Nye ordninger for indsamling af hård plast, metal og småt elektronik
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende de nye beholderordninger for indsamling af hård plast, metal og småt elektronik.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 1. at de nye beholderordninger for indsamling af hård plast, metal og småt elektronik fra etageejendomme i Københavns Kommune sættes i drift |
Problemstilling
Alt for meget genanvendeligt affald bliver forbrændt. En undersøgelse af husholdningernes dagrenovation viser, at 30 % af dagrenovationen i kommunen enten er genanvendeligt eller uegnet til forbrænding. Blandt andet bliver ca. 750 tons småt elektronikaffald årligt smidt i dagrenovationen.
I Affaldsbekendtgørelsen er der stillet krav om, at kommunerne skal etablere indsamlingsordninger for plast- og metalemballager på en sådan måde, at væsentlige dele af det genanvendelige emballageaffald bliver indsamlet. Indsamling af plast- og metalemballage foregår i dag i kubeordningen for glas- og drikkevareemballager, men kun en lille del af indsamlingspotentialet bliver indsamlet gennem ordningen.
Med Affaldsplan 2012 har Borgerrepræsentationen besluttet, at kommunen ønsker at øge genanvendelsen af husholdningsaffald, herunder at få igangsat særlige initiativer med fokus på indsamling af plast, metal og elektronik. Med det foreslåede plastinitiativ forventes det, at indsamlingsmålet for plast fra etageboliger på 50 % kan nås. Målet for metal er tilsvarende på 62 %, og denne ordning vil sammen med andre metalordninger være med til at kunne indfri dette mål.
Løsning
Kommunen ønsker at give borgerne forbedrede muligheder for at udsortere genanvendeligt affald ved at opstille beholdere til hård plast, metal og småt elektronik ved etageejendomme. Der er gennemført et etårigt forsøg i et område på Amager. Resultaterne fra forsøget viser, at ordningerne giver beboerne bedre mulighed for at sortere deres affald, og at borgerne oplever et øget serviceniveau. Samtidig viser forsøget en samlet reduceret miljøbelastning ved genanvendelse af ressourcer, og at ændringerne ikke påvirker skraldemændenes arbejdsmiljø negativt.
Der er ingen lovkrav om at etablere en indsamlingsordning for småt elektronikaffald, men mindstekravet er at modtage elektronik på genbrugsstationerne. Kommunens borgere har også mulighed for at aflevere elektronik som en del af storskraldsordningen eller på genbrugsstationerne - sidstnævnte er dog ikke velbesøgt af borgere, der bor i etageboliger. Beholderordningen ønskes etableret, da en analyse viser, at op til 750 ton småt elektronik pr. år ellers ender i dagrenovationen.
På den baggrund anbefales det, at ordningerne indføres i alle etageboligejendomme i Københavns Kommune.
De nye ordninger for indsamling af hård plast, metal og småt elektronik
Ordningerne bliver henteordninger for alle etageboligejendomme i kommunen, dog således at forvaltningen kan fravælge enkeltejendomme på grund af plads- eller adgangsproblemer. Som udgangspunkt opstilles beholdere til indsamling af hård plast, metal og småt elektronik på alle standspladser, hvor der allerede står beholdere til indsamling af papir. Dermed får borgerne mulighed for at kildesortere deres affald nemt og korrekt.
De nye ordninger dækker ikke villaer (ca. 20.000 i København), da forsøget kun har omfattet i etageejendomme. Et forsøg, der gennemføres i 2011-2012 samt erfaringer fra andre kommuner, skal afdække mulighederne for at udbygge og forbedre sorteringen af genanvendeligt affald ved villaer på en miljømæssig og økonomisk acceptabel måde. Udfordringerne i en villaindsamling bliver dels at begrænse de relative højere omkostninger ved indsamling ved den enkelte bolig samt at få opstillet velegnet indsamlingsmateriel.
Metal, elektronik, plastfolie og -dunke kan allerede i dag afleveres på genbrugsstationerne. Stort metal fra husholdninger vil fortsat skulle indsamles gennem storskraldsordningen. Herved frasorteres metallet på sorteringsanlæg. Stort elektronikaffald som fx hårde hvidevarer bliver fortsat indsamlet særskilt i forbindelse med storskraldsordningen.
For at sikre, at alle borgere i Københavns Kommune også har mulighed for at udsortere hård plast, skal denne type affald også kunne afleveres på genbrugsstationerne. Metode og materiel aftales med I/S Amagerforbrænding, som står for den daglige drift af kommunens genbrugsstationer.
