Mødedato: 16.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Markedsføring af kommunens tomgangsregulativ

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Teknik- og Miljøforvaltningen skal iværksætte initiativer, der gør opmærksom på kommunens Tomgangsregulativ.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,

 

  1. at der igangsættes et informationstiltag om Københavns Kommunes tomgangsregulativ til udvalgte målgrupper som beskrevet nedenfor.
  2. at medlemsforslaget om en informationskampagne på Teknik- og miljøudvalgets møde den 6. februar 2012 hermed er adresseret.

Problemstilling

På udvalgsmødet den 6. februar 2012 godkendte Teknik- og Miljøudvalget et medlemsforslag, som var fremsat af Karin Storgaard, om at forvaltningen skulle fremlægge forslag til kampagne for at skabe større opmærksomhed om tomgangsregulativet. Det blev besluttet, at forvaltningen skulle udarbejde en indstilling, der fremlægger et løsningsforslag til, hvordan forvaltningen målrettet, effektivt og uden store omkostninger kan formidle oplysning om kommunens tomgangsregulativ.

Løsning

Københavns Kommune vedtog i 1990 et tomgangsregulativ, ifølge hvilket det er forbudt at holde med motoren i tomgang i mere end ét minut. Overtrædelsen er en politisag og straffes med bøde.

 

Forvaltningen får løbende borgerklager over køretøjer, der holder i tomgang. Problemet med efterlevelsen af tomgangsregulativet ligger bl.a. i manglende kendskab til tomgangsregulativet og dårlige vaner, der er skadeligt for miljøet og sundheden. Det er primært chauffører af lastbiler, busser og taxier, som ikke overholder tomgangsregulativet.

 

Forvaltningen arbejder for at begrænse tomgangskørsel gennem jævnlig kontakt til erhvervsvirksomheder og dialog med politiet. Derudover gennemførte forvaltningen i 2009 en kampagne for at gøre opmærksom på tomgangsregulativet.

 

Erfaringerne fra tidligere kampagner viser, at kampagnerne bidrager til at skabe et større kendskab til reglerne i befolkningen, men samlet set er det desværre vurderingen, at disse kampagner kun har haft en ringe effekt. Hvis der skal opnås resultater ad den vej, skal der gennemføres mere omfattende, vedvarende og ressourcekrævende kampagner over en årrække.

 

Forvaltningen har udarbejdet et forslag, som både har en effekt på kort og langt sigt indbygget inden for rimelige økonomiske rammer. Forslaget er bl.a baseret på et møde med Danske Busvognmænd, som gerne vil medvirke til at udbrede kendskab og efterlevelse til tomgangsreglerne, også over for udenlandske turistbusser.

 

Løsninger med korttidseffekt

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at nedennævnte tiltag vil have en effekt på kort sigt. Der vil blive fulgt op gennem måling af antallet af klager umiddelbart efter igangsættelse af tiltagene.

 

Forvaltningen vurderer, at det vil have størst effekt i forhold til reduktion af tomgangskørsel at henvende sig til chauffører af lastbiler, busser og taxier. Forvaltningen vil undersøge, hvor der rent fysisk er nogle mødesteder for disse grupper. Fx taxiholdpladser ved Hovedbanegården, busopsamlingssteder i Nyhavn og ved de store metrobyggerier.

Her kan en direkte kampagne, hvor kommunens parkeringsvagter kan tage en snak med chaufførerne og udlevere en informationsfolder, have en god effekt.

 

For at øge kendskabet til tomgangsregulativet vil Teknik- og Miljøforvaltningen sikre, at:

 

· Fagblade såsom magasinet TAXI, DTL-magasinet og Danske Busvognmænd ligesom tidligere bliver gjort opmærksom på problemet, så de skriver om det

· Der genoptrykkes en kort version af tomgangsfolderen fra forvaltningens sidste kampagne i 2009. Folderne sendes til de synshaller, der syner og sætter miljøzone-mærker i lastbiler, busser og taxier, så folderne kan afleveres sammen med synsgodkendelserne

· Teknik og Miljøforvaltningen vil sørge for i samarbejde med vognmandsorganisationerne og turistguiderne, der hjælper udenlandske vognmænd, at der bliver uddelt en flersproget tomgangsguide

 

Den flersprogede tomgangsfolder forventes at kunne blive en permanent ordning med en vis effekt. 

 

Løsninger med langtidseffekt

· Teknik- og Miljøforvaltningen vil trykke teksten ”max 1 min. i tomgang” på bagsiden af parkeringsbilletter (evt. flersproget).

· Forvaltningen vil undersøge muligheden for at sætte skilte op på 3-4 udvalgte steder. Forvaltningen vil kontakte Københavns Politi og undersøge muligheder for at et samtykke kan opnås til den type skiltning i tilknytning til vejarealet, da skiltning vil bryde med politiets generelle princip om ikke at dobbeltregulere ved hjælp af både regulativ, som politiets hjemmeside henviser til og ved skiltning.

 

Forvaltningen anbefaler, at initiativerne gennemføres.

Økonomi

Omkostning til foreslåede tiltag afholdes inden for Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Efter Teknik- og Miljøudvalget godkendelse vil de udpegede aktiviteter blive sat i gang.

Forvaltningen vil underrette udvalget, når der foreligger et resultat af kampagnen. Det forventes i løbet af efteråret 2012.

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Charlotte Korsgaard

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. april 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top