Mødedato: 16.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar - Københavns Kommunes boligplan

Se alle bilag

Høringssvar på Socialforvaltningens forslag til Københavns Kommunes boligplan for borgere med handicap, sindslidelse og udsatte borgere.

Problemstilling

Socialforvaltningen har sendt forslag til boligplan for borgere med handicap, sindslidelse og udsatte borgere i København til høring i bl.a. Teknik- og Miljøforvaltningen.

Københavns Kommune skal have tidssvarende boliger til voksne med handicap, sindslidelse og udsatte borgere, der danner rammen for et godt og selvstændigt liv for beboerne og en god arbejdsplads for medarbejderne. Samtidig skal de borgere, der har behov for det, kunne tilbydes en relevant bolig inden for en rimelig ventetid på 4-6 måneder.

Socialforvaltningens plan vedrører i sin nuværende form alene boliger til borgere med handicap og sindslidelse. I løbet af 2012 vil Socialforvaltningen udarbejde en hjemløsereform, hvorefter modernisering og kapacitetsudvikling af boliger og døgnpladser til udsatte borgere bliver indarbejdet i planen.

Teknik- og Miljøforvaltningen er positiv over for intentionerne i planen og vil være behjælpelig med at muliggøre det ønskede boligudbud, der dog indebærer nogle udfordringer, særligt på finansieringsområdet.

Teknik- og Miljøforvaltningen har allerede et tæt samarbejde med Socialforvaltningen om bedre udnyttelse af boligkapaciteten i ældreboligkomplekserne.

Løsning

Ifølge Socialforvaltningen er der til borgere med handicap og sindslidelse bygget 542 nye boliger i 2007-2012 og finansieret yderligere 629 nye boliger frem til 2015, men den eksisterende boligmasse skal fortsat udvides og udvikles, hvis kapaciteten skal følge befolkningsudviklingen i København og arbejdet med at etablere nye og bedre boligtyper skal fortsættes.

Med boligplanen ønsker Socialforvaltningen at:

  • 95 % af alle boliger til borgere med handicap og sindslidelse lever op til den nuværende moderniseringsstandard ved at modernisere yderligere 407 boliger frem til 2017

  • Der fastsættes en ny målsætning om, at 80 % af alle borgere med handicap og sindslidelse får tilbudt en relevant bolig inden for 4-6 måneders ventetid

  • Der etableres 259 nye boliger til borgere med handicap og sindslidelse frem til 2025 for at kapaciteten kan følge med befolkningsudviklingen i København Der udvikles nye pladstyper, der bedre understøtter borgeres støttebehov og udviklingspotentiale, hvorved viften af boligtyper udvides og udvikles

  • Der afprøves velfærdsteknologier i boligerne, der kan understøtte borgernes selvstændighed samt forbedre velfærden for medarbejderne Der etableres boliger, der sikrer driftsoptimering 

Boligplanen indeholder en gennemgang af 11 såkaldte spor med angivelse af nærmere behov for forskellige boligtyper, hvoraf Teknik- og Miljøforvaltningen finder anledning til at kommentere følgende i høringssvaret:Spor 7 - specialindrettede boliger.

Socialforvaltningen ønsker sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen og Landsforeningen LEV udarbejdet et modelprojekt for indretningen af boliger til borgere med fysiske handicap, der får støtte hele eller det meste af dagen i form af hjemmepleje eller brugerstyret personlig assistance. Modelprojektet kan sætte nye standarder for opførelse af almene boliger. Boligerne skal ligge spredt i en almindelig almen boligbebyggelse, hvor tilgængelighed og høj arkitektonisk kvalitet er i højsædet.

Teknik- og Miljøforvaltningen finder umiddelbart forslaget interessant og stiller sig positiv over for at være behjælpelig med at fremme projektet over for boligorganisationerne samt ministeriet. Forvaltningen finder, at det vil være nødvendigt med en nærmere analyse af, om projektet efter de almene boligfinansieringsregler kan gennemføres til en husleje, der kan betales af de kommende brugere.

Spor 9 – billige boliger til unge og andre kontanthjælpsmodtagere.

Socialforvaltningen rejser spørgsmål om muligheden for at etablere mindre og billigere boliger til unge og andre kontanthjælpsmodtagere, hvilket er forårsaget af, at disse grupper ikke kan bo i en tidssvarende almen bolig på 55-65 m², da huslejen er for høj.

Ifølge Socialforvaltningen er der to muligheder for at etablere sådanne boliger – enten ved at etablere almene boliger på 25 m² eller ved at etablere boligerne efter serviceloven, således at boligerne bygges eller opkøbes af kommunen til videreudlejning.

Hertil bemærkes, at Borgerrepræsentationen med vedtagelsen af en ny boligstrategi for unge og studerende i København den 9. februar 2012 har besluttet, at kommunen fortsat vil prioritere familieegnede boliger ved tildeling af kommunal grundkapital. Beslutningen har baggrund i kommunens ensidige boligsammensætning, idet næsten hver anden bolig i København er på et eller to rum.

 

 

Såfremt Socialforvaltningen ønsker at etablere boliger på 25 m2, må det i givet fald ske efter serviceloven. I så fald kunne boligerne etableres på en sådan måde, at det efterfølgende er muligt at sammenlægge boligerne til egentlige familieboliger, når behovet for denne lille boligtype ikke længere er til stede.

I øvrigt kan tilføjes, at Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2012 har besluttet, at der fortsat ydes kommunalt grundskyldstilskud til ungdomsboliger, hvilket generelt sikrer en lavere husleje.

Det indgår endvidere som et element i udlejningsaftalen, som er indgået mellem Københavns Kommune og Boligselskabernes Landsforening, 1. kreds, at boligorganisationerne skal give Socialforvaltningen rådighed over 250 ekstra boliger i prisgruppen max. 3.000 kr. i månedlig husleje til afhjælpning af boligsociale problemer blandt unge. Samtidig er kommunens generelle anvisningsret til almene ungdomsboliger forhøjet fra 1/4 til 1/3.

Spor 10 – flere boliger i private byggerier.

Socialforvaltningen ønsker gennemført et projekt, hvor der opkøbes private ejendomme, som både opfylder kriterierne for at etablere billige boliger samt at integrere borgere i almindelige private ejendomme, der kan understøtte deres rehabilitering.

Teknik- og Miljøforvaltningen er positive over for forslaget og vil i samarbejde med Socialforvaltningen undersøge, om Socialforvaltningens behov kan tilgodeses i nogle af de ejendomme Teknik- og Miljøforvaltningen råder over i forbindelse med byfornyelsen.

Videre proces

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget kan godkende vedlagte svar fra borgmesteren, vil svaret blive fremsendt til Socialforvaltningen.

 

        

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. april 2012

Indstillingen blev godkendt med bemærkning fra Teknik- og Miljøudvalget om, et ønske om ændring i formuleringen af ”spor 9.”
Til top