Mødedato: 16.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Sikre skoleveje - Frigivelse af midler fra Budget 2012

Borgerrepræsentationen skal frigive 10 mio. kr. til skolevejssikringer, som er bevilget i Budget 2012. Samtidig skal Borgerrepræsentationen give Teknik- og Miljøudvalget mandat til at godkende de enkelte anlægsprojekter efter den særlige fast-track procedure, som er kendt fra tidligere skolevejsprojekter.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at program ”Sikre Skoleveje 2008-2012” videreføres i 2013,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 6,5 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 til fysiske anlægsopgaver til sikring af skole- og institutionsveje. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3,
  3. at der frigives en anlægsbevilling på 3,5 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 til sikring af skole- og institutionsveje gennem udarbejdelse af trafikpolitik på skoler, færdselsundervisning og adfærdsregulerende tiltag omkring skolerne samt programledelse og myndighedsarbejde. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3,
  4. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at godkende de enkelte anlægsprojekter samlet i anlægspakker, som det er kendt fra tidligere skolevejsprojekter,
  5. at Sikre Skoleveje programmet årligt orienterer Borgerrepræsentationen om status på projektets fremdrift og hvilke projekter, der er henholdsvis planlagt eller gennemført.

Problemstilling

Mange forældre opfatter fortsat skolevejene i Københavns Kommune som utrygge. Det er en barriere for at få flere børn til at gå og cykle til skole.

Strukturomlægningen på skoleområdet har ændret de hidtidige skoledistrikter og institutionsstrukturer. Dermed er der også ændret på de ruter, som børnene benytter til og fra skole samt mellem skole og fritidsordning. Endvidere er der et markant øget fokus fra skolers og forældres side på elevernes skoleveje, og på at kommunen sikrer, at de fysiske rammer på skolevejene er så sikre og trygge som muligt. Endelig er der fokus på hurtig eksekvering af skolevejsprojekterne.

Løsning

Alle byens skoler har fra starten været indbudt til at deltage i Program Sikre Skoleveje. Indtil nu har programmet været i dialog med 55 af byens cirka 120 skoler samt fire af byens institutioner. Der er med stor succes gennemført en lang række projekter, der har til formål at gøre elevernes skoleveje mere sikre og trygge og eleverne til mere kompetente trafikanter.

Forvaltningen indleder en dialog med den enkelte skole, som typisk munder ud i en trafikpolitik. På den baggrund tages der initiativ til at skolevejssikringer, f.eks. støttepunkter ved vejkrydsninger, bump, bedre organisering af parkering og cykelparkering mv.

En væsentlig forudsætning for at etablere sikre og trygge skoleveje er at gøre elever og forældre til kompetente trafikanter ved at uddanne dem til at færdes sikkert i trafikken. En del af dette arbejde påhviler elevernes forældre, men for at sikre at alle eleverne får de nødvendige færdigheder til at færdes sikkert og trygt i trafikken, er det nødvendigt med en øget indsats om, hvordan eleverne færdes på skolevejen.

Sikre Skolevej programmet støtter skolerne med værktøjer og undervisningsmuligheder, der tager udgangspunkt i de særlige trafikale forhold i København. Det gør det nemmere at kombinere viden om at færdes i trafikken med traditionel undervisning – for eksempel så eleverne øver praktiske færdigheder i trafikken, når klasserne alligevel har aktiviteter udenfor klasselokalet. Materialet udvides i de kommende år til også at forholde sig til børns tryghed på vej til idræts- og fritidsaktiviteter.

Det store antal enkeltprojekter til sikring af skolevejene nødvendiggør - sammenholdt med behovet for en tæt dialog med elever, skoler, forældre og lokaludvalg - en særlig proces. I denne proces skal projekterne udføres i et højt tempo og koordineres med adfærdspåvirkning og færdselsundervisning.

Borgerrepræsentationen godkendte på den baggrund den 29. april 2010 en ”fast-track proces”, der skal sikre, at alle skolevejsprojekter, der indgår i bevillingen ”Sikre Skoleveje 2008-2010”, var anlagt senest med udgangen af 2012. Denne model ønskes også anvendt i forbindelse med ”Sikre Skoleveje 2012”, hvor anlægsprojekterne skal være anlagt inden udgangen af 2013.

Fast-track processen indebærer, at de mange mindre anlægsprojekter ikke skal behandles af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Beslutning om de enkelte projekters udformning træffes af Teknik- og Miljøudvalget. På den måde sikres det, at de fysiske anlæg på elevernes skoleveje anlægges så hurtigt som muligt.

Prioriteringen af hvilke skoler, der kommer til at indgå i programmet, sker på baggrund af de parametre, som Borgerrepræsentationen tidligere har vedtaget (BR 17/9 2009). Prioriteringen indstilles til Teknik- og Miljøudvalget efter dialog i en styregruppe med deltagelse af Teknik- og Miljøforvaltningen, Børne- og Ungeforvaltningen, Københavns Politi og Rådet for Sikker Trafik. Kriterierne er

  • Trafiksikringer på steder hvor der reelt er øget risiko for ulykker med børn.

  • Sikringer af skole- og institutionsveje, der påvirkes af skole og institutions-sammenlægninger eller -nedlæggelser

  • Tryghedsprojekter på steder, hvor trafikmængden, andelen af tung trafik, oversigtsforhold mv. taler for det.

  • Skoler eller institutioner, der indgår i et arbejde om at indføre, eller som har indført en trafikpolitik.

Økonomi

I budget 2012 (Æ167) blev der afsat 10 mio. kr. (2012 p/l) til sikre skoleveje. Med denne indstilling ønskes anlægsmidlerne frigivet i 2013 med følgende fordeling:

  • Anlæg: 6,5 mio. kr.
  • Trafikpolitik på skoler, færdselsundervisning og adfærdsregulerende tiltag omkring skolerne: 2,9 mio. kr..
  • Programledelse og myndighedsarbejde: 0,6 mio. kr.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har gentagne gange pointeret vigtigheden af undervisningsdelen og støtter fordelingen af de 10 mio. kr.

Videre proces

Det forventes, at der indstilles to pakker i 2012 og 2013 til politisk godkendelse. Den første pakke forventes fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget i november 2012.

Sikre Skoleveje programmet vil være aktive med at tage kontakt til de skoler, institutioner og fritidsaktiviteter, børn benytter, for at sikre at vejen til disse også er sikker og føles tryg for børnene og deres forældre.

Anlægspakkerne og de enkelte projekter udarbejdes i tæt samarbejde med skoler, institutioner og lokaludvalg og drøftes i programmets styregruppe, hvor både Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen er repræsenteret.

Programledelsen fremlægger en gang om året en rapport om status og fremdrift til orientering i Borgerrepræsentationen jævnfør tidligere beslutning i Borgerrepræsentationen (BR 17/9 2009). Programmet afsluttes ultimo 2013.

 

         Hjalte Aaberg

                                                      /Niels Tørsløv

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. april 2012

Indstillingen blev anbefalet.
Til top