Mødedato: 15.12.2014, kl. 15:00
Mødested: Københavns Madhus, Salen, Ingerslevgade 44

§ 3-dispensation til oprensning af voldgrav ved Kastrup Fort

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal ske en oprensning af Kastrup Fortets voldgrav, og om dispensationskompetencen skal delegeres til forvaltningen.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at der gives dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning af Kastrup Fortets voldgrav.
  2. at dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 fremadrettet delegeres til forvaltningen.

Problemstilling

Voldgraven er en 4,5 ha stor sø beliggende ved Amager Strand. Søen er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, som betyder, at der ikke må foretages ændringer i søens tilstand. Der er dog mulighed for dispensation i særlige tilfælde.

Voldgraven er belastet af store mængder næring, som forhindrer søen i at opnå en god økologisk tilstand, hvilket er et krav i de statslige vandplaner.

Naturbeskyttelseslovens § 3 indeholder en streng beskyttelse af naturtyper, herunder beskyttelse af bl.a. søer og vådområder. Derfor må der ikke ske indgreb i disse naturområder uden en dispensation, der bl.a. kan gives på baggrund af naturgenopretningsformål. Da det som oftest beror på faglige og tekniske vurderinger, foreslås dispensationer delegeret til forvaltningen.

Løsning

For at overholde vandplanerne ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at oprense voldgraven. Den foreslåede oprensning har til hensigt at bringe søen i økologisk balance og dermed give klarere vand.
Søens høje næringsniveau skyldes fortrinsvis den store mængde af organisk materiale, som gennem mange år har været tilført søen fra de omkringstående træer. Den primære kilde til organisk materiale blev fjernet, da træerne på fortet blev ryddet i 2012. For at opnå en god vandkvalitet er det nødvendigt at fjerne den ophobede pulje af blade fra bunden.

Oprensningen vil fjerne den store mængde af organisk materiale, som ellers, i takt med at det bliver nedbrudt, vil øge næringsindholdet i voldgraven. Oprensningen foregår med en sejlende gravko, som løfter det ophobede materiale op på pramme. Materialet fra prammene afvandes i containere på land, indtil det kan køres til deponi pga. det høje indhold af miljøfremmede stoffer og tungmetaller, der har akkumuleret sig over tid.

Forvaltningen anbefaler på den baggrund en dispensation til arbejdet, da det naturforbedrende sigte kan begrunde en dispensation. Oprensningen vil tage ca. 10 dage. Derudover skal en arbejdsplads med køreplader etableres og fjernes igen.

Hovedparten af § 3-dispensationerne er som den foreliggende mindre sager, der afgøres ud fra en faglig og teknisk vurdering i henhold til naturbeskyttelsesloven og de tilhørende vejledninger. Det foreslås derfor, at § 3-dispensationer fremover delegeres til forvaltningen. På linje med tilsvarende delegationer vil forvaltningen forelægge Teknik- og Miljøudvalget dispensationssager af større, principiel eller kontroversiel karakter.

Myndighedsansvaret ændres ikke, selv om det angår kommunens egne projekter. Samme principper gælder på fx miljøområdet og i byggesager, hvor afgørelser også er delegeret til forvaltningen, selv om det angår kommunens egne virksomheder eller byggerier.

Økonomi

Oprensningen finansieres af forvaltningens driftsmidler til forbedring og vedligehold af vandområder.

Videre proces

Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender dispensationen sender forvaltningen afgørelsen i høring hos de i.h.t. lovgivningen høringsberettigede parter: Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet og Naturstyrelsen. Der er ikke praksis for offentlig høring i.f.m. § 3-dispensationer.

Oprensningen af Kastrup Forts voldgrave forventes at blive gennemført i 2015.

                       


                 Pernille Andersen
                                                                           /Niels Tørsløv

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 15. december 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top