Mødedato: 16.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for "Sankt Joseph Søstrene Plejecenter"

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at der igangsættes udarbejdelse af lokalplan med henblik på en omdannelse af det tidligere Sankt Joseph Søstrenes Kloster på Østerbro til et bofællesskab for ældre og ca. 100 plejeboliger.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at der udarbejdes forslag til lokalplan ”Sankt Joseph Søstrene Plejecenter” på baggrund af intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.

Problemstilling

Lejerbo ønsker at istandsætte og ombygge Sankt Joseph Søstrenes Kloster, Strandvejen 91 til et seniorbofællesskab, nedrive eksisterende plejeboliger og opføre ca. 100 plejeboliger som nybyggeri nord og vest for de oprindelige klosterbygninger. Den tilknyttede kirke tænkes anvendt til kulturelle formål.

Gennemførelse af projektet kræver, at der udarbejdes lokalplan, som muliggør opførelse af de nye plejeboliger.

Løsning

Projektet indledes med, at der udskrives en indbudt totalentreprisekonkurrence. Konkurrencen skal sikre, at nybyggeriet indpasses i området på en måde, der tilgodeser både de bevaringsværdige bygninger og kravene til moderne plejeboliger.

Grunden har et areal på 10.102 m2. De eksisterende bygninger, som bevares, får efter ombygning et etageareal på ca. 3.400 m2. Der ønskes opført ca. 7.700 m2 som nybyggeri, hvorved bebyggelsesprocenten bliver ca. 110. Der henvises til faktaark, bilag 2.

Eksisterende adgang for biler fra Strandvejen bevares. Parkering placeres på terræn, og der stilles krav om 1 plads pr. 5 plejeboliger samt højst en plads pr. 100 m2 og mindst 1 plads pr. 200 m2 for øvrige arealer. Antallet fastsættes i forbindelse med lokalplanen.

Der skal etableres cykelparkering svarende til 1,5 plads pr. 100 m2 etageareal. Mindst halvdelen skal være overdækkede.

Sankt Joseph Søstrenes kloster er opført i 1904 med en senere tilbygning i én etage opført i 1970.

Klostret markerer sig som et enkeltstående, veldefineret anlæg ved Strandvejen.

Klostret er omgivet af en park med flere store træer og afgrænses af en mur. Hele anlægget fremstår som et markant arkitektonisk element langs Strandvejen.

Klosterfunktionen ophører med Lejerbos overtagelse af ejendommen.

Byliv
Benyttelsen af den tidligere kirke til kulturelle formål kan medvirke til at skabe aktiviteter og blive et samlingspunkt i kvarteret. Herudover sikrer projektet, at en kulturhistorisk og arkitektonisk interessant bebyggelse bevares og udvikles.

Bæredygtighed
I konkurrencen skal det undersøges, om regnvand fra tage på nybyggeriet kan opsamles og genbruges. Herudover skal der i forbindelse med ny bebyggelse undersøges, hvordan der bedst kan integreres solceller og udføres grønne tage og/eller andre tiltag.

Kommuneplan
Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen. Området er omfattet af en O2-ramme, som fastlægger anvendelsen til offentlige formål samt private institutioner m.v. af almen karakter. Desuden kan der etableres ungdoms-, kollegie- og ældreboliger. Bebyggelsesprocenten fastsættes til 110 og bygningshøjden til højst 24 m. Da der er tale om om- og tilbygning til bevaringsværdig bebyggelse, kan der jf. kommuneplanen tillades mindre overskridelser af bebyggelsesprocenten. Friarealprocenten tænkes fastsat til 40 for boliger og 10 for erhverv. De oprindelige bygninger er udpeget som bevaringsværdige i Kommuneplan 2011.

Anbefalinger til den videre planlægning
Forvaltningen anbefaler startredegørelsen, idet konkurrencen skal belyse følgende forhold:

  • Den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse bør istandsættes og ombygges med respekt for den oprindelige arkitektur, materialevalg og detaljering. Nødvendige udvendige ændringer skal tilpasses bygningernes særlige arkitektur.
  • Nybyggeri bør udføres i et moderne formsprog, der kan ses som en nyfortolkning med referencer til klostret med hensyn til volumener og materialer.
  • Den samlede bebyggelse skal fremtræde som et helstøbt, afgrænset anlæg i et grønt område.
  • Nybyggeriet bør placeres, så der sammen med kirkens facade mod nord dannes en ny indre gård.
  • Nybyggeri vil umiddelbart påvirke Pædagogseminaret nord for klostret og Svanemøllevej 48 og 50 vest for klostret. Hensyn til lys, skygge og indbliksgener skal indtænkes i udformningen.
  • Der skal i forbindelse med byggeriet udvikles en strategi for bæredygtighed med fokus på grøn bæredygtighed.

Miljøvurdering
Når planarbejdet sættes i gang, vil forvaltningen foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når startredegørelsen er godkendt i udvalget, gennemføres en intern høring af relevante instanser - herunder Østerbro lokaludvalg med henblik på bidrag til udarbejdelse af lokalplanforslaget.

Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen medio 2015, hvorefter det sendes i offentlig høring i 8 uger. Planforslaget ventes vedtaget ultimo 2015.

                                        Pernille Andersen
                                                                                /Torben Gleesborg

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. marts 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top