Mødedato: 15.12.2014, kl. 15:00
Mødested: Københavns Madhus, Salen, Ingerslevgade 44

Legalitetsgodkendelse af vand -og spildevandstakster i 2015

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til legalitetsgodkendelse af takster for vand og spildevand for 2015.

Indstilling og beslutning

Teknik– og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at de fremlagte takster for vand og spildevand for 2015 er i overensstemmelse med ”hvile i sig selv” princippet og overholder Forsyningssekretariatets udmeldte prislofter for 2015, jf. bilag 2.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at HOFOR Vand København A/S, HOFOR Spildevand København A/S og BIOFOS, Lynettefællesskabet A/S’s takster for vand og spildevand i 2015. Legalitetsgodkendelse indebærer, at kommunen skal sikre, at taksterne er i overensstemmelse med ”hvile i sig selv”-princippet og overholder Forsyningssekretariatets udmeldte prislofter for 2015.

Efter gældende lovgivning skal økonomien i vand- og spildevandsforsyningen hvile i sig selv. Dette betyder, at indtægter og udgifter skal balancere over en årrække. Legalitetsgodkendelsen skal ske i henhold til vandforsyningslovens § 53 samt betalingslovens § 3. Borgerrepræsentationen delegerede den 15. december 2005 myndighedsgodkendelse af vand- og spildevandstakster til Teknik- og Miljøudvalget.

Løsning

Godkendelsen af de ansøgte takster fra HOFOR og BIOFOS sker på basis af de nævnte to principper:

  • At økonomien i vand- og spildevandsforsyningen hviler i sig selv.
  • At taksten ikke overskrider de årlige statslige prisloftsafgørelser fra Forsyningssekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

De statslige prisloftsafgørelser for de tre forsyningsselskaber er blevet offentliggjort af Forsyningssekretariatet henholdsvis den 26. august 2014 for HOFOR Vand København A/S, den 3. oktober 2014 for HOFOR Spildevand A/S og den 19. september 2014 for BIOFOS.  De tre afgørelser er truffet i medfør af vandsektorlovens § 6, stk. 2. Bestyrelserne i HOFOR og BIOFOS godkendte taksterne 13. oktober 2014 og 21. oktober 2014. HOFOR og BIOFOS regulerer taksterne i 2015, når denne indstilling er godkendt.

Forvaltningen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget godkender legaliteten af de ansøgte takster for 2015, da de to nævnte krav er overholdt.

Overholdelse af ”hvile i sig selv”-princippet
Budgetterne viser, at de foreslåede takster bevirker, at selskabernes økonomi overholder kravet om opfyldelse af ”hvile i sig selv”- princippet. Princippet er ikke defineret til et bestemt åremål. ”Hvile i sig selv”-perioden for HOFOR dækker en tidsperiode, der svarer til den tiårige periode for langtidsbudgetterne.

Overholdelse af prislofter og ansøgte takster for 2015
I tabellen nedenfor fremgår de udmeldte prislofter i 2015 for HOFOR Vand København A/S, HOFOR Spildevand København A/S og BIOFOS, Lynettefællesskabet A/S. Taksten er sammensat af kubikmeterprisen og nogle statslige afgifter.

 

HOFOR Vand København A/S

Kubikmeterpris

(kr./ m3)

HOFOR Spildevand København A/S

Kubikmeterpris

(kr./ m3)

BIOFOS, Lynettefællesskabet A/S

 

Kubikmeterpris

(kr./ m3)

Forsyningssekretariatets udmeldte prisloft

 8,67

15,17

8,36

Selskabernes priser

8,67

14,79

 8,36

Overholdes prisloft

Ja

Ja

Ja

*: Forsyningssekretariatets korrigerede prisloft eksklusiv moms

De ansøgte takster overholder det udmeldte prisloft. Prisloftet opgøres i kr. pr. m3 på baggrund af selskabets driftsomkostninger med forskellige korrektioner, jf. prisloftsbekendtgørelsens § 3, stk. 5. Disse korrektioner omfatter bl.a. tillæg for afskrivninger på investeringer samt tillæg i relation til kommunalt vedtagne miljø- og servicemål.

Den samlede vandpris for 2015 bliver 37,49 kr. per m3 forbrugt vand inklusiv moms, jf. tabellen i bilag 2. Den ansøgte takst medfører samlet en mindre stigning på 0,81 kr. pr. kubikmeter inkl. moms i forhold til 2014. I 2015 øges vandtaksten 34 %, mens vandafledningstaksten (spildevand) falder 12 %. Årsagerne beskrives i bilag 4.

Den samlede takst i 2015 ligger væsentligt over 2004 niveauet på ca. 30 kr. pr. m3 inkl. moms, men stigningen har ikke været jævn. Taksten toppede i 2010 på ca. 45 kr. pr. m3 inkl. moms jf. bilag 3. Takstudviklingen i hovedstadsområdet fremgår af bilag 1.

Takstudviklingen i de kommende år  
I løbet af vinteren 2014/2015 vil implementeringsplanen for klimatilpasningsindsatserne blive fremlagt til politisk behandling. Konsekvenser for takstudviklingen vil fremgå af beslutningerne om klimatilpasningstiltag og vil indgå i de årlige klimatilpasningsredegørelser. De takstfinancierede indsatser, som besluttes, indregnes i HOFORs takster i de kommende år.

Takstfinansiering af indsatser efter kommunale miljø- og servicemål på vand- og spildevandsområdet
I medfør af vandsektorloven og bekendtgørelse om driftsomkostninger til gennemførelse af miljømål og servicemål (nr. 1048 af 1. november 2012) kan vand- og spildevandsselskaber ansøge Forsyningssekretariatet om tillæg til deres prisloft til indregning og evt. fordeling af driftsomkostninger ved gennemførelse af særlige indsatser efter miljø- og servicemål.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

På HOFORs hjemmeside oplyses taksterne for vand og spildevand sammen med taksterne for de øvrige forsyningsarter, så borgerne i København kan se deres udgifter i 2015 til fjernvarme, bygas, vand og spildevand i sin helhed.

Forvaltningen forventer i 2015 at fremlægge en indstilling om miljø- og servicemål på vand- og spildevandsområdet. 
 

                      Pernille Andersen
                                                                    /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 15. december 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top