravet om regnvandskloak udgår og erstattes af et krav om et grøftesystem, der skal sikre en fremtidig, daglig afledningsmulighed for regnvand og sikre Nokken mod oversvømmelse i forbindelse med kraftig regn
  • 5.2.4 Regnvandskloakering af haveforeningerne Mozart og Frederikshøj. Oplandsgrænserne er ændret sådan, at områder, der ikke er beliggende på forurenet jord, udtages af projektområdet efter ønske fra lokaludvalget og haveforeningen

Der er særlige forhold omkring kloakering af Haveforeningen Kongelund, idet foreningen er utilfreds med at plantillægget medfører, at foreningen skal betale for den interne kloakering, som foreningen finder, er forskelsbehandling i forhold til HF Våren. Årsagen hertil er en ændret praksis på området, som er politisk besluttet i forbindelse med Spildevandsplan 2004. Her blev det fastlagt, at den tidligere praksis om at forsyningen betaler den interne kloakering ikke var i overensstemmelse med lovgivningen, og at praksis fremover ændres svarende til det, som er foreslået i forbindelse med HF Kongelund. Forvaltningen har vurderet, at det derfor ikke inden for lovens rammer er muligt at imødekomme HF Kongelunds ønske om ændret betaling. Plantillæggets formulering er derfor fastholdt uændret.

Økonomi

Alle plantillæggets indsatser finansieres af HOFOR over taksterne. Omkostningerne til de nye anlægsprojekter er på ca. 300 mio. kr. over to år. Denne sum ligger inden for forsyningsselskabets almindelige investeringsramme, og tillægget vil ikke medføre en forhøjelse af taksterne for håndtering af spildevand udover almindelig prisregulering.

Et foreløbigt skøn lyder på samlede udgifter til realiseringen af Spildevandsplan 2008 samt plantillæg på ca. 800 mio. kr. fordelt over flere år. Heraf er 500 mio. kr. udgifter, der er afsat i forbindelse med den oprindelige Spildevandsplan 2008.

Der vil være private, der skal afholde udgifter som konsekvens af plantillægget bl.a. i haveforeningerne. Der er her tale om tilslutningsbidrag, intern kloakering på matriklen og tilkobling til kloakken ved en kloakmester.

Tilslutningsbidrag til HOFOR for spildevandskloak er 35.778 kr./grund og for regnvandskloak 23.852 kr./grund; en andel af den fælles interne kloak på matriklen er i størrelsesordnen 30-50.000 kr./grund og betaling for at koble spildevandet fra grunden på den interne kloak er ca. 10-25.000 kr-/grund. På kommunalt ejede matrikler vil andelen af den interne kloakering kunne betales over huslejen over 30 år.

Videre proces

Efter endelig godkendelse af indstillingen vil de i tillægget nævnte projekter kunne implementeres, og ændringer i fremtidig kloakeringsstatus og den planmæssige ramme for skybrudssikring af byen vil træde i kraft. Tidsplanen for projekterne vil indgå i den implementeringsplan, som Teknik- og Miljøudvalget får forelagt ultimo 2014. 


                                          Pernille Andersen 
                                                                                            / Simon Kjær Hansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

 

John Andersen (Ø) erklærede sig inhabil og deltog ikke i sagens behandling.
Til top