Som en del af løsningen vil forvaltningen vurdere om kubeordningen for glas- og drikkevareordningen skal ændres til kun at omfatte glasemballager, når der tilbydes udsortering af plast- og metalemballager i de nye beholderordninger for hård plast og metal.
Service
Der er et stigende antal forespørgsler til forvaltningen om mulighed for at kildesortere flere affaldstyper tæt på boligen. Brugerundersøgelser i forbindelse med forsøget viste, at såvel beboere som viceværter oplever de nye beholdere og muligheden for yderligere sortering som meget positiv. I opstartsfasen af forsøget udtrykte nogle viceværter en bekymring for pladsmangel i gårdene, men da forsøget var implementeret, var viceværterne generelt meget tilfredse med ordningerne. Tilfredsheden med de nye ordninger blandt brugerne har i forsøgsområdet også været høj, og ordningerne er blevet oplevet som en serviceforbedring. Tidligere generelle brugerundersøgelser viser også, at borgerne vægter sortering af affald som noget af det vigtigste, når det gælder affaldshåndtering. Frederiksberg Kommune indførte i 2007 beholderordninger for plast og metal, og brugerundersøgelser, der peger også på en høj tilfredshed med ordningerne blandt brugerne.
Implementering af de tre nye ordninger understøtter forvaltningens mål i den Helhedsorienterede Driftsstrategi (HOD) om, at det skal gøres nemmere for borgerne at komme af med sorterede husholdningsaffald. Borgerne vil opleve de nye ordninger som en serviceforbedring og borgertilfredshedens anslås til at stige fra 3,2 til 4,2 ud af 5.
Miljø
Øget genanvendelse gavner miljøet, da de genanvendelige ressourcer i affaldet kan udnyttes i stedet for at anvende ikke-vedvarende råstoffer ved fremstilling af nye produkter.
Plast er et fossilt brændsel og forbrænding af plast i kommunens forbrændingsanlæg bidrager til kommunens CO2-udledning. Udsortering af plastaffald er en medvirkende forudsætning for at kommunen kan blive CO2-neutral i 2025. Genanvendelse af plast reducerer forbruget af olie, som anses for en begrænset ressource.
Elektronisk udstyr indeholder aluminium, kobber og bly, men også for eksempel guld, kviksølv og kadmium der også er begrænsede ressourcer. Derudover indeholder elektronisk udstyr en række andre miljøforstyrrende stoffer som flammehæmmere og ftalater. Ved at sortere småt elektronik fra dagrenovationen kan elektronikaffaldet behandles på en miljørigtig måde og reducere forbruget af råstoffer og forhindre at det miljøfarlige affald går til forbrænding.
For både metaller i det elektroniske udstyr og for metaller indsamlet separat er der tale om en ressource, som ved udvindingen genererer store mængder affaldsprodukter i forbindelse med minedriften. Der skal for eksempel brydes 800 kg malm for at fremstille 1 kg kobber, og derudover bruges der store mængder energi, sulfater og vand ved selve udvindingsprocessen. Globalt set har udvinding af metaller store lokale negative miljøkonsekvenser.
Oversigt over forventede indsamlede mængder affald og den forventede CO2-reduktion ved genanvendelse af dette kan ses i bilag 2.
Økonomi
De nye beholderordninger er takstfinansierede. Fuldt implementerede forventes ordningerne samlet at koste ca. 14,800 mil kr. pr. år, svarende til ca. 60 kr. pr. år pr. etageboligenhed i København - eller 3,5 % af de nuværende affaldstakster. Det giver alt andet lige en stigning i taksterne, men da kommunen samtidig sænker omkostningerne på andre, forventes der ikke p.t. en takststigning på det samlede affaldsområde i 2012. En økonomisk oversigt inklusive totalomkostninger pr. ordning og pr. ton fremgår af bilag 1 til indstillingen.
Samfundsøkonomisk skal ordningerne ses i sammenhæng med stigende råvarepriser og stigende værdi af CO2-kvoter. Knappe ressourcer som olie og metal betyder stigende råvarepriser og dermed også en stigende værdi af de genanvendelige ressourcer. Dette må forventes på længere sigt at have en positiv indflydelse på driftsøkonomien som følge af salg af de indsamlede materialer.
Videre proces
De godkendte principper for beholderordningerne bliver indarbejdet i et nyt regulativ for husholdningsaffald, som ventes forelagt for udvalget den 30. maj. Regulativet forventes endeligt godkendt i Borgerrepræsentationen i efteråret 2011. Implementering af ordningen forventes at vare fra april 2012 og til december 2013, idet der skal planlægges udkørslen af beholdere som skal registreres i systemet for hver standplads og efterfølgende udsættes på ejendomme.
Hjalte Aaberg
/Mikkel Aarø Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.