Mødedato: 16.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Navngivning af veje til haveforeninger

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til navngivning af 10 veje i haveforeninger.

Indstilling og beslutning

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

        1.    at 10 veje navngives pr. 1. juni 2015, som det fremgår af skema 1 under løsning.

Problemstilling

Den 2. maj 2014 trådte en ny adressebekendtgørelse i kraft. Nye regler i bekendtgørelsen betyder, at kommunerne skal fastsætte adresser til en række områder, hvor der i dag ikke er tilstrækkeligt med adresser. Et af disse områder er haveforeninger/kolonihaveområder. På baggrund af de nye regler skal Teknik- og Miljøudvalget med denne indstilling tage stilling til navngivning af 10 veje til haveforeninger, hvor haveforeningens navn kan omdannes til et vejnavn.

Løsning

Københavns Kommune har 40 haveforeninger, der ikke har autoriserede adresser. I en del af disse haveforeninger kan adresserne gøres autoriserede ved at omdanne deres nuværende haveforenings navn til et vejnavn og efterfølgende fastsætte adresser til dette nye vejnavn. Eksempelvis foreslås med denne indstilling, at Hf. Søndervang omdannes til vejnavnet Hf. Søndervang 1-166.

Der er gennemført høringer af nedenstående 10 haveforeninger om omdannelsen af haveforeningens navn til vejnavn:

Skema 1. Oversigt over 10 nye vejnavne og haveforeningerne, der er blevet partshørt

Haveforeningens navn

Nyt vejnavn:

Antal haver/adresser:

Bydel:

Hf. Søndervang

Hf. Søndervang

166 haver

Amager Vest

Hf. Sydgrænsen

Hf. Sydgrænsen

147 haver

Amager Vest.

Hf. Mejlgården

Hf. Mejlgården

115 haver

Amager vest

Hf. Vestereng

Hf. Vestereng

132 haver

Amager Vest

Hf. Vestgrænsen

Hf. Vestgrænsen

175 haver

Amager Vest

Hf. Stjernelund

Hf. Stjernelund

165 haver

Amager Vest

Hf. Brohaven

Hf. Brohaven

101 haver

Valby

Hf. Sundbo

Hf. Sundbo

123 haver

Valby

Hf. Bergmannshave

Hf. Bergmannshave

103 haver

Valby

Hf. Sommerly

Hf. Sommerly

22 haver

Amager øst

Høring
Der blev udsendt høringsbreve til haveforeningernes medlemmer og bestyrelser. Herudover blev grundejerne Københavns Ejendomme og Banedanmark hørt. Endvidere modtog Lokaludvalgene i Amager Øst, Amager Vest og Valby høringsbreve. Der indkom 16 høringssvar.

Næsten alle høringssvar var positive eller uden bemærkninger til forslagene. Lokaludvalgene i Amager Vest anførte, at de bakker op om navnene, medens Valby Lokaludvalg fandt det positivt, at adresserne i haveforeninger nu bliver mere præcise end hidtil. Københavns Ejendomme tilsluttede sig projektet med den bemærkning, at den enkelte forening nu bliver lettere at identificere.

Et enkelt høringssvar fra et haveforeningsmedlem omhandlede alternativ vejnavngivning med både haveforeningens navn og interne stinavne, f.eks. Hf. Sydgrænsen, Gang C, nr. 62.

To høringssvar omhandlede problemstillinger, der ikke har relation til godkendelse af vejnavnet.

Forvaltningens bemærkninger til høringssvarene
Den foreslåede vejnavngivning med både haveforeningens navn og interne stinavn, f.eks. Hf. Sydgrænsen, Gang C, nr. 62, er ikke er mulig efter reglerne i adressebekendtgørelsen.

Vejnavnenævnet fik forelagt høringssvarene den 15. december 2014, og har på baggrund heraf indstillet de 10 vejnavne, der fremgår af skema 1.

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af husnummerskilte (hvor Københavns Kommune er grundejer) og endvidere vejnavneskilte. Udgifterne vil blive holdt indenfor forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når navnene er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, vil det blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. juni 2015.

Der skal også fastsættes nye vejnavne til en del af de resterende 30 haveforeninger. Når høringsprocessen vedr. vejnavneforslag til disse haveforeninger er afsluttet, vil forslagene blive fremlagt til vedtagelse  i Teknik- og Miljøudvalget. 



                            Formand for Vejnavnenævnet

                                      Morten Kabell

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. marts 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top