Mødedato: 16.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om nedsivning af regnvand og forebyggelse af skybrudsskader

Af Det Konservative Folkeparti

Teknik- og Miljøudvalget beslutter,
  1. At Teknik- og Miljøforvaltningen undersøger, hvilke løsningstyper af befæstede områder, der kan omlægges til arealer, hvor regnvand kan sive ned lokalt og ikke skal belaste kloakker og veje med oversvømmelser til følge samt hvordan områderne kan omdannes. Forvaltningen bør desuden undersøge, hvad det vil koste at omdanne befæstede arealer til ikke-befæstede arealer, samt hvad det vil koste ikke at omdanne arealerne. Teknik- og Miljøforvaltningen skal inden den 1. juni 2015 fremlægge undersøgelsen for Teknik- og Miljøudvalget.

Motivering:
Store dele af København er belagt med fliser og asfalt, der gør det svært for regnvand at sive ned i jorden lokalt. Det medfører ofte oversvømmelser samt veje, cykelstier og fortov, der står under vand.

Det bør undersøges, om der er steder, hvor fliser og asfalt kan erstattes med fx græs eller andet, så regnvandet kan sive ned på de steder, hvor regnen er faldet.

Visse steder kan pladser, rabatter m.v. uden problemer erstattes af porøst underlag. Mange steder er der mellem husmure og fortov, og mellem fortov og kantsten lagt asfalt. Det bør undersøges, om disse arealer fx kunne erstattes af græs eller andet, der kan absorbere regn og hindre oversvømmelser.

Det vil være interessant at få undersøgt, om vi kan undgå oversvømmelser og dermed spare penge ved at omlægge til porøst underlag i stedet for fliser, asfalt m.v.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. marts 2015  

Et samlet udvalg fremsatte følgende ændringsforslag:
”At Teknik- og Miljøforvaltningen inden sommerferien skriver et notat til udvalget om arbejdet med permeable overflader, så forslag om dette kan indgå i budgetforhandlingerne.”

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Til top