Koncept for Business Improvement District (BID)
Indstilling og beslutning
- at forslag til projektplan, med forbehold for finansiering i budget 2015, danner grundlag for forsøgsprojekt med frivilligt partnerskab baseret på tankegangen i BID henholdsvis på Sankt Annæ Plads og i Rantzausgade (jf. bilag 1)
Problemstilling
BID erstatter ikke den kommunale service, men supplerer kommunale ydelser med henblik på at øge kvaliteten. Selv om BID har eksisteret i mere end 45 år i udlandet og ofte vist sig effektivt, er det ikke prøvet i Danmark. Det skyldes bl.a., at der er barrierer i lovgivningen i forhold til tvungent kontingent. Forvaltningen er inviteret af Realdania og Jeudan til et samarbejde, som bl.a. skal afprøve mulighederne inden for lovens rammer i to konkrete cases. På den baggrund kan der skabes konkret læring og evt. anbefalinger til ændringer i lovgrundlaget.
Løsning
- Formidling af BID-konceptet (Finansieres af Realdania)
- Frivillig afprøvning og evaluering af forskellige delelementer i BID-tankegangen i to forskellige områder i København. (Finansieres af Københavns Kommune, Realdania og Jeudan).
Formidling
Realdania vil igangsætte formidling og udbredelse af BID-tankegangen på landsplan. Herunder bl.a. hjemmeside, konference og studieture. Målgruppen for formidlingsplanen er bl.a. politikere, ministerier, Dansk Erhverv, ejendomsejere m.fl.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil indgå i en dialog om initiativerne, men Realdania har ansvaret og finansierer formidlingsplanen.
Frivillig afprøvning (Bilag 1)
Erfaringer fra udlandet viser, at BID ofte medvirker til at øge attraktionsværdien og servicen i relativt velfungerende områder. Der er imidlertid en risiko for, at de svageste områder ikke kan mobilisere nok resurser. I udlandet er der dog eksempler på, at det er lykkes ved, at det offentlige og/eller fonde har kickstartet udviklingen ved at tilføre området investeringer fx i forbedringer af bymiljøet og har fulgt op, bl.a. med støtte til at igangsætte BID, jf. bilag 2.
For at skabe synlige resultater og læring om BID, anbefales det at igangsætte to forsøg med frivilligt partnerskab baseret på BID.
Sankt Annæ Plads/Kvæsthusmolen
Formålet er at understøtte de investeringer, som allerede er foretaget i området ved at grundejerne tilfører private midler til at øge kvaliteten af drift og vedligehold. Det skal bl.a. undersøges, om der kan skabes en enkel samarbejdsmodel for private og offentlige driftsydelser, hvor der kan skabes synergi i praksis mellem kommunens drift og de ekstra private ydelser. Jeudan og Realdania er grundejere i området og kan være lokal drivkraft.
Rantzausgade
Formålet er at styrke detailhandlens netværk og engagement i lokalområdet ved i synergi med områdefornyelsens indsatser at supplere disse med en ekstra indsats over for detailhandlen. Det kan på længere sigt gøre handelslivet i stand til at være proaktive med henblik på at skabe vækst og etablere et bredt butiksudbud og dermed styrke bylivet og trygheden. Det kan også motivere til at tage et socialt medansvar i lokalområdet, bl.a. i udvikling af unges jobfærdigheder.
Der skal udvikles en evaluering, så det klart kan konkluderes, hvorvidt forsøgene har bidraget positivt. Udvikling og læring af de to forsøgsprojekter vil sammen med formidlingssporet danne baggrund for en dialog med relevante ministerier om evt. ændringer i lovgrundlaget for egentlige BID’s.
Organisering.(Bilag 3)
Teknik og Miljøforvaltningen er ansvarlig for forsøgssporet. Der foreslås ansat en projektleder forankret i Byens Drift, som projektet finansierer i den treårige forsøgsperiode, og som bl.a. står for at facilitere og koordinere de mange involverede parter og for evaluering af forsøgene. Der nedsættes bl.a. en styregruppe med repræsentanter fra Teknik og Miljøforvaltningen, Jeudan og Realdania. Desuden vil Københavns Erhvervsservice blive involveret i arbejdet.
Økonomi
Det forudsættes, at kommunens bidrag tilvejebringes i budget 2015. Beløbet indgår således i budgetindspillet "København - en renere hovedstad". Såfremt der ikke opnås finansiering, vil Teknik- og Miljøforvaltningen indgå i dialog om mulighed for, at de private grundejere omkring Sankt Annæ Plads kan bidrage til driften af området i et samspil med den almindelige drift.
I Rantzausgade vil områdefornyelsen varetage implementering af kvarterplanen i overensstemmelse med beslutninger herfor.
Begge dele vil ske uden systematisk opsamling af viden i forhold til BID-tankegangen og uden udvikling af nye modeller for drift og samarbejde i øvrigt mellem private og offentlige parter.
Videre proces
Teknik- og Miljøudvalget vil løbende blive orienteret om projektets fremdrift. Når evalueringen er fuldført, og der er tilvejebragt et grundlag for evt. anbefalinger for ændret lovgivning vil Teknik- og Miljøudvalget blive forelagt en indstilling herom.
Pernille Andersen
/Simon Kjær Hansen