Mødedato: 16.05.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

P-zone med 2-timers tidsbegrænsning langs Ørestad

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at der indføres en samlet 2-timers parkeringszone med beboerlicenser i området fra Rued Langgaards Vej/Kaj Munks Vej til Slusevej og mellem metrobanen og Kongelundsvej / Røde Mellemvej på Amager.

Tidligere beslutninger

Teknik og Miljøudvalget vedtog på deres møde den 29. november 2010 (2010-128139), at sende forslaget om opretelse af p-zone med 2-timers tidsrestriktion langs Ørestad i høring.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
  1. at beboerne på de private fællesveje i områderne langs østsiden af Ørestad, hvor der i dag er oprettet zoner med tidsbegrænsning, kan få udstedt en gratis beboerlicens til egen vej.
  2. at beboerne på de offentlige veje i områderne langs østsiden af Ørestad, hvor der i dag er oprettet zoner med tidsbegrænsning kan købe en kommunal beboerlicens til de offentlige veje i området.
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen begynder at sælge dagsbilletter, som giver tilladelse til parkering ud over tidsbegrænsningen på de offentlige veje i området.
  4. at Teknik- og Miljøforvaltningen, når politiets endelige samtykke er givet, etablerer en 2-timers tidsbegrænsnings på alle de offentlige og private fællesveje, der er vist i bilag 2.

Problemstilling

Teknik - og Miljøudvalgets behandlede den 29. november 2010 (2010-128139) forsla-get om tidsbegrænset parkering og indførelse af beboerlicens i et område langs med Ørestad. Det blev i den forbindelse besluttet at sende forslaget i høring, og at forvaltningen skulle vende tilbage til udvalget, hvis der under høringen fremkom væsentlige indvendinger mod forslaget.

Høringen har resulteret i mange høringssvar. Som det fremgår af bilag 1, har flere opstillet muligheden for uddeling af gæstebilletter eller gæstekort som en forudsætning for, at en tidsbegrænsning og en beboerlicensordning var ønskelig.

Forvaltningen har undersøgt mulighederne for at tilgodese gæster i forhold til andre trafikanter, men har ikke fundet nogen saglige og juridisk holdbare løsninger på en sådan forskelsbehandling. Den ønskede regulering kan derfor kun etableres uden mulig-hed for udstedelse af gæstebilletter på de private fællesveje.
Efter høringen har Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, hvor vejene Kaj Munks Vej, Rued Langgårds Vej og Karen Blixens Vej hører under, henvendt sig for at komme med i den fremtidige ordning med tidsbegrænsning.

Løsning

Forvaltningen ønsker derfor udvalgets fornyede tilslutning til at indføre zonen med tidsbegrænset parkering uden udstedelse af gæstekort eller gæstebilletter, samt udvalgets tilslutning til også at inddrage vejene Kaj Munks Vej, Rued Langgårds Vej og Karen Blixens Vej i den fremtidige parkeringszone med 2-timers tidsbegrænsning.

Etableringen af en 2-timers tidsbegrænset parkeringszone sker i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning fra den 3. juni 2010 (2010-36315) om at begrænse pendlerparkeringerne. Området er en blanding af hovedsagelig private fællesveje og offentlige veje med en rimelig og tilstrækkelig forsyning med parkeringspladser på of-fentlig vej, hvor det er lovligt at opkræve betaling.

På de private fællesveje i 2-timers zonen dispenseres beboerne gennem udstedelse af en gratis beboerlicens, der giver ret til ubegrænset parkering på egen vej. Da der ikke er lovhjemmel til at opkræve betaling for dagsbilletter på private fællesveje, udstedes der ikke dagsbilletter hertil.

På de offentlige veje i 2-timers zonen sælges der beboerlicenser til beboerne i henhold til Vejlovens § 107 stk. 2.  Disse beboerlicenser giver ret til parkering på de offentlige veje i zonen. På de offentlige veje vil alle trafikanter derudover have mulighed for at købe dagsbilletter til parkering.

Prisen på dagsbilletten er på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 27. april 2011 (2011-33925) fastsat til 100 kr. (2012 p/l) om dagen, hvilket vurderes at være et passende niveau i forhold til den ønskede regulering af pendlerparkering i parkeringszoner med tidsbegrænsning. Da antallet af offentlige veje i området er relativt få, forventes der et meget begrænset salg af disse dagsbilletter.

I bilag 2 vises et kort over det område øst for Ørestad, hvor forvaltningen vil indføre beboerlicens i de nuværende tidsbegrænsningszoner, samt de tre nævnte private fællesveje nord for DR-byen.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen afholder de forventede udgifter på 100.000 kr., til annoncering, skiltning m.v. Udgifterne afholdes over parkeringstrategiens bevilling 02.22.07.3, der dækker drift af parkeringssekretariatet og implementering af parkeringstrategien.

Videre proces

Når indstillingen er vedtaget, vil tiltagene blive realiseret og annonceret i relevante lokalaviser, og udstedelse samt køb af beboerlicenser og dagsbilletter vil kunne ske via kommunens hjemmeside på www.kk.dk/parkering.

Hjalte Aaberg
                                                                /                              Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. maj 2011

Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag om, at ”tidsbegrænsningen ændres til 4 timer.”

Der blev stemt om ændringsforslaget:

Liste For Imod Undlod
A X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 3, imod stemte 5 og 0 undlod at stemme

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

Der blev stemt om indstillingen


Liste For Imod Undlod
A X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 5, imod stemte 0 og 3 undlod at stemme

Indstillingen blev godkendt.

Til top