Medlemsforslag om højere hastighedsgrænse på Langebro m.v.
Af Det Konservative Folkeparti
Teknik- og Miljøudvalget beslutter,
- At Teknik- og Miljøforvaltningen inden den 1. maj 2015 fremlægger et forslag for Teknik- og Miljøudvalget om, hvordan hastighedsgrænsen på Langebro, Amager Boulevard og eventuelt dele af H.C. Andersens Boulevard igen hæves til 60 kilometer i timen.
Motivering
Meget af tiden er der kø på Langebro, H.C. Andersens Boulevard og Amager Boulevard, og det sætter en naturlig grænse for, hvor hurtigt der kan køres. I myldretiden er hastigheden derfor væsentligt lavere end den tilladte maksimale hastighed på 50 km/t.
Derimod er der om aftenen og natten sjælden megen trafik på strækningen, og derfor er det unødvendigt med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t på disse tidspunkter.
Det fremgår af lokalpressen, at Politiets nye fotovogne har fotograferet og udskrevet bøder til 760 bilister på kun fem timer. Mange bilister har tilsyneladende kørt efter forholdene, som færdselsloven foreskriver.
Der er sket to dødsulykker på H.C. Andersens Boulevard inden for de seneste par år. Begge ulykker skyldes ekstrem høj hastighed – betydeligt over 60 km/t, og efter det oplyste i pressen var førerne af de to biler påvirkede.
En genindførelse af en hastighedsbegrænsning på 60 km/t burde derfor ikke have betydelig negativ virkning på trafiksikkerheden, men derimod tillade den hastighed, der reelt køres på strækningen uden for myldretiden.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. marts 2015
Medlemsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod syv. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.